En af hemmelighederne var 24 timers bøn og hjertekristendom. Næsten al moderne mission kan spore sine rødder tilbage til det, Gud åbenbart satte i gang som en førstefrugt i Østtyskland.Fra en lille by i Østtyskland med kun 300 indbyggere blev der på 28 år udsendt 226 missionærer til verdens farligste områder.
Det var flere missionærer, end alle de protestantiske kirker i hele Nordeuropa havde udsendt gennem 200 år.
Byen hedder Herrnhut.
Dvs. under Herrens beskyttelse. Byen opstod ca. i 1725, da den helt unge og nygifte grev Nicolaus Ludwig von Zinzendorf gav flygtninge fra Tjekkiet lov at slå sig ned.
Flygtningene kom fra den hemmelige brødrekirke, som opstod i protest, da Jan Huus blev brændt på bålet af den katolske kirkes magthavere.
Som barn mistede Lutz først sin far, dernæst giftede hans mor sig med en general og forlod ham. Men bedstemoderen var en intelligent og troende kvinde, som havde lært græsk og forstod sig på at drive et stort gods. Hun sørgede for, at Lutz fik lært mere end de fleste børn – og at han kom til at stole på Jesus.
Bedstemoderen var tilhænger af pietismen, som opstod i reaktion imod den stivnede ortodokse lutherdom.
Anna Nitschmann blev allerede som 14-årig udpeget til ældste ved lodtrækning. Hun var den mest fremtrædende af de kvindelige ledere og en drivende kraft i missionen. Hun fungerede allerede i 1700-tallet som en slags biskop!
Lutz var alene på slottet uden legekammerater, kun omgivet af voksne. Den eneste ven, han havde, var Jesus…
Allerede som 6-årig elskede han at læse historierne i Bibelen om Jesus. Han blev frygtløs siddende, da svenske soldater i 1706 brød ind på slottet, og de voksne flygtede.
Lutz hævede blot hovedet et øjeblik, for derefter at bøje det igen og fortsætte med at læse i Bibelen. Soldaterne standsede brat og forsvandt ud af slottet. På vej ud af gårdspladsen hørte man dem sige, at de ikke kunne tage noget her, når Gud vogtede stedet.
Bedstemoderen og tanten styrtede ind og spurgte:
– Var du ikke bange? Men lille Lutz fortalte troskyldig, at han netop var ved at læse om Jesus, der stillede stormen på søen, så han følte sig helt tryg, når hans ven Jesus kunne gøre den slags. Denne barnlige tillid til Jesus bevarede Ludwig livet igennem. For ham handlede kristendom om et personligt venskab med Jesus.
På kostskole i Halle mødte Lutz den danske missionær Bartholomæus Ziengenbald, – den første protestantiske missionær i Indien.
Lutz blev så imponeret, at han sammen med andre drenge oprettede Sennepsfrøets Orden – en hemmelig drenge-klub, hvor de lovede hinanden at gøre alt for at bringe troen til verdens ende.
Bagefter kom Lutz til Wittenberg for at gå på det lutherske universitet, men han savnede den varme tro, som han kendte hjemmefra.
Den unge grev Zinzendorf blev sendt på en dannelsesrejse i Europa. Han besøgte slægtninge og bekendte på de europæiske slotte. Men han spildte ikke tiden på at danse, fægte og flirte. I stedet opsøgte han katolikker, lutheranere, reformerte og menonitter for at forstå deres tro.
Han var begejstret for at opdage, at der fandtes ærlige troende hjerte-kristne på tværs af de kirker, som kulturelle forskelle, krige og traditioner havde skilt ad. Og han ønskede at skabe forsoning.
En dag så han et maleri med titlen Hvilket menneske! Det viste en forslået Jesus med tornekrone. Nederst havde kunstneren skrevet på latin:
Dette har jeg gjort for dig. Hvad gør du for mig?
Ludwig lovede at gøre gengæld. Men en voldsom forelskelse var tæt på at afspore ham. Pigen valgte dog hans bedste ven i stedet…
Min gamle Adam blev godt nok sur over for evigt at skulle opgive en så huldsalig kusine! skrev Ludwig i sin dagbog. Men han indså senere, at de to havde helt forskellige syn på livet.
I stedet blev han gift med en ung grevinde, Erdmuth, som havde samme åndelige indstilling. De to aftalte, at hun skulle stå for deres gods og alle pengesager, mens han brugte tiden på at tjene Gud.
Den danske tronsfølger, Christian VI, kom på besøg for at se den lille by af flygtninge. Zinzendorf var senere lige ved at blive statsminister i Danmark. Men de fromme pietister bagtalte ham, fordi de var lidt uenige… (Ja, sådan var det desværre også dengang.) Så den danske konge vendte sig imod ham og forbød nogle år senere brødrene og andre kristne grupper at mødes og arbejde i Danmark. Kongen var ellers meget religiøs – det var fx. ham der indførte konfirmation og forbød underholdning på helligdage. Men hjerte-kristendommen forstod han ikke.
Noget af bagtalelsen skyldtes, at Zinzendorf havde overladt til flygtningene at styre sig selv. De blev vildført at en sindsyg (eller besat?) fanatisk mand, så de fx. troede, at den lokale sognepræst var den falske profet og Zinzendorf selv var Dyret i Åbenbaringen…
I denne krise tog Zinzen-dorf ansvar og underviste landsbyens beboere om at vende sig fra deres sekteriske partisind og leve med det samme sindelag, som Jesus.
Landsbyen blev omvendt. Men det vigtigste skete, da de mødtes til en forsonings-gudstjeneste i sognekirken.
Zinzendorf beskriver selv Brødremenighedens skelsættende pinsedag sådan:
Menigheden erfarede om onsdagen, person efter person, Frelseren på en så forbavsende måde, at vi ikke senere har oplevet noget, der ligner den nadver. De, der indtil da ikke havde brudt sig om hinanden, faldt hinanden om halsen på kirkegården uden for kirken i Berthelsdorf og forsonede sig på det allerinderligste; og sådan kom hele menigheden tilbage til Herrnhut som nyfødte børn, skriver Zinzendorf.
end alle andre
Fra dét tidspunkt ændrede Herrnhut sig fra en flok stridende fanatikere til en homogen menighed, som havde ét hjerteligt fællesskab og én fælles vision: At rejse til verdens yderste områder med det kristne budskab – om det så skulle koste dem livet.
I løbet af de næste 65 år udsendte den lille landsby med kun ca. 300 mennesker over 300 missionærer!
De rejste de steder hen, hvor ingen andre ville rejse. Til det kolde og afsides Grønland og de arktiske egne i Canada. Til det usunde klima i Sydamerika, Afrika og Kina. Blandt indianerne i Amerika. På de Dansk-Vestindiske Øer, hvor slaveejerne satte dem i fængsel, og de måtte sælge sig som slaver for at kunne fortælle om Jesus. Mange af dem døde.
Intet kunne holde dem tilbage. De havde følt Guds nærvær så stærkt, at intet var højere for dem end at få lov at lide sammen med Kristus, mens de overvandt verdens ondskab med kærlighed og forkyndte fred med Gud.
Brødremenigheds-byer opstod rundt om i Europa og Amerika. Der mødte de modstand og misforståelser. De blev forfulgt og bagtalt af både katolikker og protestanter.
Men de ønskede ikke at oprette en ny kirke. Allerhelst ville de skabe fornyelse i de eksisterende kirker. Kirken var for dem fællesskabet af alle kristne brødre og søstre.
Var der en hemmelighed bag den eksplosive udvikling?
Kort efter oplevelsen i Berthelsdorf indførte menigheden en 24 timers bønnevagt – og kæden blev ikke brudt i de næste 100 dynamiske år!
Zinzendorf blev to gange landsforvist fra sit eget gods.
Men han udnyttede sin landflygtighed til at rejse Europa tyndt for at styrke de forfulgte kristne i og uden for statskirkerne. Han var også i Amerika.
Blandt de mange, der blev sat i gang af Zinzendorf var Charles Wesley, som blev hovedperson i den store metodistiske vækkelse.
Stort set alt, hvad der findes af moderne mission, har rødder tilbage til den fornyelse, der skete ud fra Herrnhut.
Herhjemme blev der først oprettet et Brødresocietet i København, hvor bl.a. Søren Kierkegaard mødte troen. Og da der kom en ny konge, fik man også lov at oprette en brødremenighedsby i Danmark – nemlig Christiansfeld. Herfra blev store dele af Danmark vakt gennem en personlig Jesus-forkyndelse, så der senere opstod vækkelser og nye missionsselskaber.
Men det er en anden spændende historie.