For 45 år siden indhentede fortiden Moses Hansen, da han på sin jordomrejse var nået til New Zealand. Joy, som han havde mødte i USA, var gravid med deres første barn. Moses havde mødt nogle kristne, som fik ham overtalt til nødtvungent at tage ansvaret på sig og gifte sig med Joy…
Moses og Joy har tilbragt julen og nytåret på New Zealand, hvor de genså hinanden for næsten 45 år siden. Ingen havde da forestillet sig, at Moses ville blive troende kristen og en kendt korstogsevangelist…
Den 2. jan. 2015 skriver Moses fra New Zealand bl.a.: – For 44 år og 8 måneder siden boede jeg i en lille hytte på campingpladsen i Timaru. Årsagen var, at jeg skulle have et sted at være sammen med den næsten otte måneder gravide unge pige fra USA, jeg skulle hente i lufthavnen i Christchurch. I dag genså Joy og jeg for første gang campingpladsen – og endog hytten, der er her endnu. Vi har vores camper parkeret nogle få meter fra hytten. Ca. to uger senere blev vi gift i Karamea, hvor kun præsten samt Jack og Dorrit var til stede. Jeg husker dagen, som var det i går. Alt var kaos og så håbløst ud. Hvad skulle jeg dog stille op med en kvinde og om ikke længe et lille barn? Men som de fleste af jer ved og har erfaret, så er intet umuligt for Gud. Jeg overgav mit liv til Jesus fredag den 5. juni 1970 og bad næste dag om, at barnet i Joys mave måtte være en pige, der fødtes på min fødselsdag den 17. juni, hvilket mirakuløst skete, da Maria blev født den 17. juni på sygehuset i Nelson. I dag, her på campingpladsen, foran den lille hytte, 44 år og 8 måneder senere, med samme hustru, seks børn, seks svigerbørn og 13 børnebørn, kan jeg ikke udtrykke mig bedre, end salmisten gør i Salme 89:9: “Herre, Hærskarers Gud, hvem er som du? Stærk er Herren. Din trofasthed omgiver dig.”
Nej, ingen er så herlig som Jesus. Han vendte kaos til orden, håbløshed til håb og mørke til lys. Ja, han lod alle ting samvirke til noget godt. Hans trofasthed har omgivet os hver eneste dag i de forgangne 44 år og 8 måneder – og fortsætter med at gøre det. For stærk er Herren. PRISET VÆRE HANS NAVN! skriver Moses fra New Zealand.
Dramatisk liv i bog
Moses har fortalt sin dramatiske livshistorie i bogen ”På Jagt Efter Livet”. Den er også gengivet i bogen ”Rundt om Moses”, som Udfordringen har udgivet. Sidstnævnte bog bog kan bestilles på Hosianna.dk for 98 kr. Udfordringens abonnenter kan endda få bogen helt gratis, hvis de bestiller en anden bog fra Hosianna.dk.
I bogen beskriver Moses, hvordan han som en værre festabe rejste verden rundt og nød livet egoistisk. I USA havde han mødt Joy, og de havde været kærester, men Moses fortsatte til bl.a. New Zealand. Da han omsider fik hentet sin ”poste restante”, lå der en bunke breve fra Joy. Det viste sig, at hun var gravid… På det tidspunkt var Moses overhovedet ikke kristen. Og hans første tanke var, at han ikke ville lade Joy og barnet forhindre ham i at fortsætte sit spændende liv. Men kort før havde han mødt et kristent par, og de fik ham overbevist om, at han burde påtage sig ansvaret. Joy tog for egen regning til New Zealand for at møde ham, og efter nogle stormfulde diskussioner blev de to gift ved en enkel ceremoni hos vennerne. Herefter pakkede de en gammel bil og kørte mod Aukland for at rejse videre til Australien. Men bilen brød sammen. Følgende afsnit er fra bogen.
Bilen brød sammen
– Jeg ærgrede mig både gul og grøn. Her sad jeg midt i suppedasen. Hvis Joy ikke var kommet, havde jeg ikke købt den bil. Hun var og forblev en ulykkesfugl i mit liv. Bare jeg havde været et rigtigt mandfolk forleden og sagt nej til det ægteskab og i stedet kørt hende til lufthavnen, så havde hun været tilbage i USA, hvor hun var langt bedre stillet, og jeg ville atter have været fri som fuglen, måske sammen med Debbie. I stedet sad jeg her i et råddent hul med en højgravid kvinde og en sammenbrændt motor med udsigt til en tårnhøj reparationsregning. Jeg aftalte med folkene på værkstedet, at jeg ville komme tilbage om et par uger for at hente bilen. Vi ville i mellemtiden tage til Nelson, som lå helt ud til vandet. Jeg stjal et par uldne tæpper og et par puder plus noget bestik fra motellet, og så kørte vi videre med bus.
Hytten ved havet
Nelson lå meget smukt. Næsten overalt var der udsigt over havet. Selv om det var vinter, og ingen blade på træerne kunne skærme os fra nysgerrige blikke, lå byen så godt gemt væk, at en viking som mig kunne bade uforstyrret, selv på denne årstid. Og der var masser af strand. Vi lejede en lille træhytte på campingpladsen, som lå lige ned til vandet. Her var helt øde om vinteren. Hytten lignede til forveksling de hytter, jeg mange gange havde gjort brug af i bjergene. Bare fire gange tre meter med en dobbeltseng, et bord og to stole. Dog var der ingen pejs. Til gengæld var der en vask med rindende koldt vand. Dette var udmærket. Vi skulle jo kun være her et par uger, og så var det meget billigt. Men i løbet af et par dage befandt vi os så godt med både hytte, terræn og de få mennesker, vi havde mødt, at vi besluttede os for at blive her, indtil Joy havde født. Midt i alt bryllupshalløjet, planerne om Australien og bilens sammenbrud havde vi næsten glemt, at vi snart ventede barn. Joy mente, at det ville ske omkring 10. juni. Så vi slog os ned her ved stranden, læste noget i en babybog, som Joy havde haft med hjemmefra, og satte en vugge sammen. Alt var rede til den forestående fødsel, men i mine tanker hadede jeg på forhånd den dag. En skrigende unge ville kun være en yderligere belastning. Åh, hvor jeg ønskede, at der ville ske et mirakel. I mit indre skreg jeg efter frihed.
Satte Gud på prøve
Efter mit møde med Jack, Dorrit og de andre kristne var jeg blevet overbevist om, at det rigtige måtte være at give sit liv til Jesus, hvilket jeg gjorde.
Jeg satte Gud på prøve. Nede på stranden råbte jeg i min nød til Gud: ”Åh Gud, hvis du er en realitet, så lad babyen i Joys mave være en pige – og lad hende blive født på min fødselsdag. I Jesu navn, amen!” Fra dette øjeblik blev de følgende dage meget spændte. Joy regnede med at skulle føde omkring den 10. juni, men min fødselsdag var først den 17. juni. Spørgsmålet, som plagede mig dag og nat, var selvfølgelig: “Hvad vil jeg gøre, hvis det ikke bliver en pige, og det ikke bliver på min fødselsdag?” Himlen virkede, som var den lavet af jern og beton, hvor intet som helst slap igennem. Den ene dag tog den anden, uden at der skete noget. Nu var ingen af os jo særligt drevne i det med fødsler, men alligevel skulle der komme veer. Det stod også højt og tydeligt i babybogen. Vi kom godt om på den anden side af den 10. juni, og jeg var lettet. Til gengæld var jeg meget betænkelig, da det blev den 16. juni, uden at så meget som en enkelt lille plukve havde meldt sig. Mange gange i løbet af den dag spurgte jeg til Joys tilstand, og jeg var nærmest irriteret over, at der ingen veer var kommet. “Jeg kan da ikke gøre for det”, var hendes svar hver gang.
Efter aftensmaden brugte jeg det meste af aftenen til at læse og skrive breve. Joy strikkede! Det var meget koldt, og regnen væltede ned i kaskader. Sidst på aftenen spillede vi kort. Henad ved halvtolv-tiden gjorde vi os rede til at gå i seng. Joy foreslog, at jeg skulle have regnfrakke, støvler og penge klar. “Hvorfor?” spurgte jeg. “På grund af den bøn, som du har bedt”, sagde hun. “Det er din fødselsdag om en halv time. Hvis fødslen begynder i nat, skal du afsted til en telefonboks for at ringe efter en taxi. Husk, du har ikke fået bilen hentet endnu!” Vi gik i seng et kvarter før midnat. Jeg ville straks sove, men Joy sagde, at nu måtte jeg i hvert fald vente, til hun kunne give mig et fødselsdagskys. Så vi lå altså der og lyttede til, at regnen tordnede mod taget – og ventede. På slaget midnat gav Joy mig et kys og sagde: “Tillykke med fødselsdagen, skat!” I samme øjeblik udstødte hun et lille skrig – og fostervandet løb ud over os begge. Fødslen var igang. Det var min fødselsdag! Hvad der herefter skete er svært at forklare, nærmest umuligt. Måske skal det hverken forklares til eller forstås af andre, for det var først og fremmest et guddommeligt håndtryk til os, men i brøkdele af et sekund var hytten fyldt med et vidunderligt lys, som bragte et varmt, trygt og fredfyldt nærvær af HAM SELV med sig. Nærværet var samtidig mættet med en utrolig myndighed og autoritet, uden at det virkede skræmmende. Vi blev begge efterladt med den form for gudsfrygt, der bare vidste, at her behøvede vi ikke at stille flere spørgsmål. Han var, er og vil altid forblive den samme almægtige, trofaste, kærlige og omsorgsfulde Far, fortæller Moses i den spændende bog ”Rundt om Moses”.