Moussa Marcel, er en af mine gamle bekendte fra Afrika. Det undrer ikke mig, at Moussa omvendte det halve fængsel, da han sad der, for han er en sej evangelist!
En aften spurgte jeg ham, hvorfor han haltede.
Så fik jeg hans fantastiske livshistorie:
Han var en barsk, professionel soldat; højere end de fleste og et rigtig muskelbundt. Èn af dem, man nødigt ville møde i en smal gyde, når han havde drukket. Og han drak meget.
Under militærtræningen holdt han sig ikke tilbage. Han kastede sig ned i mudderet og forcerede alle forhindringer… Men en dag, da han klatrede op i en elmast, gik det helt galt.
af elektrisk stød
Da han nåede op til de strømførende ledninger, var han uheldig at røre ved dem. Et elektrisk stød sendte ham i jorden – 10-15 meter nede.
Han ramte så hårdt, at højre lårben ikke blot brækkede, men lårbensknoglen blev skubbet op på siden af hoften.
Da Moussa ikke havde råd til at betale for en operation på et godt sygehus, voksede benet forkert sammen. Højre ben var dermed omkring 10 cm kortere end det venstre, og han kunne ikke bøje det i hoften.
handikappet
Moussa var handikappet for livet, og hans levebrød som professionel soldat var pludselig forbi. Her var ingen pensionsordning eller sygedagpenge. Moussa kunne bare tage bussen hjem til sin gamle far og håbe, at han ville forsørge…
I Afrikas fattige lande er der ofte meget lidt forståelse for mennesker med handikap. Især blandt muslimerne er der en tendens til at se handikap som noget, man selv er skyld i, og som gør én til et laverestående menneske.
Og Moussa kom netop fra det muslimsk dominerede nordlige Cameroun.
for kristen…
– Men selv var jeg ikke muslim, fortæller Moussa.
– Mine forældre var animi-ster (åndedyrkere). Det almindelige var, at animisterne blev muslimer, når de tog til byerne. Det var der mange fordele ved.
– Men i mit område lå der også en lille kristen kirke ude i bushen. Ofte havde jeg som barn stået udenfor og lyttet til sangen og prædikenen. Jeg havde aldrig besluttet mig for at blive kristen, men da jeg som soldat skulle udfylde papirerne og svare på, hvilken religion jeg havde, satte jeg af en eller anden grund kryds ud for kristen. Jeg véd ikke hvorfor.
– Som soldat levede jeg slet ikke som kristen, men da jeg blev ramt af ulykken, fik jeg brug for Gud. Jeg var knapt nok klar i hovedet, fordi jeg drak og tog stoffer for at holde smerten og livet ud. Da en politimand kontrollerede mine papirer i bussen på vej hjem, bemærkede han: Nå, du er kristen. Jeg svarede: Er jeg?
til de kristne
– Først da huskede jeg, at jeg havde skrevet sådan i mine papirer. Fra det øjeblik var jeg fast besluttet på, at jeg måtte tilbage til den gamle kirke i landsbyen.
– Søndag tog jeg hen til kirken og satte mig udenfor. Jeg sagde, at jeg gerne ville omvende mig.
– Jeg havde skrevet i min håndflade, hvad jeg ville sige i min omvendelsesbøn, for jeg var bange for, at jeg ikke kunne huske det, når jeg skulle bede. Jeg var stadig omtåget i hovedet – det var som om, jeg var påvirket af ånder.
– De kristne tog venligt imod mig, selv om de tvivlede på mine hensigter. Da jeg begyndte at bede, kunne jeg ikke snakke rent. Måske var det ånderne, der havde magt over mig…
– Jeg husker, at jeg læste på min hånd, men at der kom andre meningsløse ord ud af munden – lige indtil jeg nåede til navnet Jesus i min bøn. Fra det øjeblik talte jeg rent og tydeligt, og jeg kunne tage imod frelseren.
– Jeg var heldig, at min far havde en stor mark, så jeg kunne forsørge mig selv. Det giver respekt, at man ikke er afhængig af andre, fortæller Moussa.
Han tog på en fattig bibelskole, som uddanner kristne i at forstå og kunne tale med muslimer om troen.
Mange evangelistfamilier er ligesom Paulus teltmagere, der skaffer sig selv føden ved at arbejde.
De flytter frivilligt væk fra deres familier og landsbyer til et fremmed muslimsk område. Så bor de der og arbejder med at dyrke jorden – og opbygger imens en gruppe af troende.
Det kan tage årevis, men for dem er troen på Jesus så vigtig, at de vil hjælpe andre til også at tro og få et nyt liv. Også selv om det betyder store menneskelige afsavn. For midt i det hårde liv oplever de, at Jesus er med dem.
Moussa boede i forvejen i et område, hvor der var mange muslimer. Så han flyttede hjem.
Den lokale menighed ville ikke rigtig anerkende ham som evangelist – han var jo handikappet, og de var heller ikke vant til at arbejde blandt muslimer. Mange afrikanske kristne har opgivet at give evangeliet til muslimer.
Men Moussa var ikke afhængig af løn. Han sled i sin mark trods sit handikap og høster hvert år så meget, at han endda kan hjælpe andre.
På sin knallert kører han ofte syge folk de cirka 40 km til et lille missionshospital. Han har endda indrettet en sygestue i sit eget hus, hvor de syge kan bo, mens han behandler dem med medicin fra hospitalet – og så lader han båndoptageren spille kristne sange. Og de fleste har heller ikke noget imod, at han beder for dem. De mærker, at den tidligere så hårde, professionelle soldat nu er fyldt med kærlighed og omsorg for dem.
– sat på plads af Gud
En dag styrtede Moussa på knallerten og slog skulderen af led. På det lille missionshospital tog man et røntgenbillede og forklarede, at han skulle opereres og derefter holde sig i ro i tre måneder.
– Nej, sagde hårdføre Moussa. – Det kan jeg slet ikke få tid til. Så må jeg bede Gud hjælpe mig og fortsætte mit arbejde.
Og så tog han ellers hjem på ladet af en varebil, hvor der stod mange andre passagerer. For at holde sig fast, løftede han den lamme arm, så den kunne holde fast om en jernstang.
– Pludselig kørte bilen i et hul, så vi blev slynget omkuld. Det gav et voldsomt ryk i armen, og jeg fik så voldsomme smerter, at de tog mig ind i førerkabinen resten af vejen.
– Dén dag og dagen derpå havde jeg smerter. Men så var det forbi. Armen var igen på plads og i orden. Jeg var blevet opereret af Herren selv!
– Jeg véd, at Gud også kan gøre mit ben rask – men det må ske ved et mirakel, for hospitalet tør ikke foretage en operation. Det er groet for skævt sammen. Men hvad enten Gud gør mit ben rask eller ej, så er jeg tilfreds. For den ulykke bragte mig i forbindelse med Gud, og det er det bedste, der er sket. Jeg går gerne haltende ind i himmelen.
Efter at Moussa i praksis har vist, at han er en troværdig kristen med god kontakt til muslimer, er han nu udvalgt som én af ti radioevangelister, der skal følge op på kristne radio-udsendelser. Det giver en smule løn – men Moussa bruger formentlig pengene på at hjælpe andre.