Ansvarshavende redaktør
Nogle gange bliver den enes frihed til den andens ufrihed. I august plejer kamporganisationen for homoseksuelle, lesbiske og transkønnede at gå i parade i København for at fremme deres dagsorden – som på mange punkter strider med den kristne samfundmoral.
Ofte går politikere og kulturpersonligheder med i marcherne for at vise deres solidaritet med de ”forfulgte”. Og medierne og politikerne bakker ukritisk op, som om sagen handlede om de grundlæggende menneskerettigheder.
Sådan er den også blevet fremstillet. Eller promoveret. For markedsføringen sker på en meget målrettet og taktisk måde. I løbet af få årtier er det lykkedes en lille gruppe at vende først de toneangivendes holdning og derefter befolkningernes.
Derfor er det også meget svært at sige noget imod. For de fleste af os ønsker jo ikke at blande os i andres liv og holdninger. Vi har selv venner og familiemedlemmer, som bekender sig som homosekssuelle. Vi ønsker kun at vise dem venlighed og godhed. Vi har ingen ønsker om at forfølge andre. Tværtimod.
Når der tales om ligestilling, vil de fleste tænke, at ja, selvfølgelig skal der være ligestilling. Men få har gennemtænkt de uoverskuelige konsekvenser af denne dagsorden.
Hvad med adopterede børns tarv i homoseksuelle forhold?
Hvad med badeanstalter og saunaer, hvor transkønnede skal have ”ligestilling”. Hvad med militæret, skolerne, børnehaver…
En del af dagsordenen for denne bevægelse er, at selv børn og unge skal have mulighed for at skifte køn – vel at mærke uden at en faglig lægelig ekspertise inddrages, sådan som det ville være normalt på andre områder. Her er det nok, at de ”føler”.
Friheden indskrænkes
Mens de homoseksuelle fører deres sejrstog, indskrænkes friheden for mennesker med en anden holdning.
Hvis nogen fortsat mener, at et ægteskab – ligesom i tusinder af år – kun er mellem en kvinde og en mand, bliver de mobbet.
Hvis nogen bare mener, at det er ”naturligt”, at sex foregår mellem en han og en hun, ligesom i naturen, får de skældud.
Hvis en politiker antyder, at Melodi Grand Prix er blevet for bøsset, lægges hun straks for had.
Da en kvindelig politiker syntes, at der blev lagt for meget vægt på det unormale, blev der arrangeret en protestmarch imod hende i hendes hjemby, så hun rigtig kunne blive mobbet.
Præster, der af samvittighed og gudsfrygt ikke tør gifte mennesker af samme køn med hinanden, hænges jævnligt ud i medierne, som det fx sker med præsterne i Kristkirken i Kolding.
Pressen promoverer journalistisk ukritisk homoseksuelt samliv og kunstige børnefødsler som en stor lykke for samfundet.
Hvis man skriver et læserbrev, hvor man udtrykker andet end meningen på bjerget, bliver man som regel udsat for en organiseret shitstorm med nedladende kommentarer.
Denne manglende ytringsfrihed og den selvcensur, som følger med frygten for at være politisk-ukorrekt, er et alvorligt demokratisk problem.
Mens de fleste resignerer og accepterer de nye menings-magthavere, har troende kristne et større dilemma. Bibelen – og de fleste kulturer gennem tusinder af år – betragter homoseksuel praksis som en syndig tilbøjelighed. Altså ikke noget, som man uskyldigt er født med. Men noget, man skal vende sig fra, ligesom vi skal vende os fra al anden synd, der kan ødelægge vores liv.
Det er derfor meget grænseoverskridende, at folketinget og biskopperne har indført kirkelig vielse og udtaler Guds velsignelse af noget, som Bibelen og kristen tradition kalder synd. Det er også et indgreb i trosfriheden.
Som kristen minoritet kan man derfor ikke blot juble over, at homoseksuelle og transkønnede bliver stadig mere dominerende i det offentlige rum, og at mange politikere og medier ukritisk promoverer denne livsstil uden at tænke på konsekvenserne. For det indskrænker samtidig vores ytrings- og samvittighedsfrihed.
Så der er grund til at bede, ikke blot for vores homoseksuelle og transkønnede medmennesker, men også for de kristne, der forfølges for deres tro, og for samfundet.
Comments are closed.