Pio levede Gud så nær, at han fik Jesu sårmærker på kroppen. Der skete også helbredelser omkring ham – endda efter hans død. Aviserne og den katolske kirke tog først afstand – men kårede ham i 2002 til helgen. Nu har de endda åbnet hans kiste igen! Da Francesco blev født 1887 som fjerde barn i en fattig familie, græd han så meget de første måneder, at moderen trodsede sognepræsten og opsøgte en klog mand.Da han så det lille barn, blev han næsten skræmt og sagde: Denne dreng vil blive verdenskendt, æret af alle i verden, og mange, mange penge vil gå gennem ham, men selv vil han ikke eje noget.
Og sådan kom det til at gå.
Men Francesco fik ikke noget nemt liv, han var ramt af sygdom og flere gange døden nær, som om Satan forsøgte at komme ham til livs…
Allerede som barn havde han åbenbaringer. En dag, da han stod foran alteret i kirken i Pietrelcina, så han Jesus, som gav ham tegn til at komme nærmere. Francesco fortalte, at Jesus havde kærtegnet hans hoved med hånden.
Men også den Onde viste sig åbenbart for drengen og ville lokke ham bort fra Gud.
Som ti-årig blev han alvorligt syg af feber, og lægen fortalte, at drengen kun havde kort tid igen. Men lige så mirakuløst blev han helbredt. Disse helbredelser gentog sig mange gange i Francescos liv.
Som ti-årig fortalte drengen også sine forældre, at han ville være munk, og som 15-årig blev han optaget i et kloster.
Han fik nu navnet Pio, og hans liv fortsatte med megen sygdom, men også overnaturlige åbenbaringer, hvor Jesus og Maria styrkede ham i troen.
Han slap for at komme med i 1. Verdenskrig på grund af sit helbred og flyttede til et andet kloster, hvor luften var bedre.
Folk begyndte at opdage den unge pater Pios åndelige gaver – han havde åbenbart både kundskabs- og helbredelses-nådegaver. Mange – bl.a. kendte – angrede deres synder og omvendte sig, når de havde været i skriftestolen hos munken.
I 1918 oplevede Pio foran alteret, at han blev stigmatiseret – dvs. at han fik uforklarlige sår de samme steder som den korsfæstede Jesus. Pio havde sår på hænder og fødder og et dybt sår i siden og efterlod en blodpøl på gulvet, før han trak sig tilbage til sin celle.
Begivenheden blev rapporteret til de kirkelige myndigheder, og overalt var man mistroisk. I mange år blev Pio mødt med modstand fra højtplacerede personer i kirken.
En tidligere ikke-troende og marxist, Agostino Gemelli, fik en fremtrædende rolle i Vatikanet på grund af sit venskab med pave Pius XI. Den intellektuelle doktor i filosofi fattede ikke den åndelige virkelighed og skadede pater Pio meget gennem forudindtagede rapporter, hvor han fremstillede det åndelige som svindel og forsøgte at bekæmpe det inden for den katolske kirke.
Derfor måtte Pio leve mange år under mistænksomhed og tåbelige beskyldninger, alt imens der skete mirakler og undere ved hans hænder.
Mens aviser hængte ham ud som svindler, valfartede pilgrimmene og blev hjulpet.
En af beskyldningerne imod Pio var, at han udnyttede sin status til at berige sig.
En lokal biskop påstod endda, at han havde lugtet dyr Eau de Cologne fra pater Pio.
Forklaringen var, at pater Pio udsendte en duft af lavendel og andre fine dufte, når han havde sine stigmatiseringer. Det var, som om Jesus usynligt var til stede, følte folk.
Pengene, som de misundelige havde ondt af, gik i stedet til kirkebyggeri og senere til opførelsen af det bedste hospital i den fattige landsdel.
Udover mirakler, kundskabsord og stigmata forbinder man et helt specielt åndeligt fænomen med pater Pio.
Det er bilokation, dvs. at den samme person er to steder på samme tid. I Bibelens berettes også om Jesus, Filip m.fl., der af Ånden blev ført et sted hen. En dimension, som vi normalt ikke kender. Pio rapporteres endda set i andre lande. Engang dukkede han op hos en italiensk soldat, som efter et nederlag havde låst sig inde for at skrive et afskedsbrev og tage sit eget liv. Pludselig var Pio hos ham i værelset og fik ham overbevist om, at han ikke skulle dø, men leve.
Efterhånden blev det tydeligt også for de ledende i den katolske kirke, at pater Pio ikke var en svindler, men en hellig mand, der livet igennem søgte Guds nærhed, og hvis nære fællesskab med Jesus endda gav ham hans sår.
Først 34 år efter hans død anerkendte kirken Pio.
Pave Johannes Paul II den kårede ham 16. juni 2002 til helgen, mens 400.000 var til stede på Peterspladsen i Rom – det største antal nogensinde ved en helgenkåring. Paven havde allerede i 1947 besøgt Pio, mens han selv endnu var en ukendt præst i Polen under navntet Karol Wojtyla.
For nylig åbnede kirken endda kisten for at udstille Pios krop som relikvie i flere måneder i forbindelse med 40-årsdagen for hans død i september.
Vi må give kommende generationer en chance for at ære de jordiske rester af St. Pio, siger ærkebiskop DAmbrosio, som svar på slægtninges protest imod at udstille liget. Sårmærkerne forsvandt ved Pios død, og det fremgik også, da man åbnede kisten med det ret velbevarede lig.
Ca. 1 mio. besøger Pios grav årligt. I den katolske kirke er det en udbredt opfattelse – og erfaring – at mennesker kan blive helbredt ved at opsøge relikvier – dvs. genstande efter mænd og kvinder, som er døde som martyrer eller på en særlig måde har levet et helligt liv.