Den 15.-19. maj har højskolen Acts Academy i Kolding et ugekursus med den sydafrikanske profet Andries van Heerden.
– Profeti betyder at høre fra Gud. Vi har brug for at høre fra Gud, så vi kan være Hans stemme i den verden, vi lever i.
Det siger Heidi Ravn, som er lærer på højskolen Acts Academy.
– Der er så meget brug for at formidle Guds kærlighed til mennesker, formidle Hans visdom ind i situationer, som vi hver især står i, og som vores verden oplever. Vi må være forberedte på det, som kommer. Der står, at Gud ikke gør noget, uden at Han informerer sine profeter først, siger Heidi.
Hun inviterer til en uge med det profetiske, hvor den sydafrikanske profet Andries van Heerden underviser.
Andries van Heerden og hans hustru, Christiane, er ledende præster i Emmanuel Church i Louis Trichardt, Limpopo i Sydafrika.
– Andries har en anerkendt profetisk tjeneste både i Sydafrika og i andre lande. Han er en dygtig kommunikator med stor forståelse for mennesker og den den lokale kirke, og han har profetisk indflydelse.
Andries er med i Sydafrikas profetiske ’Round Table’, som hvert år udgiver bogen, ’God Said’ – Gud siger.
Andries vil være en del af den profetiske konference ”Listen” på Højskolen sammen med Heidi Ravn.
Heidi Ravn er lærer på bibelskolen og leder faget ’Supernatural’, hvor eleverne får både det bibelske fundament for Helligåndens funktion, såvel som mulighed for at vokse i brug af Helligåndens gaver. Hun har en stor passion for at se den enkelte lykkes i at formidle Guds kærlighed gennem profetiske opmuntringer, vejledning og kraft .
Emnerne i ugens løb bliver:
At håndtere din egen profetiske gave og tjeneste. At finde din rolle i kirken og verden. At oprejse en profetisk generation. At tjene sammen med andre gaver og tjenester.
Undervisning og kost – uden logi – koster 1.849 kr. Med logi på dobbeltværelse koster kurset 2.249 kr.
Comments are closed.