Tema: Medrivende RejserRejser med kristen tryghed og fællesskab
– Ud over alt det, vi skal se, sætter vi de menneskelige aspekter meget højt. Tryghed, omsorg og fællesskab er begreber, som vi i praksis gerne vil leve ud og skabe rammer for.
Sådan beskriver Felix Rejser sit koncept i det nye katalog. Felix Rejser ejes af Indre Mission, og det betyder, at der stilles krav til rejselederne:
– Vore rejseledere er alle kendetegnet ved, at de er bekendende kristne, og alle har en nysgerrighed efter at se mere af verden. Ingen af vore rejseledere aflønnes, men de bruger en del af deres ferie på en Felix-rejse.
– Vore rejseledere har altså ikke dusinvis af rejser, der kan køre dem trætte.
Vore rejseledere er på 24 timer i døgnet på hele turen. De har ansvaret for, at alle vore gæster befinder sig godt, møder omsorg, føler tryghed og bliver inddraget i fællesskabet, lover direktøren.
Ligesom på Unitas Rejser, der ejes af KFUM & KFUK, tilbydes der også på Felix Rejser morgen- og aftenandagter, men det betyder ikke, at man er tvangsindlagt, pointeres det:
– At deltage på vore rejser stiller ikke krav til en bestemt form for tro og overbevisning, men vi ønsker, at de, der gerne vil deltage i andagtsfællesskab, får mulighed for det. Deltagelse er naturligvis frivillig, men af praktiske grunde kan det undtagelsesvis ske, at andagter bliver holdt i bussen.
Direktør Thorkild Højvig skriver i programmet:
– De fleste kan uden problemer klare sig selv, men muligheden for et samvær og samspil med andre mennesker er et spændende supplement til en god rejseoplevelse.