I det daglige arbejdsliv jagter Arne Byg skadedyr, og han er en værdsat tillidsmand på sin arbejdsplads Anticimex. Han har dyrket karate i 23 år. Men for halvandet år siden droppede han kampsporten for i stedet at kæmpe en åndelig kamp – for de fortabte danskere.
Som barn blev Arne Byg ”slæbt med” i folkekirken ca. hver anden søndag. Han lyttede, men det sagde ham ikke noget.
– For mig var kirken et sted fyldt med smerte. Det var et sted, hvor mennesker var kede af det, fordi de havde mistet deres pårørende, husker han.
– Min mor og far var egentlig ikke specielt kirkelige, men min bedstemor var troende, og måske var det på grund af hende, at vi stadig kom i den lokale sognekirke.
Min bedstemor lærte mig at bede fadervor som 5-6 årig, og hun kunne ikke lide, at man bandede, kan jeg huske. Hun bad også bordbøn. Hun kom selv fra Indre Mission, og en del af den fjernere familie kom også i Missionsforbundet, men bedstefar var ikke missionsk, husker Arne. Og efterhånden gled troen ud af hans egen familie, som det er sket i mange familier i 2. eller 3. generation, fordi troen ikke blev personlig eller fornyet.
Bad fadervor hver dag
Men selv om det med folkekirken ikke sagde Arne noget, så havde han på en måde sit eget personlige liv med Gud.
– Hver aften bad jeg faktisk mit fadervor, og jeg udviklede en lang remse, hvor jeg bad for alle de familiemedlemmer, jeg havde. Hver aften!
Sådan fortsatte det i næsten 50 år…
Mødte kone som 14-årig
Arne voksede op på en gård i Frørup nord for Haderslev.
– En dag havde vi besøg af Hanne, som boede på en gård i nærheden. Vi var begge kun ca. 14 år, men fra det tidspunkt var jeg overbevist om, at vi nok skulle giftes engang. Og sådan gik det også. Da jeg var 19 år, begyndte vi at komme sammen, og da jeg var 27 år, blev vi gift.
Vi boede forskellige steder, men endte i Stepping og fik tre børn. En pige, Camilla, og to sønner, Michael og Klaus.
Hanne havde sjovt nok også lært at bede aftenbøn, selv om familien ikke gik meget i kirke. Der var stadig en smule kirkelighed i den lokale befolkning.
Hanne mistede sin far, da hun var helt lille, og det skabte mange problemer, som hun først som voksen fik bearbejdet.
En engel beskyttede mig
Når Arne Byg tænker tilbage, har han gang på gang været i fysisk fare.
– Jeg har været forfulgt af ulykker – men det var som om, jeg blev beskyttet af en skytsengel.
Jeg er flere gange faldet ned fra et tag eller igennem et tag eller et loft. Jeg er styrtet ned i en korngrav. Jeg har været så tæt på at blive kørt ned på cykel, at mit ben gik imod bilens kofanger. Jeg har været slået bevidstløs af elektrisk strøm. Min hånd har siddet fast i et tandhjul. Osv.
Men på en eller anden mærkelig måde må en skytsengel fra Gud have beskyttet mig, undrer Arne sig.
Grebet af karate
– Kort efter, at vi var blevet gift, begyndte jeg at gå til karate-undervisning.
Jeg gjorde det bare for motionens skyld, for i kampsport får man rørt hele kroppen, fortæller Arne. Og det var ikke blot en døgnflue, for han fortsatte indenfor karate-sporten i de næste 23 år. Efterhånden som han kom op i graderne og tog de forskellige bælter, blev undervisningen mere åndelig.
– Man talte om en særlig karate-ånd. Der var et lille alter, hvor vi bøjede os i respekt for de gamle karate-mestres ånder. Vi fik en hel del undervisning, som i virkeligheden stammede fra zen-buddhismen, om krop, sjæl og sind. Men jeg syntes bare, at det var spændende. Jeg tænkte ikke over, at det var en anden religion. Jeg var bare fokuseret på det fysiske.
Men for halvandet år siden stoppede jeg. Der var sket noget andet i mit liv, som betød meget mere, og jeg følte efterhånden, at der var noget, der holdt mig tilbage fra at gå til karate, fortæller Arne.
Den kristne cykelsmed
– Vores søn Klaus var på alder med en pige i landsbyen, som hed Sara. På den måde kom vi i kontakt med familien Echardt. Og jeg snakkede rigtigt godt med faderen Henrik, som var cykelsmed og desuden var rigtig god til at spille på guitar og mundharpe.
Han kom oppe fra Skagen, og det viste sig, at han var kristen. Vi kom ofte til at snakke, og Henrik spurgte en dag, om vi ville med ham og Inge-Marie i Kolding Valgmenighed.
Det prøvede vi så, og det var en meget positiv oplevelse. Det var kirke på en meget mere forståelig måde. Så vi kom der nogle gange, men det var alligevel ikke så nemt at falde til for os.
– Så spurgte Henrik en dag, om vi da havde lyst til at tage med i Apostolsk Kirke, hvor de en gang imellem kom. Det prøvede vi så også. Og her følte jeg mig meget mere hjemme, selv om musikken var høj osv. Jeg mærkede, hvordan man under lovsangen kunne tilbede Gud, som jeg aldrig havde prøvet før, og jeg følte det, som om jeg kom hjem.
Prædikenerne var også spændende og handlede om noget, som man kunne bruge til noget.
Her faldt vi meget hurtigt til i den store kirke, hvor der også var cafeteria.
Vi kom også med til nogle lokale møder i vores by med kristendoms-undervisning. Det var noget, indremissionær Ingrid Markussen arrangerede. Og min kone Hanne var i en periode i praktik på Udfordringen som kontormedarbejder.
Meldte sig ud af kirken
– Da Manu Sareen fik indført homofile vielser i folkekirken, meldte vi os ud.
Der gik et års tid, hvor vi ikke var medlemmer i nogen kirke, men så meldte vi os ind i Apostolsk Kirke, og dér kommer vi stadig. Og der har overhovedet ikke været noget pres for, at vi skulle voksendøbes.
Men Jesus kom til at betyde mere for mig, og jeg havde ikke længere lyst til at gå til karate, så jeg droppede det efter 23 år.
Det var meget mere spændende at tro på Gud.
Rottefængeren
Når Arne gør noget, gør han det helt. Derfor tager han også sin tro meget seriøs. I familien kalder de ham for ”æ præst”.
Det er en stor byrde for ham, at så mange af de mennesker, han kender, ikke vil tage imod Jesus og er så ligeglade.
– Jeg har altid følt, at jeg skulle gøre noget for at hjælpe mennesker til Jesus, så de ikke går til helvede. For det er ligegyldigt, om de er ateister eller bare har en forkert tro, siger Arne. Og selv om han er en sej karatekriger, der i 27 år har arbejdet hårdt fysisk på Aller Mølle og de sidste otte år har jagtet skadedyr med gift og våben, så bliver han dybt rørt og stemmen knækker, når han taler om mennesker, der er på vej mod fortabelsen.
Drømme og syner
Arne har haft flere profetiske drømme, hvor han bl.a. har set scener fra Jesu genkomst. I en af dem så han de døde følge Jesus som lys. I en anden så han en kamp på himlen mellem kulsorte tordenskyer og et blændende skarpt sollys. Og pludselig var alt det mørke væk, og alt var helt lyst.
– Engang så jeg jorden opløses. Da jeg så Jesu ansigt, faldt jeg til jorden og bad om nåde. Men han rørte ved min skulder og sagde: ”Det er i orden. Du skal ikke frygte.”
Bededag
For nylig havde Arne en drøm, som gjorde et stærkt indtryk på ham. I drømmen sagde en stemme til ham, at de kristne skulle finde sammen om at bede på Bededag. Dér skulle de bede for tre ting: Enighed blandt kristne, vækkelse i Danmark og beskyttelse af kristne i hele verden.
Efter at have hørt Arne Bygs vidnesbyrd bragte Udfordringen i sidste uge en opfordring til bøn på Bededag med bl.a. de tre emner, som Arne fik vist i drømmen.