– Hvorfor forfølger du mig? Sådan lød en stemme, da Saulus var på vej til Damaskus og blev kastet af hesten af et blændende lys.Saulus ønskede at tjene Gud, men kom derved netop til at kæmpe imod Gud.
Det var paradoksalt nok også kristne, der forfulgte andre kristne under middelalderens kætterjagter i Europa. De gjorde det i Guds navn, men bestemt ikke i Guds ånd.
Også i dag forfølger og kritiserer nogle kristne hinanden i den tro, at de kæmper for sandheden og Guds rige. Det er f.eks. ofte kristne, der leverer skytset, når verdslige medier går til angreb på udsatte grupper. Og det er trist.
Der er noget galt i ens trosliv, når man fokuserer mere på andres fejl og mulige vranglære end på selv at vokse i troen og leve rigtigt.
Vi har ganske vist også her på lederplads nogle gange formanet andre kristne. Men der er forskel på at formane ud fra en erkendelse af, at vi dog er brødre og så at anklage og angribe medkristne, som om de var ens fjender.
Saulus var også overbevist om, at han gjorde det rigtige overfor Gud og mennesker, da han forfulgte den kristne sekt. Saulus ville udrydde dem. Og man forstår ham måske godt. Hvad kunne det ikke føre til med disse fanatiske kristne? De skabte uro og politisk røre med deres mirakler og godgørenhed. De religiøse ledere var ved at miste kontrollen.
Men Gud havde andre planer end Saulus. Han smed ham af hesten og lod ham se lyset. Efter dette blev Saulus til Paulus og var parat til at ofre sig selv for det kristne budskab. I stedet for sin blinde fanatiske kamp for rettroenhed fik han øjnene op for nåden og kærligheden i Jesus Kristus.
Og den nye Paulus kom til at fylde godt i Ny Testamente med sine betydningsfulde missionsrejser og sine undervisende breve.
Er vi blevet for optaget af, at kirken og troen ikke må skabe postyr? Foretrækker vi at dukke nakken og tilpasse os – og budskabet – så vi forhåbentlig lige kan tolereres af det intolerante humanistiske samfund?
Måske har Gud andre planer end at blive tiet ihjel og lukket inde i missionshusene og kirkerne.
Vi må alle engang imellem standse op og spørge, om vi af frygt eller misforståelser er kommet til at kæmpe mod Jesus selv i form af vores medkristne.
I så fald må vi håbe, vi ryger af hesten, inden det er for sent at angre.