Seks mia. har nu set Jesus-filmen

Flere af seerne er dog gengangere. Men filmen hjælper mange til personlig tro.Ikke færre end 1.063 sprog er filmen ”Jesus” nu oversat til. Den er set af 6 mia. – ud fra de tilskuere, der er optalt. Nogle har dog set den flere gange.En særlig børne-udgave af filmen er indtil nu kommet på 135 sprog. Desuden kan man på 422 sprog høre en lyd-udgave af filmen som hørespil, fx i radioen.
Visionen er 1) at nå de endnu unåede mennesker med de gode nyheder om Jesus 2) på deres hjertesprog og 3) hjælpe dem til at vokse i troen.

En troværdig film

Jesus-filmen hedder simpelthen ‘Jesus’. Og den holder sig også meget loyalt til det bibelske grundlag – nemlig Lukas-evangeliet. Skuespilleren Brian Deacon, der spiller Jesus, siger nøjagtig, hvad Jesus siger i Lukas-evangeliet, men på en naturlig måde. Der er også gjort et stort forarbejde med at gengive kulturen så præcist som muligt.

Hurtigere udgave

Filmen blev produceret for 25 år siden af den kristne studenterbevægelse ‘Campus Crusade for Christ’. For at imødekomme det hurtigere tempo, som man i dag fortæller film i, er filmen for nogle år siden blevet omredigeret til en kortere udgave i et hurtigere tempo. I nogle udgaver er der tilføjet en række livshistorier fra mennesker, som har oplevet, hvad Jesus kan betyde.
Og ifølge den seneste kvartals-statistik har 225.873.101 personer i forbindelse med forevisning af filmen indtil nu tilkendegivet, at de ønsker at tro på Jesus og følge ham.

Også på dansk

Den ny og hurtigere version er også udkommet på dansk. Den formidles bl.a. gennem Udfordringens bogsalg.
Oversætternes hensigt er, at filmen også skal bruges i evangelisation over for venner og bekendte. Og enkelte steder har man simpelthen husstands-omdelt en dvd med filmen i et kvarter. Det er fx sket som oplæg til et Alpha- eller andet kristendoms-kursus. I disse tilfælde sælges filmen til produktionspris.

Et missionsprojekt

I u-landene er det mere almindeligt, at filmen vises offentligt i en landsby eller en bydel. Campus Crusade underholder selv 1.847 team, der viser filmen. Men hertil kommer flere selvstændige team, som fx Udfordringens team. (Se artiklen t.h.)
I muslimske områder, hvor det ikke altid er muligt at vise filmen offentligt, cirkulerer dvd- og video-udgaver ofte hemmeligt fra ven til ven – eller man mødes i private hjem for at se filmen sammen.
I alt er der solgt eller udleveret over 59 mio. film og audio-udgaver af Jesus-filmen.
Forskellige udgaver af filmen kan nu også downloades på www.Jesusfilm.org

Leave A Reply

Your email address will not be published.