I 1972 oplevede politibetjent Johs. Søndergaard, at Gud kaldte ham til at hjælpe kriminelle, narkomaner og andre af samfundets tabere.
Det førte til, at han og Christa engagerede sig fuldtids i et kristent arbejde, der fik navnet Quo Vadis – hvor går du hen?
Ud over de to var der flere andre kristne fra Kolding med i arbejdet. De var helt afhængige af, at Gud bakkede deres projekt op, hvis det skulle blive til noget. Og det gjorde han åbenbart. I hvert fald fik de for små penge et tidligere børnehjem til rådighed, som kunne bruges til at huse de mennesker, de hjalp.
Senere kom der også en anden ejendom til – et tidligere bordel, som de nu fik indrettet til udslusnings-bofællesskab.
Også en ophugget fiskekutter fik de til evangelisation i havnene, og de var også med til at oprette Vejen Højskole Kibbutz. Da højskolen blev uafhængig, fik de i stedet en gård i Vestjylland, hvor man tog sig af grønlændere.
Hjælpen bestod først og fremmest i at vise Guds kærlighed. Mange mislykkede unge blev hjulpet gennem bøn og og et varmt kristent fællesskab, hvor der blev givet mange knusere hver dag.
De mest hårdhjertede kriminelle og mislykkede narkomaner og prostituerede forvandlede sig til kærlige og velfungerende mennesker, når de opdagede, at de var elsket af Gud og deres medkristne.
Quo Vadis var – især i de første år – et trosfællesskab, hvor man var afhængige af gaver og Guds indgreb.
Gang på gang oplevede man på mirakuløs vis, at penge og mad netop kom frem til tiden.
Senere blev stedet godkendt som behandlingssted og fik tilskud fra det offentlige. Det viste sig at være både godt og skidt. For i takt med, at man blev afhængige af tilskud, faldt de frivillige gaver og de kristnes opbakning.
Man løb også ind i samarbejdsvanskeligheder. Til sidst kunne man ikke få tilskud og projektet måtte afvikles efter næsten 30 års virksomhed.
Men til trods for afslutningen, så blev rigtig mange mennesker hjulpet gennem dette arbejde, som udsprang af den karismatiske fornyelse i begyndelsen af 70erne.
Johannes Søndergaard har nu skrevet en bog om sit og Quo Vadis liv, sådan som han oplevede det. Det er spændende læsning. Vi møder nogle af de mennesker, som mirakuløst blev hjulpet op af skidtet og ud af afhængighed.
Johs. Søndergaard har altid elsket at lege med ordspil og bruge humor i sin kontakt med mennesker. Helt i hans stil er bogen lavet sådan, at når man vender den om på bagsiden, så er det forsiden af en anden bog. Den ene hedder Jeg har en ven, der kan gå på vandet og den anden I Guds hånd.
Og bogen har mange humoristiske og spøjse indfald.
Her kan man også læse om, hvordan familien var på en dramatisk bibelsmugler-tur til Rumænien under det kommunistiske diktatur.
Bogen er fyldt med glimt fra de spændende år, hvor der naturligvis også var mange vanskeligheder og modstand fra forskellig side.
Den viser, at når kristne tager Gud på ordet og går i gang med at hjælpe mennesker i nød, så sker der vidunderlige ting. Men problemer slipper man altså ikke for.
Signering af bogen
Forfatteren signerer i øvrigt bogen i Munk Bog og Idé City, Helligkorsgade 5 i Kolding på fredag den 12. oktober kl. 16-17.
Johs. Søndergaard:
Jeg har en ven, der kan gå på vandet.
+ I Guds hånd. 123 + 195 sider
Mediacellen 195 kr.