Søren Kierkegaard og Brødremenigheden

Kierkegaard-forskeren dr. theol. Anders Kingo
holdt foredrag om den store tænkers åndelige rødder i den varmhjertede herrnhutiske vækkelse.

Det foregik på åstedet – nemlig i den nyrestaurerede kirkesal i Søstrehuset i Brødremenighedens by, hvor vækkelsen, som påvirkede Kierkegaard, fra 1776 havde sit centrum i Danmark
– Søren Kierkegaard havde størstedelen af sin kristendoms-opfattelse fra Brødremenigheden. Det slog dr. theol. Anders Kingo fast, da han søndag holdt foredrag om den verdenskendte danske filosof ved BDMs Missionsfest i Christiansfeld.
– Søren Kierkegaard er ubestridt den største danske filosof. Hans forfatterskab er det mest bemærkelsesværdige, både i stil, genre og komposition. Der er udlændinge, der lærer sig dansk blot for at kunne læse Kierkegaard på originalsproget, fortalte Anders Kingo, der selv har skrevet en række bøger og artikler om Søren Kierkegaard. I 1995 blev han dr.theol. på en afhandling om Søren Kierkegaards forfatterskab. I 1998 stillede han op til bispevalget i Haderslev Stift og i 2003 i Ribe Stift, men uden at blive valgt.
Om sin interesse for Brødremenigheden sagde han:
– Jeg er vokset op i et LM-hjem, og jeg husker, at Brødremenigheden altid blev omtalt med en vis varme.
– Det interessante er jo, hvor Kierkegaard, denne store tænker, havde sin kristendomsforståelse fra? Og svaret er, at den havde han i høj grad fra Brødremenigheden.

– Søren Kierkegaards far blev født i 1756 og voksede op i Sædding i Vestjylland. Det var, før Dalgas opdyrkede heden, så store dele af Jylland lå endnu hen som uopdyrket. Dengang var de gode gamle dyder som arbejdsomhed og nøjsomhed ikke blot dyder, men en nødvendighed, hvis man skulle overleve.
Man havde vel en god gammel bonde-kristendom, men egnen var i 1740 blevet vakt gennem Brødremenighedens omvandrende forkyndere. Og Søren Kierkegaards far voksede op med denne herrnhutiske vækkelse.
Men modsat de andre fik han en chance for at bryde ud af sin skæbne og forlod som kun 12-årig sit hjem for at rejse til København, hvor han kom i lære som hosekræmmer hos en onkel. Han vendte aldrig mere tilbage til sin egn og genså aldrig sin familie.
Men han holdt fast i sin kristendom og var medlem af Brødresocietetet i Stormgade, fra han var 12 år til sin død.
Men han lærte sig også tysk for at kunne studere de store filosoffer.

Søren blev født 5. maj 1813. Faderen havde været gift to gange. Den første hustru døde barnløs, den næste fødte syv børn – hvoraf de fem døde, inden de fyldte 34 år.
Søren frygtede, at han også ville dø, inden han fyldte 34 år, men han blev 42.
Sammen med sin bror Peder Christian, som blev biskop i Aalborg og senere kulturminister, kom han hver søndag aften med sin far i Brødremenigheden i Stormgade.
Desuden gik de i kirke hos biskop J.P. Münster, som stod for den mere iagttagende og reflekterende kristendom.

Søren blev indskrevet som teologistuderende, men læste i stedet for teologien de tyske romantikere og idealister. Han læste f.eks. Shakespeare – på tysk. Han oparbejdede en kæmperegning i Reizels boghandel og førte et udsvævende studenterliv på byens caféer.
Den nøjsomme far, som betalte for studierne, var dybt bekymret. Det kom til brud, hvor Søren flyttede hjemmefra, men senere blev de forsonet, og faderen indfriede Sørens gæld.
Umiddelbart efter døde faderen, og det ændrede totalt Sørens liv. På fem år læste han hele pensummet og tog teologisk eksamen med højeste udmærkelse.
Da han mødte en drikkebror, som ikke kunne forstå, hvorfor han ikke bare droppede teologien og nød den rigdom, han havde arvet, svarede han: Nej, så længe den gamle levede, kunne jeg holde ham hen med snak, men nu, da han er død, må jeg tage hans parti.

Kierkegaard foretog nu en pilgrimsrejse til Sædding, hvor han så slægtens gravsteder. Han spurgte sig selv, om han skulle være „mund og mæle“ for disse stærke viljers stærke tro. Og det blev han.
Han var overbevist om, at han havde fået sin gode økonomi og sine åndsevner af Gud for at udføre en opgave, nemlig at gennemtænke og beskrive, hvad kristendom egentlig er.
Og han brugte resten af sit liv på det og havde aldrig noget lønnet arbejde. Da han døde, var der netop penge nok til at betale for begravelsen.
– Der er ingen tvivl om, at den kristendomsforståelse, han havde, var dybt præget af Brødremenigheden. Man har beskyldt ham for, at det var en langfredags-kristendom uden påskedag og pinsedag, han forkyndte. Og det samme har man netop beskyldt Brødremenigheden for. Man har sagt, at hans kristendom er svær at forstå, men det er den egentlig ikke. Men Kierkegaards kristendom er et opgør med alt det, vi almindeligvis går og tænker, sagde Anders Kingo.
– Kierkegaard mente selv, at det var meningsløst at diskutere kristendom med mennesker, som ikke ville tro.
Han mente, at de i virkeligheden godt forstod, hvad kristendommen enkelt forkyndte, men at de ikke ønskede at forstå, for så ville kristendommen forstyrre deres tomme liv.