Svært ved at koncentrere dig om bøn?

’Bed uden ophør’ lyder Paulus’ opfordring i brevet til Thessalonikerne. Men nogle gange er det svært at samle tankerne.Kender du det? Du beslutter dig for at bede. Men aldrig så snart du har foldet hænderne eller lukket øjnene, flyver tankerne af sted.
Gang på gang løber dine tanker fra dig, så du ikke får bedt sammenhængende, og bagefter har du en følelse af noget rod. Hvordan kan Gud holde mig ud? Jeg kan jo ikke engang selv holde styr på mine bønner.
Hvis du beder, før du sover, falder du måske i søvn midt i bønnen…

For nogle af os er det endnu værre. Nogle har en meget hurtig og meget ”kreativ” tankegang. Ideerne og impulserne suser rundt i hovedet. Der findes sikkert også et navn for den slags ”sygdom”. Men heldigvis nåede vi at vokse op, før vi blev stemplet som mærkelige.
I virkeligheden er vi jo alle mærkelige. Vi er enestående skabt. Og alle har deres specialiteter.
Men vi er også alle miljøskadede af det ”pulveriserende” samfund, vi lever i. Der sker noget hele tiden, som distraherer.

Der nok mange kristne, der ønsker at få mere orden i deres bønsliv. Jeg gjorde i hvert fald. Og her er nogle af de praktiske ting, der har hjulpet mig, og som sikkert også kan hjælpe dig et stykke ad vejen. Specielt, hvis du har en løbsk tankgang.

Bed højt

Det er meget lettere at holde styr på bønnen, når den skal formuleres, end når den består af tanker inden i hovedet. Når du beder højt, tvinger du dig selv til at organisere tankerne og holde fast i én ad gangen.
Hvis du ikke har mulighed for at bede højt uden at genere andre, så gå en tur i naturen – og hvis du ikke kan det, så bed til din mobil, som om du har forbindelse opad til Gud i den anden ende. For det har du jo faktisk.
Skriv bede-emnerne ned
Det er utroligt, som det hjælper at skrive nogle emner ned på en liste. Når du engang om dagen tager listen frem, kan du tage emne for emne og bede over dem. Når der fx står ”At Birthe må blive rask” så hold din pegefinger på den linje og bed, før du går videre til næste emne.
En anden fordel ved bedelisten er, at du holder ud i bøn. Du beder ikke kun én gang, men dagligt, og det giver – som lovet af Jesus – resultater at være udholdende.

Sæt tid af

Hvis man har en meget flyvsk tankegang, kan det være svært at bruge lang tid i bøn. Hele tiden får man lyst til at sende en sms, ringe til nogen, drikke en kop kaffe, tjekke mailen, osv. Men det er ikke umuligt, selv for urolige mennesker, at tilbringe lang tid i bøn. Når jeg tidligere hørte andre fortælle om, at de ”bad en time” tænkte jeg med skam på de par minutter, jeg selv brugte. At nogen ligefrem kunne stå op en time, før de tog på arbejde, for at bede, syntes jeg, var meget imponerende.
Men det hele vender, når bøn ikke længere er en pligt og præstation, men en længsel og en god tid sammen med Gud. Det er, når vi VIRKELIG har brug for Guds hjælp, at vi lærer at bede.
Men hvad gør man, hvis man stadig har svært ved at få ro og tid til at bede?
Kan du få tid til at se tv flere timer dagligt…? Ok. Det er et spørgsmål om at prioritere. Hvad er virkelig vigtigt?
Men for at komme i gang, så begynd med at afsætte bare 15 minutter, hvor du isolerer dig på fx badeværelset eller soveværelset. 15 minutter er ikke meget, men det er en begyndelse. Og hvis du har en bedeliste, du skal igennem, så føles tiden hurtigt for kort. Men at sætte tid af til kun at være sammen med Gud, hjælper os også til at få ro i hovedet.

Gør tankerne færdige

Måske har du det som mig, at du får mange idéer. De kommer så hurtigt, at du knapt nok når at tænke den ene igennem, før den næste er der – og den næste og næste…
Men det er ikke særligt gavnligt. Ideer skal skrives ned – ellers forsvinder de. Hvad nytter det at have mange idéer, hvis de bare bliver til støj og distraherer dig?
Under bøn kan vi også få ”idéer” eller impulser. Ofte er det Helligånden, der taler til os. Derfor skal vi tage det alvorligt, hvis vi får tanker under bønnen. Skriv det ned. Og vend tilbage til idéerne senere. På den måde modnes nogle idéer til gode planer, mens andre sorteres fra. Men det handler altså om at få hold på en tanke ved at skrive den ned. Og lade tankerne modnes og blive færdige.

Tag imod Guds fred

Gud kan give os den fred og ro i tankerne, som vi mangler. Gud gør det ved at være sammen med os i ånden. Når vi beder, kan vi forsøge at tie stille og bare være alene med Gud. Forestille os, at Jesus sidder lige ved siden af eller overfor. Jeg har fx et dejligt maleri af Jesus, som jeg ofte kigger på, mens jeg beder. Så føler jeg, at jeg snakker direkte med ham. Jeg spørger måske: Hvad synes du om det, Jesus…? Og så tier jeg stille og lægger mærke til de tanker, jeg får. For Gud taler igennem vores tanker. Og man kan lære at skelne mellem egne tanker og impulser fra Gud, først og fremmest ved at kende Guds karakter og godhed gennem Bibelen.
Når Gud er vores ven, ligesom han var Abrahams ven, så er det skønt at være sammen i bøn. Vi føler freden ved at være et sted, hvor vi er accepteret og elsket.
Den fred har vi alle brug for. Og specielt de af os, der har en flyvsk tankegang og et uroligt sind.

Altså:
Bed højt
Skriv bede-emnerne ned
Sæt tid af – begynd med 15 min.
Gør tankerne færdige.
Tag imod Guds fred.

Leave A Reply

Your email address will not be published.