Når vi ser, hvordan det er blevet politisk acceptabelt at være fjendtlig overfor flygtninge, så må jeg tænke på en gammel profeti af en norsk kvinde i Valdres.
Hun fortalte til sin præst om et stort syn, hun havde haft. Bl.a. så hun allerede i 1960’erne, at Norge ville finde olie; at vold ville blive gjort til underholdning; og at tv ville vise de mest intime sex-scener. Det var utænkeligt dengang, hvor man ikke engang bandede i tv. Men det gik i opfyldelse.
I den samme profeti så hun, at vi i Vesten ville afvise flygtningene. Også det lød utroligt i den tids samfund, som stadig var dybt præget af kristne holdninger og skam over nazisternes forfølgelse af jøderne.
Men i dag er det blevet virkelighed i det gamle kristne Europa. Vi afviser flygtningene med en kynisme, som har med økonomiske betragtninger at gøre.
Men tilbage til den gamle kvindes profeti, som altså til dels er gået i opfyldelse, og som derfor bør tages alvorligt.
Seeren forudså, at en atomulykke ville ramme Europa og forurene vandløbene m.v., så vi herfra ville forsøge at flygte til de lande, hvorfra flygtningene normalt kommer til os.
Og så ville de afvise os, ligesom vi havde afvist dem…
Er det ikke tankevækkende – netop i denne tid?
De fleste indretter deres holdninger efter, hvad vej vinden blæser og ikke efter etiske holdninger.
Når kristendommen ikke længere er den naturlige norm for samfundet, skrider værdierne. Nemmere bliver det ikke af, at der er religiøse undertoner i flygtninge-debatten.
Nogle bruger fx det argument imod flygtningene, at nogle af dem nok er skjulte islamiske terrorister, og at de som en trojansk hest invaderer det ”kristne” Europa. Men giver det os ret til at afvise mennesker i nød, at der blandt dem er skurke? Er det ikke at bruge kristennavnet som et skalkeskjul?
Vi kristne må forsøge at holde fast i de kristne holdninger om næstekærlighed og gæstfrihed i stedet for at lade os rive med af kynisme og frygt for muslimer.
Både Gamle og Nye Testamente fortæller, at vi skal tage os venligt af ”den fremmede i blandt jer” og af mennesker i nød, – ja, endda elske selv vores fjender og dem, der forfølger os.
Kristne, der kender til Jesu kærlighed, kan ikke være med i heppekoret imod flygtninge.
Tankevækkende artikel, må man sige. Især det med, om vi med nogen som helst ret kan afvise nogen – også selv om der er skurke iblandt dem, som kommer hertil. Og som en slags uddybende kommentar hertil (og debatten i øvrigt) har jeg lige uploaded en kort musikvideo om emnet: http://youtu.be/nh9B0gF1pT0
Ingen færdige løsninger herfra. Men lige nu er tusindvis af mennesker i nød, og de banker på vores dør, ja, står allerede i entréen og vil ind. Hvordan skulle vi kunne lukke vores hjerter OG fastholde illusionen om, at Danmark er et kristent land?
“og så ville de afvise os, ligesom vi havde afvist dem…”
Men vi har jo ikke afvist flygtningene, Henri Nissen. De er jo alle vegne, selv i de mindste flækker. Der er ikke et eneste sted, de ikke er.
Og selvfølgelig har vi ret til at afvise nye flygtninge, når der er en meget stor risiko for at der er IS-terrorister blandt dem; det er faktisk vores pligt. Tænk dog på de mange terrorangreb i bl.a. Frankrig og Belgien. Det må være rimeligt, at vi selv og vore familier kommer i første række sikkerhedsmæssigt. Selvom vi er kristne behøver vi ikke at begå selvmord.
De er migranter – ikke flygtninge. Rigtig mange kommer fra sikre forhold fra lejre i Tyrkiet og Jordan – alligevel vælger de at drage videre – og så er man altså ikke flygtning.
Migranterne stjæler de ressourcer som vi bør anvende til at skabe bedre forhold for vore syge, hjemløse, ældre og langtidsledige. Derfor er det forkert at tage dem ind. Hvad med at tænke lidt over, hvordan det gik kristendommen i f.eks. Tyrkiet?
Til gengæld er det forkert, at man ikke i højere grad har hjulpet f.eks. Tyrkiet og Jordan med at magte flygtningestrømmene; disse lande burde have fået langt mere økonomisk hjælp.