Tyren er tegn for dommen

Artikel nr. 7 om „Stjernetegnenes oprindelige Budskab“ handler om Tyren, ´
et stjernetegn som har mange ledetråde til den dom, der ifølge Bibelen kommer
over verden, når retfærdigheden til sidst sker fyldestTyren – eller Taurus – er det stjernetegn, der i horo-skoperne gælder netop nu – fra den 21. april til 21. maj.

Tyren – symbol på dommen – buser frem.
Men Orion (Kristus) har fod på dommens flod – dvs. kontrol over den – og geden med dens kid (menigheden) er tryg i den sårede Hyrdes stærke favn.

I disse artikler går vi ikke ind for den populære opfattelse af stjernetegnene som orakler, der kan fortælle os, hvad vi skal gøre, osv.
Det, der interesserer os, er at alle de 12 stjernetegn og deres 36 undertegn minder påfaldende om historien om frelseren Jesus Kristus, som vi kender den fra Bibelen.
Stjerneres navne tyder også på, at stjernetegnene stammer fra en ældgammel profeti eller et syn om verdens historie. Stjernebillederne er nemlig ikke tydelige på himlen. Så hvem fandt på dem?
Stjernetegnet Tyren omfatter 141 stjerner, men det er kun få, der er tydelige at se.
Billedet viser hovedet og skuldrene af en tyr, der styrter frem med spidse horn, parat til at gennembore sine fjender.
Den egyptiske Denderah dyrekreds kalder dette tegn for Isis og Apis.
Isis var navnet på den egyptiske moder-gudinde og betyder „den, som redder“ eller „udfrier“; mens Apis betyder „hovedet“ eller „anføreren“.
I Efeserbrevet 4,15 kaldes Kristus også for Hovedet.

Tegnets navn på hebraisk, syrisk, arabisk, latin og græsk betyder alle tyren.
I tusinder af år tilbad egypterne en tyre-gud, Apis. Denne Apis var en levende tyr, i hvis skikkelse den guddommelige Osiris (Adam) mentes at være inkarneret. Den blev kaldt Osiris-Apis – eller Serapis.
Som bekendt dansede jøderne også rundt om en afgud, guldkalven, i ørkenen efter deres slavetid i netop Egypten.
Tyren blev også tilbedt af kaldæerne som forårets gud, symbolet på den første sol.
For sumererne var den „lysets tyr“, som fik årstidernes cyklus til at dreje på himlen. Tyren var hellig og måtte ofres af guden Mithra, før solen kunne stå op. Der var også en kretensisk Minotaurus, der var skjult i labyrinten af stjerner.
Men alle disse tyre synes at nedstamme fra den oprindelige stjernevision om tyren.

De klareste stjerner i Taurus er hyaderne, en samling stjerner, som danner dens hoved. Denne V-formede stjernegruppe hedder Al Debaran (i Tyrens øje), og det betyder anføreren eller kaptajnenn (kaldæisk).
En anden stor stjerne (i spidsen af venstre horn) hedder på arabisk El Nath, der betyder „såret“ eller „slagtet“. Ord, der ofte er brugt om Jesus.
I Tyrens nakke er der en anden stjernehob som kaldes plejaderne (Syvstjernen).
Ordet betyder „forsamlingen af dommere“ eller „herskere“. Og der er ledende astronomer, som mener, det er universets centrum.
Det er måske underforstået, da Job spørges af Gud: „Kan du binde Syvstjernens bånd?“ (Jobs bog 38,31).

Til hvert af de 12 stjernetegn i årets løb, er det knyttet tre mindre stjernetegn. De viser, at stjernetegnet oprindeligt ikke kun handlede om en tyr, men om et menneske, en mægtig, triumferende og herlig fyrste – nemlig Kristus:

Stjernetegnet Orion er på grund af de tre stjerner i Oriens bælte nemt at få øje på. Men det består af i alt 78 stjerner, hvoraf de færreste kan ses med det blotte øje.
Det forestiller en stor jæger med en mægtig kølle i højre hånd. I venstre hånd holder han hovedet af en nedlagt løve. Med venstre fod knuser han fjendens hoved. I hans bælte (tegn på styrke) bærer han et mægtigt sværd. Fæstet på sværdet har form som hoved og krop af et lam og viser, at den mægtige prins er „lammet, som blev slagtet.“ (Se de tidligere artikler.)

I græsk og romersk mytologi er Orion en heltegud, som bliver dødeligt såret pga. Junos vrede, som får en skorpion til at stikke ham i hælen.
Også Kristus var født af en kvinde som guden Orion. Han var „gudernes særlige gave“ til verden. Han kom for at tilintetgøre alle den Ondes gerninger. Af den grund blev han stukket af dødens skorpion.
Navnene på stjernerne i dette billede understreger denne fortolkning.
Den klareste stjerne (i højre skulder) hedder nemlig Betelgeuz, „grenens komme“. (Se den tidl. artikel om grenen/kvisten i Jomfuens billede.) Den næstklareste (i venstre fod) hedder Rigel eller Rigol, „foden, som knuser“. En af de tre stjerner i bæltet kaldes Al Nitch, „den sårede“ og minder os om profetien om Kristus, der blev såret for vor skyld. I venstre bryst skinner en klar stjerne Bellatrix, som betyder „den, som hurtigt kommer“. Andre arabiske stjernenavne relaterer også til dette. Al Giauza – grenen, Al Gebor – den mægtige, Al Mirzaim – herskeren, Al Nagjed – fyrsten, Nipla (kaldæisk) – magten, Nux (hebraisk) – den stærke.
Helten Orion leder hos kristne tankerne hen på f.eks. denne profeti i Esajas bog:
„Herren drager ud som en helt, som en kriger vækker han sin lidenskab; han skriger, han udstøder kampråb, over for fjenderne bryster han sig af sin styrke. Jeg har tiet i lange tider, jeg har været tavs og holdt mig tilbage; nu skriger jeg som en fødende, jeg stønner og snapper efter vejret“. (Esajas 42, 13-14).

Det andet under-stjernebillede består af 84 stjerner og viser en mægtig flod, der løber frem foran Orion og slynger sig nedad.
Forgæves forsøger havuhyret Cetus (Satan, se tidl. art.) at standse dommens flod.
I de græske fabler sætter solvognen gang i en verdensomspændende storbrand. Midt i vanskelighederne bliver Phaeton hvirvlet ned i ild-floden, hvor han ædes op af flammer. Hele jorden lider under den brændende hede.
I Daniels syn om Guds dom findes også en „dommens flod“: „Hans trone var flammer af ild, dens hjul var luende ild. En flod af ild strømmede frem og løb ud foran ham… Retten blev sat, bøgerne blev åbnet.“ (Dan. 7, 9-10).
Lignende billeder af ild, der strømmer ud eller går foran den store dommer, findes også:
„Foran ham går ilden, og hans fjender omspændes af flammer. Hans lyn oplyser verden, jorden ser det og skælver. Bjergene smelter som voks foran Herren, foran hele jordens Herre“ (Sl. 97, 3-5).
Se også Esajas 30, 27 „hans tunge er som fortærende ild“ eller Nahum 1,5-6 om: “hans glødende vrede“
Den klareste stjerne i floden kaldes Achernar, der (som navnet antyder) befinder sig i „flodens nedre del“. Den næstklareste stjerne (i flodløbet) er Cursa, som betyder „bøjet ned“. Andre stjerner er Zourac (arabisk) – „flydende“, Pheat – „munding“ og Ozha – „den, der går frem“.

Dette under-tegn består af 66 stjerner og viser en stor hyrde, som sidder på Mælkevejen og holder en ged i sin venstre arm. I mandens skød ligger der to skræmte gedekid, tilsyneladende nyfødte, som ryster af angst for den fremstormende tyr – dommen. Men de er sikre i hans favn.
Grækerne kaldte manden Haeniochos, som på deres sprog betød en „kusk“. I moderne stjerneatlas kaldes han derfor for „fragtmanden“. Men navnet Auriga nedstammer fra hebraisk og betyder „hyrde“.
Den klareste stjerne (i gedens krop) hedder Alioth, dvs. „en hun-ged“ (hebraisk). Det moderne latinske navn for stjernen Capella har samme betydning. Den næstklareste stjerne (i hyrdens højre arm) hedder Menkilinon, som betyder „flokken“. En anden klar stjerne (i hans højre fod) hedder El Nath „såret“ eller „slagtet“. Der er også Maaz, som betyder „gedeflok“.

Den græske mytologi er helt på bar bund med hensyn til at forklare dette tegn, selvom den har bevaret den traditionelle figur. Og dog har tegnet eksisteret i samme udgave i den allertidligste kaldæiske astronomi. Forklaringen finder vi måske i Bibelen, i fortællingen om den gode hyrde, som ofrede sit liv for fårene.
På vredens og dommens dag vogter „han som hyrden sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene.“ (Esajas 40,11).
I egypternes gamle Denderah dyrekreds bærer hyrden et scepter med hovedet af en ged, og enden af scepteret under hans hånd, danner et kors. Egypterne kendte ikke noget til døden på korset, men de beholdt korsert som tegn på evigt liv, selv om dyrekredsens oprindelige budskab var gået tabt og de ikke vidste hvorfor.