Når du læser dette, er jeg forhåbentlig på vej til Ndjamena i det mægtige ørkenland Tchad midt i Afrika. Men der var spænding til det sidste…
Spænding til det sidste, om hovedtaleren Per Hyldgaard får visum til Udfordringens næste kampagne i Tchad i den kommende uge.
Hovedtaleren på Udfordringens kampagner er Per Hyldgaard fra Gospel Outreach. Han rejser verden rundt og har holdt over 100 kristne kampagner, hvor over 175.000 har taget imod troen på Jesus.
Nye kristne planter i gennemsnit en ny kirke hver måned som følge af kampagnerne.
Mirakler og medfølgende tegn tiltrækker også muslimer og andre kirkefremmede – når de hører, at blinde ser, døve hører og lamme går, ligesom på Jesu tid.
(Læs også Anja Dues personlige beretning fra sidste kampagnen i Bangladesh)
Tchad for Kristus
Denne gang bliver kampagnen i Tchad, hvor Udfordringens radiomission i forvejen understøtter en kristen radio. Og flere er måske på vej.
Tchad er overvejende muslimsk, men præsidenten er moderat og forsøger at holde de mere rabiate islamister fra magten. De kristne har religionsfrihed. Men lokalt kan det være forbundet med livsfare for muslimer at omvende sig til kristendommen.
Islamistisk terror
De seneste år har terrororganisationen Boko Haram fordrevet de kristne missionærer fra de nordlige dele af nabolandene Cameroun og Nigeria.
Udfordringen har flere gange kunnet fortælle om bortførelser af hvide og drab på tidligere muslimer, som er blevet kristne. Vores radiomedarbejdere udsættes for dødstrusler.
Men selv om de hvide missionærer har følt det nødvendigt at trække sig ud af området – bl.a. efter opfordring fra ambassaderne – ønsker de lokale kristne fortsat at drive mission. Koste hvad det vil.
Derfor støtter Udfordringen nogle af disse kristne i at holde ud, trods presset. Vores kampagner er ofte et tiltrængt løft til de lokale kristne – når de oplever, at tusindvis tager imod Jesus og oplever helbredelser.
I det muslimske Tchad, hvor næste kampagne foregår, er der paradoksalt nok mere roligt. Det skyldes, at militæret og regeringen styrer landet med stram disciplin. Vores kampagne vil derfor være med myndighedernes beskyttelse.
Visa problem
Men i Europa følger efterretningstjenesten åbenbart posten til Tchads ambassade i Berlin nøje. I hvert fald er selv Per Hyldgaards pas blevet beslaglagt af Deutsche Bundespost og hans visum dermed kraftigt forsinket. Det var indtil min afrejse fra Danmark usikkert, om Per Hyldgaard i det hele taget nåede at få sit pas, inden han skal følge efter sammen med tidl. bankdirektør Hugo Martinussen fra Ikast.
Selv tager jeg i forvejen for at være sikker på, at kampagnen er klar til at løbe af stabelen. Den er koordineret af den lutherske pastor Silas Lapeube – som imidlertid blev ramt af sygdom kort før kampagnen.
Du kan være med
Kampagnens mål er bl.a. at nå muslimer, animister og navnekristne med det frigørende kristne budskab. Du kan:
Være aktiv bønne-partner herhjemme (meget vigtigt!)
Give en gave på bankkonto 9046 457-34-58449. Mærk indbetalingen: Tchad-2014 eller Radio-mission.