Ulla og John Østergaard Nielsen ville bruge deres liv i mission. De fik valget mellem Tønder og Nuuk – og rejste til Grønland med deres små børn.
Det var ikke altid let, men nu kan de se frugterne af, at de holdt ud. Grønlands Frikirke blomstrer, og der er vækkelse i hele landet.
Søndag den 2. juli blev Ulla og John Østergaard Nielsen lokket til et ”arbejdsmøde” på Apostolsk Kirkes SommerCamp i Kolding. Det viste sig at være et surprise-party, hvor ca. 70 missionsvenner og familie var mødt op for at fejre, at parret nu har været missionærer på Grønland i 30 år.
Det er få udsendte, der holder ud i så mange år. Men Ulla og John kan glæde sig over, at de har været fødselshjælpere for at de uafhængige menigheder har sluttet sig sammen i enighed i Grønlands Frikirke, og at der nu er åndelig vækkelse i mange byer og bygder på Grønland.
– Der kommer næsten hver uge ti nye til vores gudstjenester i Nuuk, fortæller Ulla, der kan huske den svære start for 30 år siden, da der kun var et par grønlænderne i menigheden. I dag er der næsten 150 aktive bare i frikirken i Nuuk, og hertil kommer de mange andre menigheder, som er opstået eller har vokset sig store på den grønlandske vestkyst. Også på den småt befolkede østkyst er der nu begyndt et nyt kristent arbejde.
Det er ikke for meget at kalde Ulla og John for moderne apostle. For de har taget ansvaret på sig for hele det grønlandske folk. Sammen med mange andre, naturligvis. Men få har holdt ud.
For det er alt andet end nemt at arbejde på Grønland, og helt frem til ca. år 2000 måtte de kristne missionærer leve med fordomme og misforståelser, som ofte skyldtes statskirkepræsternes udtalelser. Fx. fik nogle grønlændere at vide af præsten, at de ikke kunne blive begravet, hvis de gik over til frikirken. Ordet for frikirker er på grønlandsk ”de falske præster”…
Men Ulla og John har oplevet, at Gud gang på gang har svaret på bøn på en overraskende måde, så det frigørende budskab brød igennem bagtalelse og fordomme.
Drømmen om mission
Men hvordan begyndte det?
Ulla og John mødte hinanden i Odense, hvor han var vokset op i Apostolsk Kirke.
Fra barnsben havde han en drøm om at blive missionær. Sammen med andre unge organiserede han en informationsgruppe om kirkens mission.
– Vi skaffede lysbilleder og small-film hjem fra missionærerne, som vi så viste rundt omkring i menighederne for at skaffe opbakning, fortæller han.
Ulla havde også kald til mission. Hun uddannede sig til sygeplejerske og har i alle årene på Grønland arbejdet på landssygehuset i Nuuk, Dronning Ingrids Hospital. John blev uddannet som lærer, og de blev gift i 1981.
Tønder eller Grønland?
– Efter et par år begyndte jeg at føle et kald eller en uro. Det endte med, at vi henvendte os til kirkens missionsudvalg og spurgte, om de kunne bruge os til noget.
De svarede, at vi kunne tage til Tønder og stå for en menighed der, eller rejse til Grønland, fortæller John.
– Vi syntes, Grønland lød mest spændende, selv om jeg nok havde forestillet mig, at vi skulle til Zambia. Men vi besluttede at søge et lærerjob ved Grønlands hjemmestyre, så vi i fritiden kunne være missionærer. Vi fik jobbet og rejste derop med vores første to børn, Mette og Lene. Hanne fik vi deroppe.
Det blev til tre år, før vi rejste hjem igen i 1989. Jeg var nok lidt udbrændt efter at have arbejdet som dansklærer 36 timer om ugen, samtidig med, at jeg stod for kirkens pionerarbejde. Vi boede også i kirken, eller missionshuset, som vi kalder det.
Der var kun en meget lille håndfuld grønlændere i menigheden, og der var næsten ingen vækst.
Andre havde arbejdet før os – og de havde heller ikke haft de store resultater. Meget arbejde havde bestået i blot at fastholde status quo uden vækst.
Profetisk kald
– Men der var ingen afløsere for os, og efter to år hjemme fik vi på Sommerstævnet i 1992 et profetisk kald til at vende tilbage.
Det blev nu aftalt, at vi kunne vende tilbage med en løn og arbejde fuldtids i mission.
Nu skete der en stille vækst i menigheden, hvor vi efterhånden var 30-40 omkring år 2000.
– Det var egentlig ikke, fordi vi gjorde så meget ved evangelisationen, men vi begyndte at bede mere. Vi gik ind i den ”åndelige krig”, fortæller John med sin milde fynske stemme. ”Og vi så nu, at det, vi manglede, kom til os. Både mennesker og materiel.”
Åndelig kamp banede vej
– Vi havde fx besøg af Kjeld Sjøberg fra Sverige og en gruppe forbedere fra hele verden. De gik bønnevandringer og bad for forsoning mellem kristne. De bad imod alkohol, som jo har været en af de værste forbandelser, som vi danskere har bragt med os. De fandt frem til gamle okkulte offerpladser og nedbrød i bøn de forbandelser, der havde ligget over landet.
Efter sådan en fredag aften, hvor vi havde bedt og lovsunget meget, gik jeg på politistationen for at høre, hvordan natten var forløbet. Normalt var der en masse vold, spektakler og kriminalitet. Men netop den nat havde der INTET været.
Vi havde også besøg af Moses Hansen og Johannes Fuchs. De bragte det israelske flag med, og det har siden hængt i kirken. Der står jo, at dem, der velsigner Israel, selv bliver velsignet. Og jeg har lagt mærke til, at indtægterne til arbejde siden dengang hvert år er steget, bemærker John.
– Der kom også to store profetier om Grønland fra Joan Freudenberg i Kensington Temple i London. Og hun kom bagefter og underviste i en uge.
Tillid og enhed
– Der opstod større enhed blandt de forskellige missioner.
Vi skandinaviske missionærer på vestkysten mødtes til en årlig samling i Nuuk. De svenske, norske og danske missionærer og de grønlandske ledere fra frikirkerne blev i år 2000 enige om at slå de forskellige menigheder sammen i én fælles frikirke med det grønlandske navn Inuunerup Nutaap Oqaluffia.
Baggrunden var, at der blev stadig færre missionærer, og vi ville gøre det lettere for grønlænderne at overtage.
Kristne medier
Jan Bertelsen fra kirken tolkede, så Billy Grahams møder i Europa kunne blive udsendt på grønlandsk. Han oversatte også Jesus-filmen til grønlandsk, og den er siden blev solgt og uddelt i henved 3.000 eksemplarer, selv om der kun bor ca. 50.000 på Grønland. Den er også blevet vist på grønlandsk tv to gange.
Også Scandinavias børnebibel blev oversat og er vist kommet i omkring 6.000 ekspl. Det er meget store tal i forhold til befolkningens størrelse.
Radioer i tolv byer
– Og så kom radioen til os som en gave, uden at vi selv havde tænkt over det. Først fik vi besøg af canadieren Allan McGuirl fra Galcom, der arbejder med kristen radio. Han gav os idéen til at oprette en radio.
Kort efter fik vi en henvendelse fra Radio Lindin på Færøerne. De vidste ikke noget om besøget fra Canada, men de indsamlede nu 260.000 kr. og kom selv og opførte en radiostation i løbet af 14 dage i de lokaler, jeg havde bygget til dem.
Vi fik sendetilladelse i Nuuk. Og Galcom og andre hjalp os med udstyr, så vi også kunne oprette lokale radioer i elleve andre byer hele vejen op langs kysten. En 13. radio er nu på vej i Paamiut syd for Nuuk. Radioerne modtager programmerne fra Nuuk over internettet og kan så tilføje lokale udsendelser.
Det er en fantastisk mulighed, som bare kom dumpende ned til os. Her sendes nu dagligt kristen musik, gudstjenester, andagter, og mennesker fortæller deres livshistorier.
Samtidig er de fleste verdslige lokalradioer gået ned, så mange lytter nu til de kristne radioer.
Mirakler gav gennembrud
– I 2002 havde vi i Nuuk en række møder med Hans Berntsen, hvor der skete mange mirakler.
En journalist fra Grønlands Radio blev selv helbredt for piskesmæld og mødte op med sendeudstyr, så Hans Berntsen fik mulighed for at bede for lytterne i Radioavisen. Der skete mirakler på hele Grønland på grund af den korte bøn. En måned efter udsendelsen måtte vi stadig sørge for fast telefonpasning for at tage imod de mange henvendelser fra mennesker, der ønskede forbøn og kontakt. Kirken i Nuuk voksede meget hurtigt fra ca. 30-40 medlemmer til nu næsten 120. Vi byggede en ny kirke til 170, og den er nu snart igen for lille.
Mission i nye byer
Da Berntsen igen var på besøg i Nuuk i 2004, kom der næsten 1.000 mennesker. Det medførte ikke samme vækst som første gang. Til gengæld er der idag mere goodwill i befolkningen og myndighederne overfor frikirken.
Teams fra menighederne er nu jævnligt på missions-fremstød i nye byer, og her sker der både helbredelser og andre mirakler.
I det nordlige Uummannaq blev man overrasket over, at 80 mennesker mødte op til et evangelisk møde på skolen. Man havde kun medbragt to kander kaffe, men selv om de 80 grønlændere drak spandevis af kaffe, var der mærkeligt nok stadig kaffe på kanden, da de alle var gået…
I dag er der menigheder helt oppe fra Qaanaaq nord for Thule og nedover Kullorsuaq, Upernavik, Uummannaq, Illulissat, Qasigiuannguit, Aasiaat, Sisimiut, Maniitsoq, Nuuk, Qaqortoq, Nanortalik og Tasiilaq.
Ikke alle menigheder er lige store, et par af dem er kun husgrupper, men der kommer hele tiden nye mennesker til.
Hjælp til misbrugte
En af Grønlands skjulte plager er de mange seksuelle misbrug, der er foregået i generationer. En undersøgelse viste for nogle år siden, at 80 pct. af pigerne havde været udsat for misbrug. Det ligger som en skygge over hele landet.
Men også her svarede Gud på bøn. Et canadisk ægtepar, som har en tjeneste blandt misbrugte, fløj til flere grønlandske byer i deres eget lille fly. De holdt konferencer og havde masser af misbrugte til forbøn og helbredelse for fortidens sjælesår.
Guldstøv og manna
I påsken 2004 tog Ulla og John til en inuit-konference i Canada sammen med 10 andre fra kirken. Det blev en meget trosstyrkende oplevelse.
– Guds ånd var så stærk tilstede, at vi bl.a. oplevede guldstøv sidde på mennesker! Da jeg så på Ulla, havde hun også guldstøv i panden, fortæller John, som stadig har svært ved at forstå det, der skete dengang.
– Der var et anglikansk præstepar med, Kate og Harold Meier. De skulle stå for nadveren og havde taget vin med. Mens de sad der, faldt der hvidt manna ned bibelen, som de kunne dele ud af. Det var helt utroligt.
Der blev optaget dvd’er fra konferencen, og når vi bagefter afspillede dem, faldt Guds ånd igen over forsamlingen. (Udfordringens medarbejder har efterfølgende set videoen, hvor mannaen deles ud, red.)
– Selv havde jeg en tand, som skulle rodbehandles, når jeg kom hjem. Da en af talerne, Bill Prankhart, bad for helbredelse, lagde jeg selv hånden på min kind og næste morgen var tandpinen væk.
Jeg har faktisk også oplevet engang i Kolding, at en af mine stålplumper under et møde blev til en guldplumpe…!
Da jeg senere kom til tandlæge spurgte han, hvor jeg havde fået lavet den guldplumpe. Nå, det er noget jeg engang har fået lavet i Odense, svarede jeg bare.
John har heller ikke altid har haft mod og lyst til at fortælle sine egne medkristne hjemme i Danmark, hvad der faktisk skete på Grønland, fordi det var så utroligt.
Sommerkonferencer
Grønlands Frikirke har deres egen sommerkonference.
Hver sommer holdes konferencen i en af de større byer, og de grønlandske frikirkekristne valfarter hertil for at være sammen og blive styrket. I år fandt sommerkonferencen sted i Maniitsoq (på dansk Sukkertoppen).
Afløsning – ikke endnu
John og Ulla kan snart gå på efterløn, men de regner med at tage et år mere for at overdrage arbejdet til grønlænderne. Selv om kirken er forholdsvis ny og grønlænderne har mange problemer at slås med, har Ulla og John set en social rejsning af de kristne. Mange er blevet sat fri af forskellige plager, og de er vokset i troen, så de nu har et bedre liv – og også et bedre familieliv.
– Gennem de senere år har kirken kunnet betale næsten hele min løn, så der er løn til min efterfølger, og vi håber, at kirkens medlemmer efterhånden vil kunne bidrage mere til de udgifter, der er, når støtten udefra forsvinder. Til gengæld har vi heller ingen gæld.
Vi har også oplevet, at vi har fået det, vi skulle bruge. Vi manglede engang 30.000 kr. Og Ulla gik tre gange ned til postkassen for at se, om der ikke var kommet noget. Og til sidst lå der også en check på 30.000 kr. fra en fond i Danmark.
Et mandat fra Gud
– Har I aldrig haft lyst til at opgive arbejdet eller tvivlet på, at I skulle være her?
– Nej, det har vi egentlig ikke for alvor, for vi har følt, at vi havde et mandat til dette arbejde. At det var her, Gud ville have os.
Der var da en periode, hvor vores tre piger – Mette, Lene og Hanne – var blevet store og flyttede til Danmark, hvor vi begyndte at tænke på, om vi også skulle flytte derned.
Men så fik vi en profeti på en SommerCamp. Det var Jørn Hyldgaard, der midt i en prædiken pludselig pegede på os og sagde, at vi skulle vende tilbage og ikke bekymre os om noget, for vi ville også få medhjælpere. To af den ene slags, og tre af den anden, sagde han.
Og vi fik også hjælpere – ”to af den ene slags, og tre af den anden”. Nemlig danskere og grønlændere, fortæller Ulla og John, som nu ser frem til at være sammen med de kommende børnebørn i Danmark.
Comments are closed.