I mange år har kristne ledere advaret imod, at hvis ikke vi i Danmark ændrede moralsk kurs, så ville det gå galt.
Ofte har man latterliggjort disse advarsler. “Ja ja, ulven kommer… Men det går ikke altid så galt, som præsten prædiker.” Det er ikke alle, der kan se, hvad der sker med vores samfund. Og nogle vil ikke se det.
Kristendemokraternes gamle formand Jens Møller sagde engang, hvor man i politik talte om at Danmark var på vej ud over den økonomiske afgrund: Vi styrter ikke, men vi går ned i afgrunden skridt for skridt. Derfor mærker vi det ikke, før vi står dernede.
Da jeg og min familie kom hjem efter bare tre år i Afrika i 1999, blev jeg selv rystet over, hvordan sproget i medierne var blevet vulgært og sjofelt. Jeg lagde mærke til det, fordi jeg havde været væk. Men dem, der havde fulgt med udviklingen skridt for skridt, bemærkede åbenbart ikke skredet. Man vænner sig til tingene.
For 50 år siden var der ikke pornografi eller grov vold i tv og sjældent bandeord. Men i dag skal man surfe mellem kanalerne for at slippe for det perverse.
Da man fx lovliggjorde aflivelse af ufødte børn, advarede kristne om, at den manglende respekt for menneskeliv ville føre til, at man efterhånden ville sortere handikappede og børn med et “forkert” køn fra. Det var der ingen ansvarlige politikere, der troede på dengang. Men i dag er det realiteten på vores sygehuse. Nu snakker man også om “dødshjælp” til ældre og håbløst syge, som – ifølge andre – ikke har noget at leve for.
Narkoen var næsten alle politikere enige om at bekæmpe for 50 år siden, men skridt for skridt har liberale folk arbejdet for at lempe på reglerne. Og nu vil Københavns kommune lovliggøre hashen. Man løser et problem med ulovligt salg ved at gøre det ulovlige lovligt. Lukker øjnene for menneskers ulykke på lang sigt.
Medfølelsen med dem, der falder igennem, er svundet ind i det moderne samfund. Kærligheden er blevet kold.
Ulven kommer! råbte hyrdedrengen i eventyret. Og første gang skabte det stor opmærksomhed. Men da han sagde det flere gange, holdt folk op med at lytte. Til sidst kom ulven virkelig og rev hele fåreflokken ihjel.
Det er næsten profetisk påfaldende, at der nu er kommet ulve tilbage i Danmark, og at mange meningsdannere ønsker, at ulven skal have lov at leve frit.
Der skal være frihed for alt – også det, der ødelægger. For man anerkender ikke længere, at der er noget godt og ondt. Vi har ikke længere den kristne moral. Derfor er det nemt at flytte hegnspæle – eller helt fjerne dem, så “ulvene i fåreklæder” kan gå på rov.
Det gælder skolen, kulturen, familien… og kirken.
Jeg havde engang en drøm, som jeg aldrig har kunnet glemme. Jeg var på en borg og så ud gennem vinduerne, at der lå dræbte lam hist og her. En ulv var løs, men vi vidste ikke, hvor den var. Måske var den kommet ind på borgen. Alle blev meget bange, og selv lagde jeg mig fladt ned på gulvet for ligesom at gøre mig selv usynlig.
Så var der én, som bøjede sig ned over mig og sagde: “Du er jo også en hyrde.”
Lad os ikke vende det døve øre til, fordi vi har hørt så ofte, at ulven kommer. For nu er den her – både i direkte og overført betydning. Nu er der brug for hyrder, som passer på fårene. Det kan vi gøre på mange måder. Ikke kun med advarselsord, men med omsorg. Og måske især med bøn.
I den kristne tro og moral har vi et værn imod den vilde junglelov og lovløshed. Vi skal ikke lade os skræmme af hverken ulvehyl og løvebrøl.
For godt nok siger Jesus, at djævelen går omkring som “en brølende løve”. Men den, der påkalder Jesus-navnet, skal frelses. Og det onde flygter for magten bag dét navn.
Af redaktør Henri Nissen
Comments are closed.