I sidste nummer kunne vi på forsiden fortælle om en næsten komisk vejledning fra kirkeministeriet om, hvordan folkekirken skulle efterleve EUs persondataforordning (den såkaldte GDPR).
Redegørelsen mundede nemlig ud i den barokke situation, at Folkekirkens stifter måtte opfordre præsterne til at undlade ord som ”konfirmand” og ”præst” i deres mail-henvendelser til de kommende konfirmander.
Et dagblad skrev ganske rigtigt:
”Det lyder som taget ud af et satirisk indslag, men det er desværre den skinbarlige sandhed.”
Begrundelsen var, at sådanne ord i en mail kunne være ”personfølsomme”, idet de afslørede personens religion.
Ja, og hvad så? Hvorfor er det et problem.
Når den slags næsten komiske situationer opstår, skyldes det, at vi har bortforpagtet de fleste af vores politiske beslutninger til EU. Ganske vist skal de enkelte lande ratificere EUs forordninger – dvs. gøre dem gyldige i det enkelte land. Men i praksis følger Danmarks regering og folketing stort set, hvad der besluttes ”nede i Brussel”.
Og selv om de fleste fornuftige mennesker kan være enige om, at det er tåbeligt, at præster fx ikke må skrive ”Kære konfirmand!” eller ”Kærlig hilsen fra din præst” til deres konfirmandhold, så affinder vi os med dette vanvid.
For de fleste af os har opgivet at påvirke det, der besluttes i det store og fjerne EU. Vi véd jo nemlig godt, at vi kun udgør en lille procentdel af den europæiske befolkning.
Desuden er de fleste danske partier og politikere forlængst hoppet på EU-toget. Engang var hele venstrefløjen imod EU, nu er den stort set for. Og selv om befolkningen fortsat er meget skeptisk, så er det blevet politisk-korrekt blandt politikere, medier og embedsmænd at forsvare fjerndemokratiet i Brussel.
EU har da også ført meget godt med sig. Først og fremmest var det positivt, at de gamle krigsfjender – Tyskland, Frankrig, Italien – valgte at samarbejde fremfor at føre krig. Samarbejde er godt. Fred er godt. Problemet er, når EU bliver totalitær – altså blander sig i alt.
Når der i det hele taget findes en EU-forordning om datasikkerhed, så skyldes det frygt og panik. Man ville sikre, at personlige oplysninger ikke kunne misbruges. Men når denne politiske stemningsbølge så udkrystaliseres i en forordning af skrivebords-jurister, gør den i stedet livet og arbejdet besværligt for borgere og virksomheder.
Selv om ingen har ønsket det, så er vores frihed til at skrive og formulere os frit – pludselig indskrænket.
På samme måde er det gået med den kampagne for køns-mangfoldighed, som er sat igang af en indflydelsesrig interessegruppe, og som er blevet politisk-korrekthed. Den indskrænker også vores frihed til at have en anden mening – fx en, der bygger på en kristelig moralopfattelse.
Det er vigtigt, at vores ytringsfrihed og trosfrihed ikke indskrænkes af hensynet til datasikkerhed eller FNs verdensmål eller andre overstatslige beslutninger. De kan synes nok så fornuftige. Men de fører nemt til ensretning og ufrihed.
Bed og arbejd – for mere frihed!
Comments are closed.