Vi skal ikke opgive retten til at tro Noget af det bedste ved de vestlige demokratier er netop retten til at tro og tale, til at forsamles uden myndighedernes indblanden, til at offentliggøre sine tanker på tryk osv.Disse grundlæggende menneskerettigheder gælder f.eks. ikke i Kina og i mange muslimske lande og diktaturer.
Men vi har ytringsfrihed, og vi har religionsfrihed, og disse friheder skal vi sammen kæmpe for at bevare.
Men som vi alle véd, er det efterhånden ved at blive sådan i Danmark og Europa, at man alligevel skal indordne sig under nogle dogmer. Man skal gå ind for demokrati, kvindefrigørelse, abort, homoseksuelle, osv.
Hvis man ikke gør det, bliver man mistænkeliggjort.
Det går især ud over muslimerne, og vores nuværende statsminister bærer et stort ansvar for den hetz-lignende stemning, der er pisket op imod disse medborgere. Blot det, at de har nogle andre meninger, end flertallet måske har, får nogen til at slå dem i hartkorn med terrorister.
Det hylekor skal vi ikke deltage i. Det er fuldstændig urimeligt, og det er en skamplet for vores demokrati. Kvaliteten af et demokrati måles på, hvordan man behandler mindretal. Ja, netop dem, man er uenig med.
Nogle kristne mærker også denne intolerante holdning overfor anderledes-tænkende. Et meget trist eksempel var, da en italiensk politiker blev vraget fra EU-kommissionen, fordi han personligt anså homoseksualitet for synd. I Sverige står en præst anklaget for at have holdt en prædiken, hvor han sagde noget lignende. Sådan forsøger man at skræmme os fra at tro og sige, hvad vi vil.
Men her skal vi sammen sige stop. Vi vil aldrig opgive retten til at have vores egen mening og sige den – i respekt for dem, der har en anden.
Vi kan og skal ikke pådutte andre at leve efter det, vi tror på. Men vi har lov at tro på det, vi vil.