Denne artikel er skrevet til det norske julemagasin “I De Dager” udgivet i 2023 af Det Norske Missionsselskab (NMS) i tusindvis af eksemplarer. Den blev oversat til norsk. Her er den danske udgave.
Af Henri Nissen
Den store adventsstjerne over indgangen til Brødremenighedens Kirke spreder sit gule lys i decembermørket. Udenfor står byens befolkning i små grupper og snakker fornøjeligt sammen, mens deres varme ånde danner små hvide skyer i lyset fra stjernen.
Udenfor kirken spiller kirken lille basunorkester, som det har gjort rundt om i byen i 250 år. Præsten står i dørlyset fra den oplyste kirke og hilser stilfærdigt på os og de flere hundrede andre besøgende denne juleaften. De unge generationer er kommet hjem fra København og andre større byer for at fejre julen sammen med deres lokale familier i denne enestående by.
Christiansfeld blev anlagt i 1773 efter tilladelse fra Kong Christian den 7. I et halvt århundrede var herrnhutterne – som de blev kaldt efter deres by i Tyskland – forfulgt af konger og statskirken. Det var forbudt at forsamles flere end ti mennesker uden tilladelse fra sognepræsten. Men bevægelsens omvandrende missionærer havde gødet jorden, også blandt præster, og i København var der opstået et ”Brødresocietet”, hvor mange fra byens elite kom. Her sad bl.a. drengen Søren Kierkegaard sammen med sin far hver søndag eftermiddag – efter at de først havde været til højmesse i Vor Frue Kirke og hørt biskoppen eller domprovsten.
”Glædelig jul” hilser præsten i en enkel sort jakke med et hvidt halsbånd. Han var missionær i Tanzania, hvor Brødremenigheden har en halv million medlemmer. Nu er han leder af Brødreunitetet i hele verden.
”Mojn!” hilser de lokale hinanden her i Sønderjylland. Man kan sige ”mojn” hele dagen, selv om ordet vist nok kommer fra den plattyske udgave af ”morgen”.
Der er en gemytlig afslappet stemning, mens folk finder en plads på de lange træbænke i den store kirke. På det århundredgamle trægulv er der strøet frisk sand. Det gør menighedens medlemmer hvert halve år – for at holde gulvet rent, siger de.
Men i aften er her mange andre end de i alt kun 348 medlemmer af Brødremenigheden. Kun de 150 bor i Christiansfeld. Men juleaften er der tradition for, at hele byen går til gudstjeneste. Enten i Folkekirken kl. 14 eller 16, eller her i Brødremenigheden klokken 19. På dette tidspunkt har de fleste spist juleand eller julekalkun derhjemme. Så er det godt med en frisk gåtur til kirken, før man tager hjem til desserten, der altid er risalamande med mandelgave til den, der får mandlen.
Det kimer nu…
Klokken nærmer sig 19. Kirkeklokken stopper sine slag. Vi har nikket og smilet venligt til folk, vi kender. Efterhånden sidder de fleste andægtigt og kigger frem for sig eller stirrer eftertænksomt op i det høje loft, hvorfra nogle diskrete lamper giver et dæmpet lys. Vi er i Guds hus.
På en bred balkon i den sydlige ende af kirken har kirkens kor taget opstilling. Organisten sætter sig til rette og sender et orgelbrus ud over forsamlingen om kap med koret, der i dagens anledning har indstuderet vanskelige korværker, som udfordrer de lokale sangere.
Ved indgangen har vi fået udleveret et lille sanghæfte med de salmer, der skal synges.
”Det kimer nu til julefest” er en af de mest brugte julesalmer juleaften i kirkerne i Danmark. Også her synger man de kendte julesalmer, mens præsten på skift læser det kendte juleevangelium.
”Og det skete i de dage…”
Stjernen og Lammet
På hver side af prædikestolen står et stort juletræ, som er pyntet med lysende små gule adventsstjerner. I vinduet over prædikestolen står et meget gammelt ”lysbillede”, som tages frem hver jul. Billedet viser Maria, Josef og Jesus-barnet i stalden. Et lys bagved stråler gennem det tynde farvede papir.
Vi kigger op på præsten, som ”sidder” på prædikestolen. Det er nemlig en flot udskåret stol, som selveste Christian den 7. skænkede ved indvielsen af kirken tilbage i 1700-tallet. I dens høje ryglæn ser man det oldkirkelige IHS-symbol – det står for Iesus Hominum Salvator, Jesus Menneskets Frelser, eller In Hōc Signō Vincēs – ved dette tegn skal du sejre.
Vi fornemmer historiens vingesus i denne brødrekirke.
Midt på stolen foroven skimter jeg Lammet, det slagtede lam, som blev det sejrende lam. (Åbenbaringsbogen 5,6-). Lammet har altid haft stor betydning for Brødremenigheden. På stolen er det udskåret med en sejrsfane i form af et rødt kors på en hvid baggrund. Samme symbol findes på den grønne dug på bordet foran præsten. ”Vort lam har sejret, lad os følge det!” lyder mottoet.
Mens vi sidder her til julegudstjenesten tænker jeg på de to brødremissionærer, som ifølge de gamle beretninger lod sig sælge som slaver for at bringe evangeliet ind i en slavekoloni. Da de sejlede bort, fortælles det, at de løftede armene og råbte: ”For Lammet!”.
Brødremenighedens historie er fyldt med beretninger om brødre og søstre, som drog til de værste steder på jorden for at bringe evangeliet til alle. Mange af dem kom aldrig tilbage.
Forfulgte idealister
Mission var det vigtigste for den ”fornyede” brødremenighed, der opstod i 1730, efter at den unge grev Zinzendorf havde taget imod flygtninge fra den gamle brødremenighed i Tjekkiet. Denne kirkeretnings oprindelse kan spores helt tilbage til apostlene. Men den lavkirkelige brødre-bevægelse blev ofte forfulgt af den katolske kirke, som da Jan Huus blev brændt på bålet i 1500-tallet. Et af de store stridspunkter var nadveren. Brødrene delte nadveren imellem sig på gårdene, men den katolske kirke ville ikke tillade andre end præsten at uddele den hellige nadver. Kort før 1730 var en flok brødre og søstre derfor kommet over grænsen til det lutherske Saksen. Her søgte de om husly og beskyttelse hos grev Zinzendorf. Han var på det tidspunkt minister i den saksiske regering og en begejstret kristen idealist.
Zinzendorf lod brødrene opbygge en by på godsets jord, som de kaldte Herrnhut. Her ernærede de fleste sig som håndværkere og det gik rigtig godt. Men der var altid teologiske diskussioner, og på et tidspunkt slog en falsk profet sig ned i byen og begyndte at profetere om, at Zinzendorf var Antikrist og grevens præst var ”den falske profet”. Samtidig svirede negative rygter i hovedstaden Dressden om disse fanatiske og frittænkende herrnhutter, der skajede ud, og om Zinzendorf, som havde provokeret ved at udsende anonyme flyveblade om den lutherske skinhellighed. Myndighederne truede nu med at jævne Herrnhut med jorden og jage flygtninge tilbage, hvor de kom fra.
Den ellers meget tolerante Zinzendorf indkaldte straks herrnhutterne til møde i godsets kirke. Efter sigende prædikede han i tre timer om den rette kristne næstekærlighed. Og ifølge beretninger faldt Helligånden over forsamlingen, så bitre fjender grædende omfavnede hinanden og bad om tilgivelse. Da det efterhånden var blevet sent, inviterede greven alle op på slottet, hvor han bød på aftensmad. Man fejrede det som en nadver – et kærlighedsmåltid. Og den 13. august fejres hvert år med en speciel nadver i menighederne verden over. Den dag består nadveren af rosinboller og krydret the, også her i kirken i Christiansfeld.
Fællesskab var i et centralt begreb. Alle var lige – brødre og søstre. Præsteskabet bestod af troende brødre – og senere også søstre, som prædikede frit fra leveren. Man boede sammen i store ejendomme, eller i ”utopiske” byer, som her i Christiansfeld, hvor man forsøgte at skabe det perfekte fællesskab. I starten var man meget lavkirkelige og ritualerne kærlighedsmåltid, påskemorgen og fodvaskning understregede blot menighedens hengivne tro. Senere blev fornyelserne til ritualer og traditioner.
Der er ikke tradition for en prædiken juleaften. Den har præsten holdt kl. 10, hvor det mest er menighedens egne medlemmer, der kommer i kirke. Menigheden har et utal af gudstjenester og samlinger ved alle højtider.
Nu dæmpes lyset yderligere, og døren til sidelokalet går op. Ind kommer konfirmander og andre børn og unge med lange tynde stearinlys med grønt papirpynt, som de deler ud til børnene, og de voksne, der ønsker at ”tage lyset med hjem”.
I gamle dage, hvor byen kun strakte sig nogle få hundreder meter rundt om kirken, var der tradition for, at børnene tog det tændte stearinlys med hjem for at tænde juletræet. Man var nødt til at have en skæppe til at beskytte lyset mod vinden og sneen. Nogle har taget en tom mælkekarton med hjemmefra for at bruge den som skærm mod vinden. Min søn og svigerdatter forsøger også at bringe lyset med hjem på den måde i år.
Brødremenigheden har sin egne salmer, som de har fået indsat bagest i den udgave af Folkekirkens salmebog, som de benytter. Menigheden har de senere mange år forsøgt at adskille sig så lidt som muligt fra den ”normale” folkekirke. Samarbejdet med den lokale Tyrstrup Sognekirke en lille kilometer herfra er eksemplarisk. Mindst en gang årligt holder de to menigheder en fælles gudstjeneste – til midsommer på Prætoriustorvet bag Brødremenighedens Hotel.
Niels Johannes Holm i Oslo
Blandt de salmer, som synges både her i kirken og i Folkekirken, er Niels Johannes Holms salmer. Han var sammen med sin svenske kone udsendt til Christiania (Oslo) i begyndelsen af 1800-tallet. Udover at opbygge en blomstrende menighed og mange forsamlinger ude i landet, udgav N.J. Holm også en salmebog med over 350 nydigtede og oversatte salmer i Norge. Han havde også god kontakt til den norske intellektuelle elite. Men alt faldt på gulvet på grund af den nationale kamp. Danskeren og svenskeren måtte rejse hjem. Niels Johannes var dybt deprimeret, men efter at have overlevet en storm og fire dage i havsnød på Skagerak, vendte han hjem til Christiansfeld og blev en meget populær forkynder. Det var også ham, der fik stiftet Brødremenigheden Danske Mission (BDM). Blandt de salmer, han i dag huskes mest for, er ”Gør døren høj, gør porten viid”, ”Hør min sjæl, den gode hyrdes stemme”, og ”Tak og ære være Gud”.
N.J. Holms brødrevækkelse i Norge regnes af kirkehistorikere som den vigtigste strømning, der sammen med Haugianismen førte til Det Norske Missions Selskabs oprettelse.
Ja, man undgår ikke at falde i tanker, når man sidder i Brødremenighedens store kirke i Christiansfeld en juleaften.
Nu har vi sunget os igennem de kendte julesalmer. Præsten rejser sig og ønsker kort forsamlingen en glædelig jul, og vi rejser os alle under orgelbrus for at gå hjem til juletræet. Mens kirken meget langsomt tømmes, hilser gamle venner på hinanden og ønsker en glædelig jul. For nu er julen her.
Comments are closed.