Ny interesse for den bibelske verdenshistorie

Af Henri Nissen

De fleste læsere af Udfordringen ved, at jeg har interesseret mig meget for det store fund, som en kurdisk-kinesisk gruppe gjorde i 2008 i 4.200 og 4.800 meters højde på Mt Ararat. Og jagten på Noahs ark har ført mig dybt ind i urhistorien, som vi kan læse om i Gamle Testamente og i de jødiske oldtidsbøger.

Dette enestående fund har langtfra fået den opmærksomhed i medierne og i den videnskabelige verden, som det fortjener. Og man kan ikke undgå den mistanke, at det skyldes, at det er et fund, der bekræfter Bibelens historiske troværdighed.

Hvad skete efter Noah?
Forlaget Scandinavia udgav i 2010 min nye bog ”Noahs Ark. Historien og Det Store Fund”.
Det nye fund fyldte naturligvis en del, men bogen indeholdt alle de emner, jeg har studeret gennem 20 år, om kulturen, sprogene, geografien, folkeslagene, religionerne og historien.
Bogen var måske lidt nørdet, og den blev da også grundlaget for en doktorafhandling, som jeg i 2018 fik godkendt ved et universitet i Californien.
I forbindelse med arbejdet skrev jeg også 12 ekstra kapitler om emnet ”After the Flood” – altså tiden efter Syndflods-katastrofen. Men min rådgiver ved universitetet, Dr. Adelle McKinney, konkluderede klogt: ”Save it for your next book!” Gem det til din næste bog.
Jeg redigerede derfor alt det, jeg havde skrevet, til en kortere og mere læsevenlig bog, samtidig med at jeg har tilføjet noget, så flere kan få gavn af alle de nattetimer, jeg har brugt på at studere emnet. Bogen udkom første gang i 2022 på Udfordringens forlag og er udsolgt. Men er nu genoptrykket.

’Collective amnesia’
Formålet med bogen er at modvirke det ”kollektive hukommelsestab”, som Dr. Imanuel Velikovski påpegede for nogle årtier siden.
Nemlig, at den moderne vestlige verden er næsten uvidende om menneskets kendte fortid for bare 5.000 år siden. I stedet fabler man om tiden for millioner og milliarder af år siden, som man stort set intet ved om.
Grunden til dette kollektive hukommelsestab er først og fremmest, at man – helt i modstrid med normal akademisk praksis – har forkastet de værdifulde bibelske kilder og de kilder, som bekræfter denne oprindelige historieskrivning.
Min bog er et forsøg på at vise, hvor sandsynlig og troværdig denne oprindelige verdenshistorie i virkeligheden er.
Folkeslagene i dag
I bogen forsøger jeg at spore folkeslagene fra Ararats bjerge til Iraks Sinear-slette, hvor Babelstårnet blev opført og videre ud i verden.
Bibelen fortæller, at folkeslagene herfra spredtes til hele verden. Og i de gamle skrifter, Jashers Bog, Jubelårsbogen og Josefus skrifter kan man læse om opdelingen i tre store racer: Kams sønner, der bosatte sig i Afrika, Sems sønner, der bosatte sig i Mellemøsten og Asien og Jafets sønner, der bosatte sig i Rusland og Europa og ”de fjerne øer”.
Undervejs forsøger jeg også at finde, hvor Edens Have, de første byer og hvor Babelstårnet lå.

Kongehusene
Jeg har også forsøgt at fastslå, hvor Noahs børnebørn og oldebørn lever i dag. Altså, hvor folkeslagene rejste hen, og hvor de er i dag. Her støder vi på de engelske og nordiske kongehuse, som i deres slægtstavler kan føres tilbage til Odin og videre gennem mange slægtsled helt til Noah selv.
Vi ser også på, hvor de 10 af Israels 12 stammer forsvandt hen efter fangenskabet i Babylon.

Overblik over årstal
Bogen har en omfattende årstalsliste, så man kan holde styr på, hvornår personerne levede, og hvornår de bibelske begivenheder skete.
Men det spændende er, at den nye viden bekræfter og giver ny indsigt i forholdene på bibelsk tid. Det gælder ikke mindst den viden, man kan uddrage fra de ca. 800 Dødehavsruller, der er fundet i Qumran-hulerne siden 1948. Fx blev der fundet 15 afskrifter af Jubelårsbogen, som jeg citerer flere gange i bogen. Hidtil har man anset den for et middelalderligt jødisk skrift, men når den dukker op her blandt de fromme essenere i Qumran, ved vi for det første, at den er mindst 2100 år, og for det andet, at den blev betragtet som troværdig på Jesu tid.
Fremtidens bibelhistorie.
Til slut følger et kapitel, jeg har kaldt ”Fremtidens bibelhistorie”. Det handler om profetier om den sidste del af bibelhistorien, som vi oplever netop i vores tid.
Når man får styr på, hvilke folk de bibelske folkeslag svarer til i dag, kan man fx se, hvilke lande der vil angribe Israel i verdenshistoriens sidste tider.

Det er meget påfaldende, at Rusland også dukker op i profetierne – og en vis Prins Gog fra Magog, som kunne ligne Vladimir Putin. Og bogen er vel at mærke skrevet, før Putin invaderede selve Ukraine og Vesten gik i indirekte krig.
Ikke blot en hellig bog
Jeg har ofte tænkt, at Gamle Testamente nok ikke interesserede moderne kristne. Men da jeg på sommerens Plus-Oase holdt et foredrag ud fra bogen, var der så overvældende interesse for emnet, at vi måtte arrangere et ekstra foredrag i en foredragssal, hvor der var plads til 80. Men der kom 120.
En anden opmuntring er, at en pinsemenighed i København har bedt mig tale om emne efter emne fra Gamle Testamente. Og da jeg forsigtigt spurgte forstanderen, om han nu var sikker på, at menigheden gad høre på det, svarede han: ”Ja, de er vilde med det.”
Måske skyldes den nye interesse, at profetierne netop i vores tid går i opfyldelse og er relevante. Vi kan nu skimte ”fremtidens bibelhistorie”. Fx er jeg personligt overbevist om, at de gamle skrifter, Enoks bog, Daniels bog og Jubelårsbogen, viser, at vi i 2024/25 begynder på det sidste Jubelår (50 år) før Tusindårsriget. Som jeg læser Bibelen, kommer Jesus igen, før dette sker. Så hvis det holder stik, er vi ganske tæt på.
Jeg håber, at bogen giver læserne en forståelse af, at Bibelen ikke blot er en vidunderlig hellig bog, men at den også er historisk troværdig – og meget relevant i dag.