Josef opførte formentlig den første pyramide

I nærheden af Memphis i Egypten, ikke så langt fra Giza-pyramiderne ved Cairo, ligger Sakkara pyramiden. Arkæologer mener, at det var den første pyramide i Egypten – og meget tyder på, at det faktisk var Josef fra Bibelen, der fik den bygget!

I mange år har der været en tendens i moderne historie og arkæologi til at ignorere langt den største kilde, vi har til oldtiden, nemlig Bibelen.
Det kan der være både politiske, religiøse og ateistiske grunde til. Men det er naturligvis urimeligt at ignorere de mange oplysninger på grund af fordomme.
Og der er jo ingen grund til, at denne ”bevidste uvidenhed” skal fortsætte.
Lad os derfor se på, hvad Bibelen fortæller og sammenligne det med de arkæologiske fakta.

Bibelen om Josef
I tyve kapitler i 1. Mosebog kap. 30 til 50 fortælles detaljeret om, hvordan Israels stamfader Jakob fik 12 sønner med i alt fire koner.
Brødrene blev misundelige på deres næstyngste bror Josef, fordi Jakob forkælede ham. De fik ham derfor skaffet af vejen ved at sælge ham som slave til en karavane af handelsfolk.
Josef havnede senere uretfærdigt i fængsel i mindst to år. Her lykkedes det ham at tyde to medfangers drømme. Den ene kom tilbage til hoffet, mens den anden blev henrettet som forudsagt. Da kong Farao senere får en mærkelig drøm, som ingen kan tyde, hentes Josef fra fængslet og tyder kongens drøm.

Den profetiske drøm
Drømmen handler om syv magre køer, som æder syv fede køer. Josef udlægger drømmen med, at Egypten skal få syv år med overflod efterfulgt af syv år med hungersnød. Han råder derfor Farao til at opmagasinere korn i de første syv år, så der vil være mad til de syv år med misvækst.
Farao bliver så imponeret over Josefs indsigt og gode forslag, at han sætter ham til at administrere korn-opsamlingen, ja faktisk giver Farao autoritet til Josef som en statsminister. Det lykkes Josef at oprette enorme kornlagre overalt i Egypten, og derfor bliver landet (og kongen) meget velstående, da hungersnøden kommer, og man kan sælge korn til nabolandene. Josef møder senere brødrene og inviterer hele Israels-slægten til at bo i det frugtbare Goshen (Ramses) som formentlig var på den østlige side af Nilen.
Før Josef dør, får han familien til at love, at de vil bringe hans ben – hans mumie – tilbage til hjemlandet, som er det nuværende Israel. Det sker så ca. 400 år senere, da Moses leder efterkommerne ud af Egypten. (Der er mange flere detaljer, så læs selv kapitlerne)

Josef i arkæologien
Er Josef så nævnt i nogle Egyptiske kilder, eller er der tegn efter ham? Ja, men naturligvis ikke under hans hebræiske navn Josef. Også Bibelen fortæller, at han fik et nyt egyptisk navn af Farao: Safenat-Panea. Og det er et velkendt fænomen i historie og arkæologi, at konger og andre personer har flere navne og titler, og at navnene kan være helt anderledes på andre sprog. Så vi må søge efter oplysninger om en person, der kan passe sammen med Bibelens Josef.
Og sådan er det netop med Imhotep – en enestående leder i Egyptens historie. Han regerede sammen med Farao Djoser, der var konge under det 3. dynasti, som normalt regnes fra 2634-2558 f.Kr., men muligvis lå mindst 500 år senere.
Imhotep var den øverste minister for kongen i Nedre (nordlige) Egypten – der var til tider to kongeriger, et nordligt og et sydligt. Kong Djoser regerede, mens den eneste omtalte 7-årige overflod/hungersnød skete i Egypten og Mellemøsten. Imhotep var ikke kongelig, men administrator af Farao Djosers palads. Han blev alligevel kaldt Søn af Ptah (søn af den største Gud). Han var rådgiver for Farao og havde uindskrænket magt. Han udskrev skat i 7 fede år. Han blev sammenlignet med den græske lægegud Asclepius og senere dyrket som en guddommelig person, der havde forbindelse til Nil-guden (som skaffede afgrøder). Han skrev mange ordsprog. Han var præst i Heliopolis. Han var arkitekt og bygmester. Han opfandt kunsten med at bygge med tilhuggede sten (i stedet for mursten af jord).

Han byggede Pyramiden og komplekset i Sakkara for Farao Djoser, som regerede i ca. 19 år, og som Imhotep overlevede med henved 50 år, hvor han formentlig fortsatte som minister. Imhotep døde først som 110-årig, hvilket var usædvanligt for egyptere på den tid. Han blev også kaldt Ibis, og der blev ofret tusindvis af ibis-fugle til ham i Sakkara.
Pyramiden er nederst 140×118 meter og 60 meter høj.
Da man udgravede Sakkara trinpyramiden, blev der fundet rester af en statue. I soklen var der indhugget tegnene for Djoser (kongen) og teksten ”Imhotep, kansler for kongen af Nedre Egypten, chef under Kongen, administrator af det Store Palads, adelig, ypperstepræst af Heliopolis, Imhotep, bygmesteren, skulptøren, fremstilleren af stenvaser.”

Inskription om Imhotep
En anden inskription, som viser, at Imhotep er den samme som Josef, findes på den lille ø Sihiel, som ligger neden for Nilens første vandfald. Inskription er udført tusind år, efter at Farao Djoser regerede, men er angiveligt en kopi af et dokument, som Farao Djoser skrev i sit 18. regeringsår. Heri skriver han bl.a., at han ”var i nød på den store trone”. Bibelen fortæller, at han var ”fuld af uro” over sin drøm. I teksten spørger Farao Imhotep om hjælp: ”Jeg spurgte ham, som var kammerherre, …Imhotep, Ptahs søn… Hvor er Nilens fødested? Hvem er Gud der? Hvem er Gud?”
Og Imhotep svarer på inskriptionen: ”Jeg behøver vejledning fra Ham, som råder over fuglenettet…” (himmelhvælvingen).
I Bibelen svarer Josef også: ”Det er ikke mig, der kan. Gud vil give Farao et gunstigt svar.” (1. Mos. 41,16)
Når Farao Djoser her kalder Imhotep for ”Ptahs søn”, er det en meget stor titel. Ptah var egypternes navn for den største Gud, som havde skabt verden. Og kongen betragter altså Imhotep som en gudesøn på grund af hans overnaturlige indsigt.
Bibelen fortæller, at Josef rådgav kongen om at indsamle korn i de 7 gode år, så der er noget at leve af under de 7 år med hungersnød.

Troværdig – på grund af fejl
Hvis inskriptionen fortalte nøjagtig det samme som Bibelen, kunne man nemt tro, det blot var en falsk inskription opsat af jøderne. Men inskriptionen forklarer netop begivenheden på en måde, hvor den egyptiske gudetro blandes ind. Derfor er den troværdig som en ikke-jødisk kilde, der bekræfter, at der var en hungersnød, som Imhotep tog sig af.
Ifølge inskriptionen fortæller Imhotep nemlig i stedet, hvor Nilens gud Khnum bor, og Farao får først derefter en drøm, hvor han får at vide, at der skal komme en hungersnød – men derefter syv gode år.
Præsterne har altså her – tusind år senere – byttet rundt på rækkefølgen. Den bibelske tekst er mere troværdig, for det ville jo ikke give mening, at de gode år først kom efter hungersnøden. Men inskriptionen er formentlig forfattet af Khnum-præsterne, fordi de her også får nævnt, at Farao lover Nilguden at pålægge folket en 10 pct. skat, men at præsterne skal holdes fri for skat.
Ifølge Bibelen blev der dog indsamlet 20 pct. korn som skat, men kun i de syv gode år. Og præsterne blev friholdt, fordi de skulle leve af deres jord.
Men det er tydeligt, at det er den samme begivenhed. Der er ikke beskrevet andre eksempler på en syv-års hungersnød i Egypten historie. Beretningen er blot forvansket – her tusind år efter.
En lignende inskription findes på øen Philae i Nilen. Her er det Isis-præster, der får nævnt, at de også har skattefrihed.
Så selv om disse inskriptioner i sig selv er fejlfulde, så er de med til at bekræfte den bibelske beretning om hungersnøden, – og at Imhotep i Egypten var den samme som Josef i Bibelen.

Ophøjet til lægegud
Den egyptiske præst og historiker Maneto skrev: ”…under hans regeringstid (Farao Djoser af 3. dynasti) levede Imouthes (Imhotep), som på grund af sin medicinske dygtighed har Asclepius (den græske lægeguds) ry blandt egypterne, og som også opfandt kunsten at bygge med tilhuggede sten.”
Når Imhotep efter sin død blev gjort til lægegud, kan det hænge sammen med, at han (Josef)havde en særlig evne/gave til at udlægge drømme. Men formentlig havde Josef også en viden med sig om helbredelse gennem urter og sund levevis.
De gamle kilder, som er fundet i Qumran hulerne ved Dødehavet, omtaler nemlig en lægebog, Hagi, som har eksisteret langt tilbage blandt jøderne. Essæerne, som både levede i Qumran og oppe i Galilæa, var kendt som ”helbrederne”. Så det er sandsynligt, at Josef ikke blot havde en åndelig gudstro med drømmetydning og forbøn om helbredelse (som vi også kender i dag i kristne kredse), men også havde en viden om natur-helbredelse med urter.

Ibis’er ofret til Imhotep
Imhotep havde titlen ”højeste hersker over Ibis”. Da arkæologer gravede ved siden af Sakkara-pyramiden, fandt de et tunnel-system fyldt med tusindvis af udstoppede Ibis-fugle i teglrør.
Der var også udenlandske mønter, som tyder på, at folk kom langvejs fra og ofrede her til ”lægeguden” Imhotep (Josef) for at opnå helbredelse. Græske kilder fortæller, at syge valfartede til Egypten for at blive helbredt af lægeguden Imhotep. Og en inskription fortæller om en græker, som blev helbredt efter at have mødt Imhotep i en drøm.

Kiste uden mumie
Dette tunnelsystem ved Sakkara førte ned til et rum, hvor der stod en kiste. Men den var tom.
Eftersom ibis’erne er ofret til Imhotep i tunnelgangene, som førte ned til kisten, er det sandsynligt, at det var Imhoteps gravkammer. Desuden vendte kisten mod nord (Jerusalem?) mens faraoerne altid blev begravet vendt mod øst (den opgående sol). Den døde havde altså en anden tradition/religion.
Den tomme kiste passer også sammen med Bibelens beretning om, at Josef døde som 110-årig i Egypten, men at hans lig blev flyttet til Israel. Han havde nemlig udtrykt et ønske om at blive begravet i sit oprindelige hjemland. (Se 1. Mos. 50,26) Derfor tog israelitterne hans ben (knogler) med, da de forlod Egypten fire hundrede år senere. De begravede ham senere sammen med hans forfader Abraham i Makpelas hule i Hebron i Israel. Derfor er kisten tom.

Mægtige kornkamre
Konstruktionen af Sakkara-pyramiden og de tilstødende magasiner tyder også på, at Imhotep/Josef her havde opført nogle af de største kornkamre i Egypten. Sakkara komplekset består af en lukket gård med en høj mur. Der er kun én indgang mod øst. Her kommer man først til 20 søjler på hver side i en lang gang. Herefter kommer man til nogle store og meget dybe skakter, som ligner siloer. De ville kunne rumme 40.000 kubikmeter korn.
Den oprindelige og forældede teori blandt arkæologer har været, at de store siloer i Sakkara pyramiden blot var gravpladser for konger. Men imod denne teori taler, at de underjordiske siloer er alt for store i forhold til andre gravpladser på egnen eller i Kongernes Dal længere sydpå i Øvre Egypten. Her fører en nedadgående vandret skakt til et lille gravrum dybt inde under jorden. Og indgangen blev skjult for at forhindre gravrøvere i at stjæle de rigdomme, der blev begravet sammen med kongerne.
Men i Sakkara er skakterne/siloerne ikke skjult under jorden. Skakterne når op over jorden og er åbne for oven. I en af siloerne fører trapper ned til bunden, så man her har kunnet hente korn og sælge det. Og en tunnel forbinder skakterne. Der er endda fundet rester af korn på bunden.
Under selve pyramiden er der gravplads for Farao Djoser, og der er også rum til opbevaring af mad og andet til ”rejsen”, som det var skik dengang. Farao Djoser døde før Josef. Ud fra historien er det sandsynligt, at den store skakt under pyramiden først er brugt til kornkammer, og at pyramiden herefter har tjent som gravkammer og monument over Farao Djoser, under hvem Egypten var blevet en supermagt.
De senere Faraoer opførte herefter de kendte pyramider i Giza ca. 25 km fra Sakkara. Men man gik efterhånden væk fra at begrave kongerne i disse mægtige pyramider. For de havde ikke en mur omkring sig, som Sakkara, og gravkamrene blev plyndret for gods og guld. I stedet begravede man kongerne i skjulte gravkamre i Kongernes Dal, som først i nyere tid er udgravet.
Sakkara komplekset ligger ikke langt fra Memphis, hvorfra Farao Djoser dengang regerede over Nedre Egypten – og måske hele Egypten. På andre tidspunkter var hovedstaden ved Luxor i det Øvre (sydlige) Egypten. Men det var under Djosers regering, at Egypten blev en stormagt. Det skyldes håndteringen af hungersnøden, at Egypten blomstrede.

Sakkara – Isaks Hus?
Den svenske læge Lennart Müller har i bogen ”Exodus” om jødernes udvandring (udgivet på dansk og engelsk af Forlaget Scandinavia) også beskrevet de arkæologiske fund, som tyder på, at Josef og Imhotep er den samme, og at han havde sit administrative center i Sakkara.
Lennart Müller mener, at navnet Sakkara kan stamme fra navnet Isak, Josefs bedstefar. Der har nemlig været brugt blandt jøder at omtale deres folk som ”Isaks Hus”. Isak staves på hebræisk kun med bogstaverne SK. I Krakov i Polen har Lennart Müller fundet betegnelsen ”Synagoga Isaaka” (jødisk synagoge).
Så måske har Josef opkaldt sin bygning efter sin slægt som Issaka (SK) og det kan være afledt til Sakkara.

Burde anerkendes
Når det – til trods for indicierne – ikke for længst er slået fast med syvtommersøm, at Josef var den samme som Imhotep, skyldes det den fejlfulde kronologi, som blev opstillet omkring 1985. Ifølge denne skulle Farao Djosers regeringstid ligge for tidligt i forhold til Josefs tid i Egypten.
Men det skyldes også den forudindtagethed imod Bibelen, jøderne og kristendommen, som desværre findes i den akademiske verden.
Blandt de ikke-troende forskere, der alligevel anser Bibelens oplysninger for ligeså værdifulde og troværdige som andre gamle kilder, er den verdenskendte arkæolog David Rohl, som har skrevet en række store bøger. Han har også gjort opmærksom på, at der er uorden i den egyptiske kronologi:

Fejl i kronologien
Kulstof-14 kalibreringerne har senere vist sig at være mindst 374 år forkerte i forhold til de historiske dateringer. De data, der tilskrives nedskreven historie, er forkerte. Den arkæologiske lagdeling er misfortolket. Regionen var affolket i tusind år. Keramikken fra den periode kan ikke bruges til at bestemme dateringen. Et vulkanudbrud fra den græske ø Santorini ca. 1740 f.Kr. påvirker også dateringen.
Specielt er det et problem, at de egyptiske kongeriger tidligere er blevet anset for at ligge i forlængelse af hinanden, mens der formentlig var tale om samtidige kongeriger i nord og syd. Alt dette betyder, at den egyptiske historieskrivning skal afkortes med ca. 500 år, mener Rohl.
Man kan altså ikke regne med de gamle dateringer, som fortsat bruges, og som er med til at skubbe andre landes ur-historie for langt tilbage i historien.
Og man kan altså heller ikke bruge de mangelfulde dateringer til at modbevise, at Imhotep og Josef var den samme. Bibelen har i øvrigt en meget præcis datering i forhold til historiske begivenheder som fx Nebukadnezars og Kyros regeringstider.
Så der er ingen grund til, at man mister tilliden til Bibelens beretninger, fordi ateistiske arkæologer og historikere midlertidigt når frem til at tro, de kan modbevise Bibelen med mangelfulde tidstavler og luftige teorier.
Det ender som regel med, at Bibelen alligevel viser sig at være troværdig.