Tvivlsspiralen

En ung mand fortalte mig, at han havde svært ved at tro. Når han ikke fik det, han bad om, kunne han ikke tro. Hans barnetro blev ædt op af tvivl.Han er sikkert ikke den eneste, der har det sådan. Samtidig oplever vi eller andre, at selv alvorlige sygdomme helbredes ved bøn, og at andre problemer overkommes ved hjælp af bøn. Vi ser altså, at begge dele sker.
Så hvordan hænger det sammen?
Min egen erfaring er, at så længe vi tvivler, kommer vi ingen vegne. Vi bliver tværtimod bekræftet i vores tvivl, for ingenting kan gro i en atmosfære af tvivl. Det er som en spiral, der trækker os nedad.

Selvom…

Skal man så bide tænderne sammen og ”tro” intenst? Nej, for det er slet ikke at tro. At tro er at hvile i det, man beder om, fordi man har tillid til ham, man beder til.
Da Daniels tre venner blev smidt i ildovnen, troede de, at Gud ville redde dem.
– Men, tilføjer de, selv om han så ikke redder os, så vil vi alligevel tro på ham.
Her er det ikke længere os, der stiller Gud på en test, som om vi kunne bestemme, om han er til. Om vi tror eller ej, ændrer ikke på Guds eksistens, kun på vores egen.
Men Daniels venner kaster sig ud i tro. De tror, at Gud endda vil redde dem mirakuløst, selv om det menneskeligt set er umuligt. Men selv om han så af en eller anden grund, som de ikke forstår, ikke gør det, så vil de holde fast – for han er jo den eneste sande Gud alligevel.

Trosspiralen

Når vi vælger at tro – selv om dit og dat ikke går efter vores hoved – fordi vi har tillid til ham, så begynder vi at få stadig flere svar på vores bønner! Vi vokser i troen. Vi er kommet ind i den gode troens spiral, som løfter os opad. Vi får mod til at bede om hvad som helst – ikke som en test, men i tillid.
Fordi vi kender ham som en god far, der gerne giver os det allerbedste. En god og trofast ven, som vi ikke altid forstår, men som vil os det bedste. Han har sine planer. Han har sin tid. Får vi ikke det, vi beder om nu, så er det måske fordi, vi skal lære noget, modnes, vokse eller senere skal få det, der er bedre.
Så vælg, at du vil tro – selv om. Og troen vil løfte dig op.

Leave A Reply

Your email address will not be published.