Kristen i 1. verdenskrig

Niels skrev næsten daglige breve til sin elskede Anna, der passede gården og møllen derhjemme.

En dag dukkede et bundt gamle breve op i landsbyen Brændstrup i Sønderjylland. Brevene var sendt af en lokal møller og landmand, Niels Jensen Skov, under hans tid som dansksindet tysk soldat på Vestfronten i 1. verdenskrig.

De havde ligget på loftet i et hus, og brevene kom først frem, da taget på det gamle hus blev skiftet. Familien kunne nu glæde sig over at læse de mange breve fra den mørke tid, hvor 35.000 sønderjyder blev sendt i tysk krigstjeneste.

En del breve og feltpostkort var skrevet på tysk, da der under udstationering nær fronten var stærk censur af soldaternes breve, og de danske sønderjyder måtte ikke skrive hjem på dansk. Niels måtte heller ikke opgive nøjagtige stednavne i brevene, så hærens bevægelser kunne følges af fjenden.

Troen betød alt

Brevene bekræfter endnu engang, at troen betød meget mere for de unge mænd, end man får indtryk af ved at læse romaner og se film om krigens tid. For disse er som regel renset for det religiøse aspekt. Men i denne brevsamling kan man læse brev efter brev, hvor Niels skriver hjem til sin unge kone om, hvor meget det betyder for ham at tro på Gud og Jesus.

Faktisk indeholder brevene ikke så mange andre oplysninger om krigens gang. Det kan skyldes, at Niels ville skåne familien for at læse om alt det forfærdelige. Niels har heller ikke som menig soldat vidst, hvad der foregik udover det, han selv var med i. Niels havde også den fordel, at han blev sendt i køkkentjeneste. Og dermed var hans plads ikke helt ude i fronten, hvor så mange tusinde blev dræbt eller lemlæstet.

Jeg har selv studeret min bedstefars dagbog og breve i forbindelse med, at jeg skrev bogen ”Jes i Krig”. Derfor er det overraskende for mig, at Niels kunne modtage en stadig strøm af madvarer fra sin kone. Det var åbenbart muligt at sende både smør, flæsk, kaffe og andre gode ting til soldaterne. Og Niels fik de fleste af pakkerne. Ind i mellem skriver han til hustruen, at nu kan hun godt vente lidt med at sende mere, for han har rigeligt.

Taknemlighed præger i det hele taget hans breve. Teksterne viser, at hans tro ikke var overfladisk, for han citerer ofte bibelvers, han kender. Han erfarede Guds omsorg og bevarelse i krigen og kom hjem i god behold. Grundlæggerne af Balkan Missionen, Gerda og Niels Arne Skov, som tilhørte familien, sørgede for, at brevene blev skrevet af. De er nu udgivet i bogen ”Breve & postkort fra skyttegravene”, som kan købes hos balkanmission.dk.

Comments are closed.