Du kan ikke forbedre samfundet, når du selv lever i mørke. Det fik Abubakar at vide af en lysende skikkelse i en drøm. Med tre bibelvers viste englen ham vejen til et liv i lys – og uden frygt for dæmoner, helvede og fremtiden. I Abubakars stamme i Afrika var der for et par år siden ingen kristne. Alle var muslimer. Men sådan er det ikke længere
Selv om de alle var muslimer, så var det ikke den rene islam. Der var en masse okkultisme blandet ind, og de lokale magikere, malabuerne, havde stor magt. Man kalder den afrikanske islam syd for Sahara for sort islam af flere grunde.
– I 1996 kom der nogle muslimske palæstinensere, som forsøgte at hverve selvmordskandidater til deres terroraktioner, fortæller Abubakar.
– Palæstinenserne søgte efter utilfredse og vrede unge mænd og bildte dem ind, at selv våben og eksplosioner ikke ville skade dem på grund af deres tro og den dæmoniske magi, som de også opsøgte for at nå deres mål.
Men Abubakar var slet ikke interesseret i den slags. Han var idealist og ønskede at gavne sit samfund med brøndboringer og udviklingsprojekter.
Abubakar uddannede sig som agronom. Han var også korrespondent for en avis for landmænd. I et par år arbejdede han som skoleleder. Han stiftede en forening af unge fremskridtsvenlige agronomer og dyrlæger og var også med til at oprette en lokal udviklingsorganisation og en sparekasse.
Det meste af tiden arbejdede han med landsbyudvikling for en katolsk hjælpeorganisation, som ansatte ham til trods for, at han var overbevist muslim.
– Jeg var med til at organisere muslimsk evangelisation i 40 dage. Jeg talte i moskeerne efter fredagsbønnen og opfordrede tilhørerne til at skille sig ud fra de vantro, og vi fortsatte hele weekenden med at gå fra dør til dør.
Vi var under indflydelse af nogle muslimske lærere fra Pakistan. De fortalte os om den oprindelige rene islam.
Derfor prædikede jeg engageret om, hvordan profeten Muhammed havde kæmpet for islam og jeg opfordrede mine landsmænd til også at kæmpe for islams udbredelse og gøre op med deres halvhjertethed og okkultisme, fortæller Abubakar, der dog selv var meget bange for dæmoner.
Hemmeligheden
– Men en dag kom en af mine barndomsvenner, Adi, hjem fra nabolandet. Han var også agronom. Min ven sagde, at han ville fortælle mig en hemmelighed, men jeg måtte sværge på Koranen, at jeg ikke ville angive ham til nogen.
– Har du da slået et menneske ihjel? spurgte jeg. Nej, det havde han ikke. Til sidst sværgede jeg med hånden på Koranen, og han fortalte:
– Jeg har arbejdet hos en kristen forretningsmand. Jeg lagde mærke til hans gode moral og den måde, han behandlede sine ansatte på. Jeg så, at han betalte tiende af alt det, han tjente, og jeg blev interesseret i hans tro. Nu er jeg blevet overbevist om, at kun Isua (Jesus) kan frelse os.
Min ven argumenterede systematisk, også ud fra Koranen, for at hans tro var rigtig. Jeg lyttede interesseret, og jeg gik også på skrømt med på det han sagde, fordi han mente at kunne skaffe udviklingshjælp fra sin kirke. Men indvendigt tænkte jeg, at han var en frafalden, og jeg var bestemt ikke overbevist om, at jeg selv var en synder.
Kort efter omkom min ven desværre i en bilulykke, så jeg droppede det med Jesus.
– Jeg forsøgte at skaffe penge til mine projekter fra alle mulige sider, men det mislykkedes. En aften havde jeg en drøm. Jeg så en lysende skikkelse, som sagde til mig:
Hør, Abubakar! Du vil forbedre samfundet, men det vil ikke lykkes dig. For du har afvist lyset. Hvis du vil forbedre samfundet, så må du selv være i lyset og vide, at du også er en synder.
Og så nævnte han tre steder i Ny Testamente, som jeg skulle læse og følge. Det var Romerbrevet 3, 23; Rom. 10,9 og Jakobs brev 1,5.
Derefter vågnede jeg og kunne ikke sove mere. Hele natten var jeg vågen.
Om morgenen tog jeg det Ny Testamente, som min ven havde givet mig. Jeg havde aldrig læst i det, men nu slog jeg versene op:
I det første stod der: Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud.
I det andet stod der: For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.
I det tredje stod der: Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.
– Nu forstod jeg, at alle var syndere, og at jeg også var det og havde brug for frelse. Jeg forstod, at kun Jesus kunne frelse, og at alt sker ved Guds nåde.
Jeg opsøgte en kollega. Jeg spurgte ham, om han vidste, hvordan de kristne bad. Det viste sig, at han var kristen. Han lærte mig Fadervor og sagde, at sådan skulle man bede: Altså først henvende sig til den eneste Gud som en far, dernæst bede om, at hans vilje må ske, bede for dagligt brød og tilgivelse, bede om beskyttelse imod det onde og til sidst ophøje Guds navn.
Jeg ville gerne vide mere, men det var under fastemåneden Ramadan. Så vi aftalte at mødes hemmeligt ved midnat. Vi læste sammen Johannes evangeliet og 1. Mosebog og gennemgik et systematisk bibelkursus.
Abubakars første kone var død barnløs af tuberkulose efter tre års ægteskab.
Også hans andet ægteskab blev arrangeret af en onkel, som det er skik i hans stamme. Han så dog et glimt af hende en uge før bryllupsdagen, mens mange først ser deres kommende ægtefælle på selve bryllupsdagen, når hun afsløres.
Men Abubakar ville være sikker på, at hun ikke giftede sig imod sin vilje.
Hun var 17 og han var 25 år. Hun blev valgt af en onkel, fordi hendes mor havde et godt rygte. Så regnede man med, at datteren også var arbejdsom og underdanig.
– Men jeg behandlede ikke min kone som min tjener, sådan som det er opfattelsen i Koranen. Jeg havde læst i Bibelen, at kvinden er ét med sin mand og ligesom en del af hans egen krop. Derfor viste jeg hende respekt og hjalp hende med arbejdet, når hun var træt, selv om det var kvindearbejde. Jeg delte i modsætning til de andre mænd mine tanker og problemer med hende, fortæller Abubakar.
– Min kone blev nysgerrig og ville vide, hvorfor jeg var anderledes. Jeg fortalte hende så, at det var fordi jeg troede på Jesus. Hvis hun ville skilles, ville jeg acceptere det. Men hun besluttede at blive, fordi hun følte sig godt behandlet.
Senere, da jeg var i fængsel, besøgte hun mig hver måned.
– Jeg arbejdede nu i et kooperativ i et naboland. Da lederen ikke ville betale mig løn, fordi jeg var udlænding, klagede jeg til arbejdstilsynet. I stedet for blev jeg næste morgen hentet af politiet og smidt i arresten på falske beskyldninger.
Der gik 16 dage, inden jeg kom for en dommer, og derefter røg jeg 5 måneder og 10 dage i fængsel. Jeg sendte en muslimsk ven efter nogle dokumenter på min værelse. Men da han fandt kristen litteratur, fortalte han det til alle og enhver. Min egen familie og mine muslimske venner slog hånden af mig, fordi de betragtede mig som en frafalden. De opfordrede endda min svigerfar til at hente sin datter, men han afviste dem og sagde, at enhver måtte tro, som han ville. Så spurgte han sin datter, hvad hun ville, og hun sagde, hun ville blive hos mig, selv om jeg nu var i fængsel.
I to måneder havde jeg ikke kontakt med nogen. Men nogle kristne kom og styrkede mig i ensomheden. De bragte mig litteratur og sørgede for, at jeg kom til at arbejde for Malteserordenens hjælpearbejde i fængslet, så jeg kunne sende lidt løn hjem til min kone, som ventede vores første barn. Jeg læste meget i Bibelen, og Gud talte til mig i denne svære tid.
– En af de andre fanger var også kristen, og vi bad meget sammen. Han var blevet uskyldigt fængslet, fordi en muslim havde snydt ham og var stukket af med en hel landsbys penge til Saudi Arabien. (Så kunne han nemlig vende hjem som Alhajii en hellig respekteret mand, fordi han havde været på pilgrimsrejse til Mekka
)
Til gengæld sad min uskyldige ven nu i gældsfængsel uden udsigt til at slippe ud.
Men jeg havde læst om, hvordan bøn fik fængslets porte til at åbne sig for Peter og Paulus. Så vi bad og fastede i en hel uge for at Gud skulle røre svindlerens hjerte. Og tænk, efter den uge kom han virkelig tilbage fra Saudi Arabien og fortalte dommeren, at min ven var uskyldig!
Selv slap han for straf ved at bestikke dommeren. På den måde blev min ven endelig løsladt – på grund af vores bønner.
De kristne sørgede også for en advokat, som til sidst fik mig løsladt.
Mine egne muslimske venner og endda familien havde svigtet mig, da jeg var uskyldig fængslet. Det overbeviste mig om, at det var hos de kristne, jeg havde mine ægte brødre og søstre.
Samtidig tog Gud al min frygt for fremtiden. Jeg indså, at hvad der end skete, så ville Gud altid være hos mig, og vi kristne ville stå sammen.
– Tidligere frygtede jeg for dæmonerne og det okkulte. Muslimerne tror også på dæmoner, som er nævnt i Koranen, men de ved ikke, hvad de skal stille op med dem. Efter at jeg lærte Jesus at kende, frygter jeg ikke dæmonerne. Jeg véd, jeg kan befale over dem i Jesu navn og autoritet, smiler Abubakar sejrsikker.
– Tidligere havde jeg en frygtelig angst for, at jeg ikke havde gjort nok gode gerninger til at blive frelst. Som muslim er man aldrig, aldrig sikker. Hele mit liv var fyldt af frygt. Men nu ved jeg, at jeg er frelst af Guds nåde og trygt kan dø i tro på Jesus.
– Det er et helt andet liv! Det er helt forskelligt fra før. Derfor ønsker jeg så brændende, at alle i min stamme skal have mulighed for at kende sandheden og blive frelst ved tro på Jesus.
I dag arbejder Abubakar (som i virkeligheden har et andet navn) i en udviklingsorganisation. Ved siden af holder han hemmeligt kontakt med 38 muslimer, som er spredt rundt i hans stammes område.
I løbet af de sidste par år er de, ligesom han, blevet overbevist om, at Jesus er vejen, sandheden og livet.
– De lever hemmeligt i et samfund, hvor det kan koste dem livet at bekende deres tro. Når de bliver nødt til at gå i moskéen, ber de i stedet til Gud og Jesus. Nu og da betror de sig til en nær ven, som først har sværget, at han ikke vil angive dem.
På den måde vokser antallet i det stille. Som sennepsfrø. Det ser måske småt ud med kun 38 kristne i en stamme med hundredtusinder. Men vent og se, hvad der er sket om bare fem år. For Helligånden virker med gennem drømme og mirakler.