Iben Tranholm siger nogle tankevækkende ord i denne uges interview. En af hendes observationer er, at det danske samfund er blevet stadig mere intolerant overfor mennesker med en religiøs tro.Kampen står mellem dem, der vil have Gud med, og dem, der vil have Gud ud af samfundet, siger hun.
Disse ord er værd at tænke over, nu hvor Nazar Khadar har stiftet sit nye parti. Få ved, hvad dette parti af utilfredse fra andre partier vil stå for i praksis.
Også nogle kristne er så begejstrede for Khadars kamp imod islamisterne, at de glemmer, hvilke konsekvenser det har for vores samfund, hvis mennesker med en religiøs holdning lægges for had.
Vi får nemlig – har det allerede vist sig – en intolerant og mistænksom ånd ind på alle niveauer. Vi bliver fjendtligt stemte, i stedet for at vi prøver at forstå hinanden.
For Iben Tranholm vækker den nuværende hetz imod religiøse mennesker minder om 30ernes Tyskland, hvor jøder blev gjort til syndebukke og forfulgt.
Det er forståeligt, at mange danskere frygter islam og ikke vil lade islamisk kultur få lov at brede sig uhæmmet i Danmark på bekostning af de kristne værdier, som vi har opbygget vores samfund efter.
Men alt for ofte bliver denne kamp blot til en ukristelig hetz imod muslimer, der ønsker at holde fast i deres klædedragt og moralske holdninger.
Hvorfor må de ikke det? Hvad er vi for nogen janter?
Lad dem dog beholde deres tørklæder og moral.
Hvis vi kan tolerere al mulig verdslighed og umoral, så kan vi vel også tolerere en muslimsk moral, selv om den er anderledes end den noget ramponerede danske.
I dag skal vi ikke blot se på højre-venstre i politik og spekulere på at bevare eller vælte den nuværende regering. Vi bør i stedet vurdere politikere og partier efter deres moralske holdninger og efter, hvor tolerante de er overfor mennesker, der har en tro.
Ønsker de Gud ud af samfundslivet, hvorfor skulle vi kristne så støtte dem?