En helt speciel smed i Fredericia

I den smalle Bjergegade i Fredericia, ligger en gammel smedje i en baggård, som stammer helt fra Frederik IIIs grundlæggelse af byen i 1650. Og her får smeden Bjarne ’Jernsø’ Sørensen og hustruen Hanne ofte besøg af turister. For stedet er helt specielt!

Vi står i Bjarnes smedje, som ligger i en af de gamle ”avlsbrugergårde” i Fredericia.
– Laden dernede er helt fra 1728, og den var helt faldefærdig, da jeg overtog den. Her til venstre var der kostald og desuden boede karlen her i et sølle rum. Men det var trods alt opvarmet af dyrene, fortæller Bjarne.

Fæstningsbyen
– Militæret i Fredericia havde brug for bønder, der kunne forsørge fæstningsbyen med mælk, brød og kød. Så Kongen nedlagde simpelthen de tre landsbyer Ullerup, Hannerup og Hyby i nærheden og tvangsflyttede 300 landbofolk til byen i 1651. De fik i stedet marker udenfor voldene, og om aftenen trak de deres køer og andre dyr ind gennem Prinsens Port og gennem gaderne. Det fortsatte helt til 1964.
Da Fredericia blev stormet og lagt i ruiner af svenskerne i 1658, flygtede bønderne. Men Kongen lokkede dem tilbage senere med privilegier, der stillede dem bedre end i bønder og borgere i nabobyerne Vejle og Kolding.

Huguenotterne
– Kongen kunne ikke få folk til at bo i fæstningsbyen, så han inviterede italienske, tyske, hollandske, franske og belgiske håndværkere og handelsfolk hertil. Senere fik kongen en gruppe kristne reformerte huguenotter hertil i 1719-1720. Og de var rigtig gode til effektivt landbrug og bragte mange andre gode ting med sig, fortæller Bjarne Sørensen.
Det er huguenotterne fortjeneste, at der kom nye afgrøder som kartofler og tobaksavl til Danmark. Tobakken fra Fredericia blev frem til 1814 stærkt efterspurgt af tyske tobaksfabrikker. Og Fredericia blev hovedbyen for tobak.

Populær fortæller
Bjarnes gård er en af de få velbevarede i byen, og han er en populær fortæller, når krydstogtskibene lægger til og gæster på bagårdstur skal se den gamle bydel.
– Når de står her på de smukke brosten fortæller jeg dem, at de står midt på den gamle mødding, griner Bjarne og han peger også over i hjørnet, hvor de gamle lokummer stadig er bevaret – af historiske grunde.
– Om natten kom natmandsfolkene jo og hentede indholdet. Sådan gjorde man i de gamle byer, før man fik ordentlige kloakforhold.
En dag kom en ældre dame og fortalte, at hendes far havde været natmand. For byrådet stoppede først natmandsordningen i 1964. Da var der stadig 104 lokummer i byen, der blev tømt om natten.
Og en anden dame på min alder fortalte, at hun som barn kom til at sætte en spændeskive på fingeren. Hun kunne ikke få den af, så hun måtte op til smeden – som var min far. Da han havde fået den af fingeren, tog han pungen op og gav hende en 25-øre, fordi hun havde været sådan en stor pige. Det glemte hun aldrig.

Bjarne Sørensen med noget af smedens traditionelle værktøj

Brødknive under krigen
– Min far startede smedjen i 1942 under 2. verdenskrig. Der var mangel på alt, bl.a. brødknive. Så min far begyndte at fremstille nogle brødknive og hækkesakse af stål fra nogle Ford T-affjedere, og det blev så det alsidige smedehåndværk, jeg blev udlært i.
Smedjen lå i den nederste del af hestestalden. Men der var ikke plads. Så vi stod her ude i gården i al slags vejr og svejsede. Der er gået omkring 600 tons stål gennem porten her! fortæller Bjarne Sørensen, som nu er over 80.
– Som ung ville jeg hellere ud at sejle. Min far var tosset og gav mig et par på skrinet, for jeg var ikke fyldt 14 år. Men jeg var jo stædig, så jeg var med på to ture til Casablanca i Afrika. Men da jeg kom hjem, vidste jeg 100 pct. at jeg ville være smed.
– Jeg gik altid her på gården og kalkede og ordnede ting, og i 1975 fik jeg lov at købe gården af de tidligere ejere, som var de sidste avlsbrugere i Fredericia. De boede i forhuset, hvor der var kornloft over. Der var krav om, at der skulle være tegltag på husene i stedet for stråtag, så fæstningsbyen ikke brændte, når den blev angrebet.
Gaderne er også helt lige, så kuglerne kunne ryge lige igennem og gøre mindst skade.
Her i disse små bygninger var der også grise og høns, og et vaskehus, fortæller Bjarne.

Bjarne Sørensen varmer jernet op i den glovarme esse.

Kunstner i jern
Bjarne er gennem årene blevet kendt som en smedejerns-kunstner. Han kan ikke blot tegne fantastisk, han kan også fremstille de fineste jernvarer, nogen gange også guldbelagt, og det har byen sat pris på. Blandt de opgaver, han har fået af byen, var at smede en nøgle til Prinsens Port.
– Da tyskerne angreb byen i 1864, stjal en ung løjtnant Wrangel den store nøgle til Prinsens Port. For nogle år siden var Dronningen og prins Henrik på besøg i Tyskland, og op af skuffen kom nøglen – efter 144 år, fortæller Bjarne, der blev bedt om at lave en nøjagtig kopi. Prins Henrik kom og låste porten op, fortæller Bjarne, som viser nøglen frem.
Fornylig lavede præsterne i byen noget bibel-teater om ”Jesus på Volden” sammen med skolebørnene. Her skulle de bruge en stor nøgle til fangevogteren, som vogtede Johannes Døberen, så Bjarne smedede selvføllig en ansegelige nøgle, der kunne levendegøre beretningens alvor, så børnene altid vil huske den spændene bibeldag på volden. Bjarne har smedet mange mesterværker til kirker og flotte bygninger, til byens torv, havn og teater. Ja, endda til en luksusliner har han fremstillet syv imponerende lyssestager. Når tyve har stjålet noget antikt smedearbejde på en mur eller ødelagt en smedejernslåge med monogrammer, ringer man efter Bjarne og spørger om han kan smede en kopi.
Engang havde tyve stjålet et afløb, der var formet som en elefantfigur. Det sad 4 meter oppe på et smukt hus.
En Gede som sad 45 meter oppe på et spir ved torvet blev også restaureret med nyt hoved og findder.
– Ved genmontering sørgede jeg for, at den kun kunne skrues på, så den – i modsætning til tidligere – kunne ses af borgerne nedefra. Ellers var der jo ikke megen idé i, at den hang deroppe.
Jeg lagde også lidt guld i øjet, så den i solskin kunne blinke til dem, der fik øje på den, fortæller han. Og sådan er der utallige historier. Det ville bogstaveligt talt fylde en tyk bog blot kort at remse alle de kunstneriske opgaver op, som Bjarne har arbejdet med i sit lange liv.
Fx har han lavet gitre og låger med monogrammer til Grundfos-familien Due-Jensens herregård.
Da han afleverede værket, fik Niels Due Jensen lidt blanke øjne. Og det får Bjarne næstren også, når han fortæller om det.
– For tænk, at de har ca. 20.000 ansatte blobalt, og så ringer de efter sådan en lille smed som mig. Er det ikke vildt?

Når jernet er gloende kan det bearbejdes med en hammer på ambolten.

Smeder som i 1700-tallet
Ofte stilles der krav om, at smedearbejdet skal udføres på samme gammeldags måde, som da antikviterene blev smedet. Dvs. at der ikke må bruges moderne hjælpemidler.
– Det vil sige, at man bruger armbolten og forhammer. Man locksmeder hullerne ved at slå dem igennem det gloende jern. I dag kan man jo standse huller igennem med mange tons tryk. Og jeg har også selv været heldig at købe en sådan maskine på en auktion. Men den må ikke bruges, når der bestilles opgaver fra fx Arv og kulturstyrelsen.
Det er et hårdt arbejde. Og nu må jeg ikke mere siger Hanne, smiler smeden og tilføjer, at man kan se film om det på hans hjemmeside jernsø dk. som hans søn har lavet.
Bjarne har selv udlært sine tre sønner. Og datteren har lært sig selv at knible.
– Dejligt med de mange gaver vi er velsignet med.

Lærte at sige nej
Bjarne har også haft store arbejdsopgaver med tons-tunge konstruktioner, og der skulle ofte bruges flere ansatte. Og ind i mellem kunne det være svært at overkomme de mange opgaver.
– Jeg sagde ja til for meget, og det hændte, at jeg måtte gå om bag huset og bede Gud om at hjælpe mig igennem.
Og Herren sendte en stor entreprenør i byen, som lærte mig, at gøre ligesom i Bibelen, hvor der står at vores tale skal være ja, ja og nej, nej. Det vil sige, at når vi siger ja, så skal vi også gøre det. Så det gælder om ikke at sige ja, hvor man skulle sig nej, for det kan få store konsekvenser for én selv og for andre.
– Mens entreprenøren var på besøg, ringede en velanset arkitekt og spurgte, om jeg kunne udføre en spændende opgave. Jeg var en ung mester på 23 år og meget beæret over opringningen. Jeg synes næsten ikke, jeg kunne være bekendt at sige nej tak. Men fordi vi netop havde talt om det, sagde jeg, at jeg desværre måtte sig nej tak, fordi jeg havde for meget arbejde. Og arkitekten roste mig faktisk for at sige nej. I det øjeblik blev byrden løftet af, og min glæde var stor.

Penge kom 5 minutter i 4
– Vi havde jo også mange penge ude at svømme. Engang var der tre entreprenører, der gik konkurs på samme dag…! Men Herren førte os igennem, som Moses ved Det Røde Hav.
Mine folk skulle jo have deres ugeløn kontant. Men engang havde jeg ikke penge i kassen til at give dem løn, for jeg havde jo ikke fået skrevet regninger ud.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Så jeg gik ned bagved laden og bad Gud om hjælp. Så fik jeg en indskydelse om at gå ud til vejen. Da jeg stod derude tænkte jeg: Hvad laver du her?
Men pludselig kom en bil forbi og manden rullede vinduet ned og sagde: Jeg skylder dig jo for det arbejde, du har lavet. Jeg har lige fået de her penge. Værs’god! Så kommer jeg forbi en anden dag og får lavet en regning. Og så kørte han. Og jeg kunne gå ind i gården og betale mine folk – fem minutter i fire. Jamen altså! Hvad andet kan man sige end tak og lov?
Det har været et meget travlt – men rigt – liv med mange udfordringer. Man kunne nok dumme sig ind i mellem Osv. Men Gud hjælper os alligevel, konkluderer Bjarne.

Bjarne og hustruen Hanne i deres hyggelige hjem i Bjergegade i Fredericia.

Frygt ikke! Fortvivl ikke!
Hanne og Bjarne blev for alvor troende, da vi var et ungt par.
– Vi var gift og havde lige fået vores andet barn. Bjarnes far lå for døden, og vi kunne ikke komme i kontakt med ham. Men da vi fortalte, at vi havde fået en lille pige, sagde han med glæde: ”Har I…?!”, og så hørte vi ikke mere til ham. Han døde 8 dage senere, fortæller Hanne, da vi sidder ved køkkenbordet.
– Dérefter begyndte vi at komme den apostolske frikirke her i byen, og dér har vi fået mange venner og oplevelser. Det største, vi oplevede, var at blive fyldt af Helligånden.
– Vi har også selv været med til at bede for mennesker, der havde problemer – lige her ved køkkenbordet. Menge er kommet her. Nogle kalder stadig Hanne for ”mor”. Og jeg har også selv haft brug for, at nogen bad for mig, fx om mere frimodighed, tilføjer Bjarne ærligt.
– Engang, hvor der var alt for meget at tænke på, spurgte jeg prædikanten Jens Peter Petersen om at bede for mig. Han sagde: Gå hjem og læs kapitel 41 i Esajas bog i Gamle Testamente. Den handler også om håndværkere, og om smeden, som slår på armbolten. Et vers talte særligt til mig. Det lyder: ”Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast.”
Det vers har talt til mig livet igennem. Jeg har også givet det til andre, som havde behov for at vide, at Gud griber deres hånd, fortæller den gamle smed.
– Engang kom der en ung kvinde til vores dør og spurgte om hjælp. Hun havde sammen med kammeraterne leget ”Ånden i glasset”. Og det, hun troede var en selskabsleg, blev et mareridt. Ånden forfulgte hende.
– De sagde nede i gaden, at jeg skulle gå op til smeden, for han kunne hjælpe mig, sagde hun.
Så vi bad for hende, og hun slap fri af den onde ånd. Hun tog imod frelse fra Jesus. Og hun kom her et års tid, hvor vi underviste hende om troen. Og det holdt! For hvert år på den dag ringer hun og siger glad: ”Det var jo idag!” Selv om det nu er 35 år siden.

Indtil de grå hår
– Du er jo faktisk en kunstner…
– Jeg tror bare, jeg har fået en gave til at kunne nogle ting.
Og engang, hvor jeg læste om, hvordan Moses fremstillede tabernaklet under ørkenvandringen, læste jeg, at Gud fortæller Moses, hvilke håndværkere, han skal bruge. Han nævner nogle ved navn og siger, at han har indblæst sin ånd i dem, så de kan udføre kunsthåndværk. For mig betyder det, at vi er kendt af Gud. Han kender os ved navn, og Gud har indblæst noget af sin ånd i os, så vi kan meget mere, end vi ellers ville kunne.
– Du er nu over 80 år. Hvad med fremtiden?
– En person, der har inspireret mig er Kaleb i Bibelen. Han var sammen med Josua om at erobre det forjættede land. Og selv om han var 80, ligesom jeg er nu, så var han klar til at indtage et bjergområde.
Der står også i Esajas 46,4, at Gud bærer os, fra vi er unge, ”ja indtil de grå hår”. Det er dejligt at vide, slutter Bjarne ’Jernsøe’ Sørensen taknemlig og glad for sit liv.

Overalt i Fredericia finder man smukke smedejernsarbejder, som Bjarne “Jernsø” Sørensen har udført.

Comments are closed.