Gamle søkort vælter teorier

I før-historisk tid (før syndfloden) havde vores forfædre en
avanceret viden om jordens geografi, som efterhånden forsvandt
– indtil den blev genopdaget i moderne tid.I 1929 opdagede man i det kejserlige palads i Istanbul (det tidligere Konstantinopel) et gammelt verdenskort.

Piri Re’is kort over verden fra 1513. Her ses Afrikas og Sydamerikas
kyster med rigtige gradtal
– og Sydpolen uden is.

Det var angiveligt tegnet i 1513 af den tyrkiske admiral Piri Re’is på pergament. Det mærkelige var bare, at kortet gengav Sydamerikas og Afrikas kyster med de rigtige længdegrader – noget man først kunne århundreder senere…!
Der var imidlertid ikke tvivl om, at Piri Re’is virkelig tegnede kortet i 1513. Og han angav tilmed, at han havde tegnet kortet på baggrund af tyve endnu ældre kort. Nogle af dem skulle stamme tilbage fra Alexander den Stores tid (ca. 356-323 f. Kr.).
Noget tydede på, at disse kort var kommet til Konstantinopel fra Alexandria, hvor Ptolemaios oprettede sit store bibliotek ca. 300 før Kristus, hvor han samlede årtusinders hengemte visdom fra alverden.

– Kunne det tænkes, at vores forfædre endnu længere tilbage havde en meget mere detaljeres viden om jordklodens længde- og breddegrader, som langt overgik, hvad man kendte til i Middelalderen? En avanceret viden, som var gået tabt for årtusinder siden.
Denne tanke lancerede kaptajn Arlington H. Mallery, som efter en fremragende karriere som ingeniør, navigatør, arkæolog og forfatter havde viet nogle år til at studere gamle søkort, specielt vikingekort over Grønland og Nordamerika.

Efter at have studeret kortet var han overbevist om, at den sydligste del af Piri Re’is kort også viste fjorde og øer på det nu tilfrosne Antarktis.
Denne tanke var endnu vildere. For hvis kortet kunne vise, hvordan Antarktis så ud, før isen lagde sig, så måtte kortene være tegnet på et tidspunkt, hvor Antarktis var i hvert fald delvis isfrit. Og ifølge de almindeligt antagne udviklingsteorier skulle dette være sket for mindst 100.000 år siden, og det var helt usandsynligt, at de kort, Piri Re’is byggede på, kunne være så gamle. Mere sandsynligt var de måske 2-3-4.000 år gamle. Og i så fald var isen på Antarktis heller ikke ældre.

Fageksperterne afviste naturligvis teorien, som fuldstændig slog deres egne teorier omkuld, men de kunne heller ikke komme med en bedre forklaring.
Det kunne imidlertid professor Charles Hapgood. Han gennemgik sammen med sine studerende ved Keene State College i flere år Piri Re’is kort sammen med adskillige andre meget gamle sø- og landkort.
Selv om de gamle kort umiddelbart så ud til at være fortegnede, så viste det sig, at de blot brugte et andet system. Det lykkedes Hapgood og de studerende at finde et mønster, hvorefter disse kort var tegnet, så de kunne overføre dem til vores længde- og breddegrader. Og det viste sig, at disse ældgamle kort så var forbløffende præcise.
Professor Hapgood samlede allerede i 1966 kortene og gennemgik dem i sin bog: ”Maps of the Ancient Sea Kings”, som senere er gennemtrykt i mange oplag og er genudgivet for få år siden. Desværre endnu ikke på dansk.

Hapgood konkluderer bl.a. efter sine intense studier af et kinesisk kort, der svarer til de andre kort, at denne avancerede viden om breddegrader hos vores forfædre, var den samme i hele den daværende verden:
– Bevismaterialet i dette kort tyder på, at der i meget gamle tider eksisterede en verdensomspændende civilisation, hvis kortmagere faktisk indtegnede hele kloden på et ensartet fælles teknologisk niveau, med de samme metoder, samme viden om matematik, og formentlig de samme instrumenter. (Side 145).
Den viden om inddelingen af jorden i 360 grader, som vi først meget senere nåede frem til efter Middelalderen i Europa, kendte babylonierne allerede 1-2.000 år før Kristus og fønikerne i det nuværende Libanon måske allerede 1-3.000 år før Kristus. (Havnebyen Byblos menes at stamme fra ca. 3.000 f. Kr.)

– Men babyloniernes videnskab var muligvis arvet fra en meget ældre kultur, skriver Hapgood (side 185).
Hvad det så kunne være for en kultur, kommer professor Hapgood ikke med noget svar på. Men denne civilisation i før-historisk tid – dvs. længere tilbage end 5.000 år – havde altså på nogle områder en mere avanceret viden end vi har i dag.
Hvilken civilisation kunne det mon være?

Hvis man læser de allerførste 10 kapitler af Bibelen, så fortæller denne ældgamle kilde netop om en sådan højtstående kultur. Den eksisterede på jorden forud for den store Syndflods-oversvømmelse, som bogstaveligt talt begravede denne civilisation.
Det var en civilisation, hvor klimaforholdene var helt anderledes på grund af en ”hvælving oventil”, formentlig et lag af is og damp i atmosfæren uden om jorden. Dette klima medførte, at menneskene åbenbart kunne leve længere og muligvis var større. Iltindholdet i rav fundet med bobler i tyder på et højere iltindhold før oversvømmelsen, hvilket kan have betinget en højere intelligens. (Meget mere detaljeret om dette i bogen ”Noahs Ark – fundet igen?” Scandinavia 2004.)
Også den babylonske historiker Berosus, som levede ca. 350 f. Kr., fortæller om den store oversvømmelse, som findes omtalt i stort set alle folks historiske myter, men alligevel kategorisk benægtes ifølge udviklingsteorien. Berosus skriver imidlertid, at babylonierne fik besked på at ”grave tavlerne op” med den hengemte viden fra før Syndfloden. Her er måske forklaringen på, at babylonierne havde denne avancerede viden, indtil deres kultur gik i forfald.

Grønland med bjerge og et fladt område midt på, som senere også har vist sig at findes under isen ved seismiske målinger.

Hapgoods bog fortæller bl.a. også om de venetianske Zeno-brødres kort over Nordatlanten. Han konkluderer, at de i Middelalderen ikke selv kunne have tegnet disse kort, fordi man dengang manglede viden om breddegrader. De har kopieret deres kort ud fra meget ældre kort. Og det er netop kendt, at en del af kortene fra Alexandria biblioteket havnede i Venedig.
Af Zeno-kortet fremgår det, at Grønland ikke er en ø, men flere øer. Og der er bjerge indtegnet, selv om Grønland ifølge de gængse udviklingsteorier skulle have været dækket af is i omkring 80.000 år. (Dette bygger man bl.a. på de mange lag, der findes i isen, idet man går ud fra, at hvert lag repræsenterer et år, og ikke blot tø og frostperioder, og idet man går ud fra, at de ældste år ikke kan aflæses…!)
Men her er altså et kort fra Middelalderen, som viser Grønland uden iskappen. Og seismiske målinger har da også senere vist, at Grønland netop består af flere øer, ligesom Sydpolen under isskorpen er opdelt med en fjord midt igennem!
Selv om middelalderkortene er tegnet på baggrund af endnu ældre kort, så taler vi formentlig højst om 6.000 år tilbage, mener Hapgood.
Og netop på Grønland, nær Thule-basen, styrtede der under 2. verdenskrig nogle fly ned. De blev hurtigt dækket af sne. Da man senere gravede dem fri, lå de allerede under 80 meter sne. Meget mere end de ifølge udviklingsteorierne skulle. Da sneen på Grønland er ca. 3 km. tyk, tyder fundet altså i stedet på, at isen kun er 4-6.000 år.

Den etablerede videnskab holder endnu fast ved sine teorier. Imens tegner der sig efterhånden gennem Hapgoods bog og gennem ”forbudt arkæologi” af fund, som ikke ”passer” ind i teorierne, et alternativt billede af vores fortid:
Vores forfædre var ikke dumme køllesvingende abemennesker. Der fandtes en højtstående civilisation for ca. 4-8.000 år siden, som blev udslettet ved en oversvømmelseskatastrofe, som er omtalt i næsten alle folks gamle myter, og som vi finder uforklarlige spor efter i dag. De gamle kort tyder på, at verdens geologiske og klimamæssige ”udvikling” slet ikke strækker sig over millioner, men kun få tusinde år.
Fortiden er tættere på og langt mere spændende, end vi troede.