Jo, livet ER et forhindringsløb…!

Vær forberedt på vanskeligheder og lad dem ikke slå dig ud. Lær af dem, så du næste gang klarer det bedre. Og giv aldrig op, rådgiver den kristne management ekspert John Maxwell.- Nogle mennesker forventer, at livet skal være let og uproblematisk. Når de møder en forhindring, bliver de overraskede, vrede og bange, siger John Maxwell, der sammenligner livet med et forhindringsløb.– De synes ikke, det skulle forventes af dem, at de klarede den slags. Så de venter på, at nogen skal fjerne hindringen.
De prøver at finde en genvej uden om den eller giver simpelthen op…
Men mennesker, der har succes, forventer at møde forhindringer. De planlægger efter det.
Det er let at have en positiv indstilling, når alt går glat. Men din holdning bliver først til en forskel, når vanskelighederne tårner sig op, siger Maxwell og nævner fem store forhindringer, som alle mennesker skal lære at tackle og komme over.

1. Modløshed

Den kristne ledelses-guru John Maxwell har undervist over 250.000 mennesker – og hans bøger er udkommet i over 12 mio. eksemplarer. Nu foreligger hans nyeste bog på dansk.

Alle bliver ramt af modløshed engang imellem.
Det gælder om ikke at slippe modløsheden ind i sindet, for så har man tabt slaget. Her er, hvad man kan gøre:
1. Sæt tingene i rette perspektiv. Det, du er trist over, er måske ikke så slemt. Det kunne måske være værre. Meget værre. Kig på det samlede billede, ikke på detaljerne.
Kast kun et kort blik på problemet, men lad være at ruge over det.
Giv ikke andre skylden, men se på, hvad du selv kan gøre. Læg mærke til, hvad mennesker, der lykkes, gør. Ofte ligger der endda en ny mulighed gemt i problemerne.
2. Tal med de rigtige mennesker. Ikke dem, der tager modet fra dig, men nogen, der kan løfte dig op.
3. Sig de rigtige ord. Man kan tale sig selv ned i et hul med sine egne modløse ord. Men man kan også tale sig op af hullet ved at sige (gerne højt) nogle positive ord: Det varer kun en tid – Det kunne være værre.
Som kristne har vi en fantastisk mulighed i at citere gode bibelvers i sådanne situationer. ”Alt formår jeg i Ham, som giver mig kraft” – ”Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig” – ”Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus” – ”Han som har begyndt sin gode gerning i mig vil fuldføre den” – ”Han som er i mig er stærkere end han, som er i verden.”4. Hav de rette forventninger. Fokuser ikke på det, du ikke kan. (Dårlige forventninger.) Men på det, du kan. (Gode forvetninger.)
5. Træf de rette beslutninger. Vi bruger megen energi på at gå omkring den varme grød, i stedet for at få det overstået.
Desuden er det bedre at træffe beslutninger, når vi er ovenpå – når vi er på bjerget end når vi er i dalen. Vi har bedre overblik. Vi kan se næste mål. Vi handler ud fra overskud i stedet for underskud.

2. Forandring

Den anden af de fem store forhindringer, som vi alle møder i livet, er: forandring.
Det kan være en stor vanskelighed for nogle. Man mister altid noget ved en forandring, men man får også noget nyt. Vi frygter det ukendte, men husk på, at alt har været ukendt for dig engang. Forbedringer sker ikke uden forandringer. Det koster noget. Men det er måske ubehaget værd. Forandringer vil alligevel ske, så du kan lige så godt vælge at tage dem positivt.

3. Problemer

Det er vigtigt at forstå, at alle møder problemer. Forudse, at de kommer. Se dem lige i øjnene. Flygt ikke fra dem, fortræng dem ikke, kæmp ikke imod dem – men se problemerne i øjnene og find en løsning på dem.
Hvordan? Skriv f.eks. tre måder at løse problemet på og vælg så den mindst dårlige.
Lær af problemerne, så du ikke skal have det samme problem igen næste år. Et problem kan også være et springbræt.
Min bedstefar ejede 60 tdr. land, men på grund af 1. verdenskrig var han nødt til at sælge det halve fra. Det gjorde ondt, for det var en slægtsgård. Men det viste sig mærkeligt nok, at driften og økonomien blev meget mere givtig med mindre jord og mere kapital.

4. Frygt

Frygt for alle mulige ting – og måske især frygt for frygten selv – lammer os ofte, så vi ikke tænker positivt.
Maxwell opregner de vigtigste ulemper ved frygt:
– den overdriver
– den handlingslammer
– den svækker os
– den spilder vores energi
– den afholder os fra at udnytte vort potentiale.
Prøv at sammenligne frygt med tro:

Frygt: Tro:
Svækker Styrker
Binder Frigør
Lammer Giver kraft
Gi’r mismod Opmuntrer
Gør syg Helbreder

Maxwel giver nogle gode råd til at overvinde eller i det mindste styre frygten.
1. Indrøm din frygt.
2. Find kilden til din frygt.
3. Indse, hvor meget den begrænser dig.
4. Accepter at normal frygt er nødvendig.
5. Ændr din frygt til ønsker. Frygter du at blive afvist? Så knyt alligevel bånd. Er du bange for at blive grådig? Vær gavmild.
6. Fokuser på det, du har kontrol over.
7. Tænk på dagen i dag – ikke i går eller i morgen
8. Giv næring til gode følelser, udsult de forkerte. Styrk ikke din frygt med skræmmende film og sladder. Fokuser på din tro og giv den næring!

5. Nederlag

Maxwell siger, at der er tre slags mennesker: Vil, vil-ikke og kan-ikke mennesker.
De første klarer alt. De næste klarer ingenting. Og de sidste mislykkes i alt, fordi de ikke tror, de kan…
Hvis vi forventer et nederlag, får vi det som regel også før eller siden. Når vi nægter at løbe en risiko, fordi vi frygter et nederlag, går vi glip af chancerne. Værst er det, når vi tager et nederlag personligt. Så skader vi blot os selv endnu mere. Vi skal ikke lade vore nederlag definere, hvem vi er som mennesker.

Hvad skal vi gøre i stedet?
1. Lav om på din indstilling. Tænk ikke som tegneseriefiguren Homer Simpson, der siger: ”At prøve er det første skridt mod fiasko”.
2. Lav om på dit ordforråd. Hold op med at sige ”hvis bare…” Sig i stedet ”næste gang vil jeg…”. Brug nederlag til at blive bedre. Som lærerige erfaringer.
3. Tænk ikke på dine odds. Mange af de mennesker, som har opnået mest, havde netop oddsene imod sig, men blev stærke ved at overvinde dem.
4. Lad nederlag lede dig til succes. Gennem det, der mislykkes, drives vi frem til det, vi i stedet skal gøre.
5. Hold fast ved humoren. Le af det, der mislykkes, i stedet for at tage det for alvorligt. Det er også meget sundere.
6. Lær af dine fejl. Somme tider vinder man, somme tider lærer man…
7. Bevar perspektivet. En træner gav sit hold højst et døgn til at fejre en succes eller begræde et nederlag. Derefter var det videre til næste mål.
8. Bliv ikke ven med nederlaget. I Radiserne rammer Trine ved siden af endnu en bold. – Jeg troede, jeg havde den, siger hun. Men så kom jeg til at huske alle de andre, jeg har ramt ved siden af. Jeg fik fortiden i øjnene…
9. Gør nederlag til mål for vækst. Opfinderen Edison (glødelampen, diktafonen, m.m.) sagde: ”Ethvert mislykket forsøg er et skridt fremad”.
10. Giv aldrig op.

I sidste uge bragte vi første artikel om John Maxwells bog ”Din indstilling gør en forskel”. Dette er den 2. og sidste artikel. Bogen kan købes gennem Udfordringens bogsalg og hosianna.dk.

Leave A Reply

Your email address will not be published.