En levende Gud med personlighed

Er Gud bare en gammel bedstefar på en sky?
Eller er ’gud’ en upersonlig kraft, en energi i universet? Kan man have et personligt forhold til en energi…?Alt for ofte er Gud blevet fremstillet som en gammel bedstefar med langt skæg, der sidder på en sky.

Illustration: Alain Auderset

At kende Gud er livet
Jesus siger, at ”dette er det evige liv, at de kender dig (Gud) og den som du har sendt. (Joh. evang. 17)

På den måde bliver Gud temmelig urealistisk – og harmløs. En eventyrskikkelse, der ikke rigtig findes…
Men hvis Gud virkelig er til, så er han en intelligent, kreativ skaber og mere genial, end vi nok kan forestille os.

Nu skriver vi han. Men er Gud da en person?
Det er meget moderne i stedet at opfatte Gud som en upersonlig energi. Det er lettere at forstå – for nogen.
Men det er svært at have en levende tro og et personligt forhold til en energi…
Jeg kan ikke forholde mig personligt til benzinen, der driver min bil. Men jeg kender personligt Poul Erik, som jeg køber benzinen hos.
Sådan er det også med Gud. Så længe ”gud” er en upersonlig energi, kan jeg ikke kommunikere med ham.
Det er afgørende for din tro, at du kan kommunikere med Gud – ellers ender du som Grosbøll, præsten der gjorde Gud til bare et begreb.

Det kan være svært for vores begrænsede hjerne at rumme Gud som en person.
Prøv derfor i stedet at tænke på Gud som en personlighed. Det har hjulpet mig meget.
Vi véd ikke, om Gud har en fysisk krop eller er et åndeligt væsen. Men uanset hvad, så har Gud en personlighed.

Måske er det derfor, at Bibelen konsekvent bruger det personlige stedord han. Gud beskrives gennem profetier og syner som en personlighed med tanker og ægte følelser.
Vi er ”skabt i hans billede”, står der på Bibelens allerførste blade. Men Gud er ikke som et menneske. Vi ligner ham, ikke modsat.

Om mennesket (både mand og kvinde) siger Gud i Bibelen, at de er skabt ”så de ligner os”. Det er mærkeligt, at Gud her udtrykker sig i flertal – os – som om der er flere skabere.
Men i Bibelen læser vi, at Jesus var til – før han blev menneske – før verdens skabelse. Og ”Guds ånd svævede over vandene”. Alle tre personligheder i treenigheden – Fader, Søn og Helligånd – var altså med fra tidernes morgen.
Så i stedet for at tænke på en upersonlig energi, kan vi faktisk tænke på Jesus, som vi kender. Han var med fra starten. Gud var ikke muttersalene i universet – hele verdenshistorien igennem er der tre, som er ét. Plus alle englene og magterne i universet, men det kommer vi tilbage til.

Faktisk materialiserer denne guddommelige kraft sig flere gange som en person, der ligner et menneske. Herren kaldes han. Forestil dig Jesus.
Adam og Eva oplever f.eks. Gud som en person, der nyder aftenkøligheden sammen med dem i Edens Have. Da de synder, kan han straks gennemskue dem med overnaturlig indsigt. Så blusser hans harme op, og de jages ud af haven.
Kain hører ham som en stemme fra himlen, der afslører drabet på Abel og straffer som en retfærdig dommer.

Noa hører også fra Gud – formentlig gennem en stemme, for der står ikke, at han så nogen. Gud fortryder at have skabt mennesket, for de ”tænker kun på vold”.
Guds genialitet viser sig i de mål, Noa får besked på at bygge arken efter. Selv om der gik årtusinder, inden mennesket var i stand til selv at regne ud at bygge et sådant containerskib, viste arkmålene sig at være de bedst tænkelige for dyretransport. Faktisk overholder arken EUs og FNs regler for bredde, længde og dybdeforholdet!
(Kilde: Noahs Ark – fundet igen? Scandinavia 2005)
Abraham oplever først Guds kommunikation i et syn. Men en dag får han ligefrem besøg af Gud – Jesus? – mens han bor i Mamrelund. Her kommer tre mænd gående. Og Abraham forstår, at det er Gud, der viser sig i menneskelig skikkelse.
Med Abraham opretter Gud en pagt – han vil have fællesskab og gensidighed. Han vil i kontakt med sit menneske…!

Moses oplever Gud som en usynlig stemme ved den brændende tornebusk i ørkenen. Senere beder han om at få lov at se Gud. Det kan intet menneske tåle, får han at vide, men han var tæt på: ”Herren steg ned i skyen og stillede sig hos ham, og Moses påkaldte Herrens navn. Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn.« (2 Mos 34,5 – 8).

Også profeten Elias får lov at opleve Gud tæt på:
”Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen.
Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning. Da lød der en stemme: »Hvad vil du her, Elias?«
(1 Kongebog 19,11-14.)
Sådan har mange åndelige søgere oplevet Gud – i den stille sagte susen. Når man tror på Gud og kommunikerer med ham, opdager man hans spændende personlighed. At han sætter sig ned på vort niveau og bruger vort sprog og billeder, vi forstår. Ja, at han endda har humor. Man kan både le og græde i hans selskab. Han er en god ven.

Gennem Gamle Testamente tegnes billedet af en gud, der har hjertet med i det, han gør og siger. Hans følelsesregister er enormt. Oftest skyldes hans harme menneskets ondskab, mens han viser barmhjertighed overfor de faderløse, udstødte, svage og fattige.
David fik sit kendskab til Gud gennem de år, hvor han var ensom hyrde. Hans dybe erfaringer af Guds væsen kan du læse i Salmernes Bog.
I Gamle Testamente pointeres igen og igen, at Gud er en levende gud – ikke en, der er fremstillet af træ eller metal af håndværkere, som de andre folks latterlige afguder.

I Ny Testamente kommer vi for alvor tæt på Gud gennem Jesus og hans liv. Her viser Gud sig som et menneske, som vi kan forholde os til.
Han lever under samme forhold som vi. Han er svag og menneskelig – men samtidig fyldt med Helligånden.
Udover at fuldføre sin særlige frelses-opgave, viser Jesus os, hvordan Gud er.
Sådan som Jesus var af væsen, sådan er Gud.
”Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede.” (Hebræerbrevet 1,3).
Og den, der har set sønnen, har set faderen. At kende Jesus er at kende Gud. At det ikke bare er pral, viser sig ved, at Jesus udfører masser af mirakler, og til sidst opstår han efter en frygtelig død som et levende menneske. (Han er ikke en ånd, for han spiser fisk sammen med Peter.)
De første kristne var overbevist om, at Jesus var Gud. F.eks. siger tvivleren Tomas: ”Min Herre og min Gud”.
Men i de første århundreder opstod en ariansk sekt, som mente, at Jesus kun var et stort menneske. Så besluttede de kristne på et stort fælles kirkemøde i Nikæa i Tyrkiet at fastslå troen i den nikænske trosbekendelse. (Man kalder den også den nikænokonstantinopolitanske bekendelse – men det er jo lidt svært at sige…!)
Den er interessant, fordi den udtrykker sig dybere om, hvem Gud er, end den apostolske trosbekendelse, som normalt bruges i Folkekirken. (Begge er dog anerkendte.)
Den nikænske bekendelse blev nemlig formuleret i en tid, som ligner vores. Også dengang var der nogen, der ville nøjes med Gud som en upersonlig kraft. Men de kristne holdt fast i, at Gud er mere end energi – og at Jesus er en af Guds tre sider.

Læs og mediter over den oldkirkelige bekendelse dagligt:

Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, him­melens og jordens, alt det synliges og usynliges ska­ber.
Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredjedagen ifølge skrifterne, opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.
Og på Helligånden, som er Herre, og som leven­degør, som udgår fra Faderen og Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeteme. Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke. Jeg bekender én dåb til syn­dernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.