I vores 3. artikel om Levende Tro er vi nødt til at se på problemet synd for at nå frem til det nye liv.Der findes et gammelt, men utroligt indholdsrigt udtryk i kristendommen, som er absolut centralt for al levende tro: syndernes forladelse.
At få syndernes forladelse er det vigtigste og mest vidunderlige, der kan ske for os. Det sætter os fri fra al frygt for straf. Det får os til at rejse hovedet igen med god samvittighed. Det giver os overskud til at kunne tilgive andre.
Men så længe vi ikke anerkender begrebet synd, har vi ingen brug for forladelse (tilgivelse). Og så fortsætter vi med at være bundet af skyld.
Psykologer kan forsøge at befri os for skyldfølelsen, men de kan ikke tage skylden.
Sagen er, at vi alle er skyldige – overfor Gud. Så længe vi fornægter skylden, får den lov at forpeste vores liv. Vi lever med skyldfølelse og fordømmelse – og vi forsøger at få det bedre ved at fordømme andre… Men det virker ikke. Kun syndernes forladelse hjælper.
I dag snakker man ikke ret meget om omvendelse fra synd i kirkerne, for man vil ikke stille krav. Synd er sådan et pinligt ord. Vi vil alle hellere snakke om glæde, fred og kærlighed. Men hvis vi ikke tager synden ved hornene, får vi aldrig det andet
Fordi kirken længe har undladt at tale synd, er samfundet også i tvivl. I vor tid er der ikke meget, der er rigtigt eller forkert. Det, der er rigtigt for dig, er rigtigt for dig.
Men hvad så med det, der var rigtigt for Hitler…?
Alting bliver meningsløst og perverst, hvis vi ikke holder fast i en moral. At noget er rigtigt og noget er forkert.
Synd er alt det, du gør, som skiller dig fra Gud.
Hvor kommer den fra, denne onde indre trang til at gøre det forkerte
?
Humanister argumenterer ofte med, at det er de sociale forhold, der er årsagen til alt det onde. De har til dels ret. Men det gør os ikke uskyldige.
Hvis omgivelserne har skylden, så betyder det i sin yderste konsekvens, at Hitler og alle de andre mega-skurke ikke selv var skyldige.
Men hvem var så?
Hvis vi siger, det er vores forældres skyld, så kan de jo sige, at det er deres forældres skyld. Og til sidst havner vi ved Adam, som siger, det var Eva og hun siger, at det var Slangen. Og det er ikke løgn, men de havde jo selv et valg.
Synden har fra tidernes morgen forpestet livet for alle mennesker. Men i 1. Mos. siger Gud til Adam og Eva: Du skal herske over synden.
I romanen Øst for Paradis diskuterer personerne, om det er et bud eller en mulighed (du kan). Men der er en 3. oversættelse: du skal (engang) – et løfte – nemlig om Jesus, der skulle besejre syndens magt.
De første mennesker levede efter jungleloven den stærkeste havde ret.
Men så fik Moses de ti bud, som faktisk har været grundlaget for alle velfungerende samfund siden. Nu kan man ikke bare slå en anden mand ihjel eller stjæle hans kone eller køer, selv om man er stærkere. Der er love, der regulerer samfundet og sikrer den svages retssikkerhed.
Men de 10 bud er mere end en lov for samfundet. De handler dybest set om vores ansvar som individer over for Gud.
Så længe det handler om ikke at være værre end de andre, kan vi altid klare os. Det er jo ikke alt, der bliver opdaget
Men i forhold til Gud er vi gennemlyst. Her gælder det ikke blot om, at vi formelt gør det rigtige, men om hvilke motiver vi har. Hvilke tanker, vi har. Om vi gør det gode med hovmodigt sind, om vi kun undlader det onde af frygt for at blive opdaget…
Set med Guds øjne er vi alle faldet igennem. Og dybest set ved vi det godt selv. Luther, som virkelig gjorde sit bedste, måtte til sidst indrømme: Vi synder dagligt meget
Romerbrevet opsummerer meget godt situationen: Der er ingen forskel. Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, (Rom 3,23).
Heldigvis fortsætter sætningen: …og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.
Gud griber nemlig ind i verdenshistorien med syndernes forladelse.
Da hverken bud eller profeters ord hjælper, kommer Gud til sidst selv ind i vores verden.
Han inkarneres i Jesus. Det sker ved en mystisk forening af Helligånden og Maria, hvor Gud skaber sit liv i hende.
I det universelle regnskab er syndens løn døden. Alle mennesker ville gå fortabt i evigheden. Den eneste løsning var, at et helt igennem retfærdigt menneske påtog sig at sone al synd ved at dø som et uskyldigt offerlam.
Det var kærlighed til os, der drev Gud i form af Jesus til at gå til det alleryderste – i døden.
Større kærlighed har ingen end den, der sætter sit liv til for sine venner.
Johannes fortæller, at således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Det er et mysterium, som man ikke kan tage ind med hjernen. Men pludselig fatter du, at hvis Jesus har taget din skyld, så er du ikke længere skyldig. Hvis du tror på Jesus, så er du frelst af hans nåde helt uden at du har gjort dig fortjent til det.
Nu sker der så igen noget overnaturligt. For når vi modtager Guds nåde, så sker der noget med vores indstilling.
Vores hjerte dvs. vores inderste personlighed bliver forvandlet. Det er, som om vi får udskiftet vores stenhjerter med kødhjerter, siger Bibelen.
Mange af os har med egne øjne set denne forvandling ske med selv de mest psykopatiske forbrydere. Jeg interviewede engang en rå voldsmand, som hed Gert. Hvad han ikke havde på samvittigheden! Han var fuldstændig kynisk! Men da han fik Jesus ind i hjertet, blev han forvandlet, så han kunne græde og føle. Gert bruger nu sit liv på at hjælpe gadebørn.
Helligånden, som kommer ind i os ved troen, skaber den umulige forandring.
Desværre oplever mange 2. og 3. generations kristne ikke denne forvandling. Vi er vokset op med kristendom. Vi er kommet med i kirken uden at have indset vores desperate behov for frelse. Jesus sagde, at den der har fået meget tilgivet, elsker meget. Mens den, som kun har fået lidt tilgivet, elsker lidt.
Vi risikerer at elske for lidt. Vi prøver at forbedre os men syndens surdej sidder dybt i os.
Da Nikodemus en religiøs leder – besøgte Jesus i hemmelighed for at få at vide, hvordan han skulle få evigt liv, sagde Jesus rent ud: Du må fødes på ny!
Det nytter ikke at forbedre på gamle Adam. Vi må have en ny ånd ind i os – Helligånden.
Ud over denne nye fødsel taler Jesus også om at tage sit kors op og følge ham.
En levende tro er altså ikke blot en interesse for det spirituelle. Nej, vi bliver nødt til at vende helt om. 180 grader!
Vi må følge efter Jesus, selv om det koster både fordele og venner. Det er det kors, som vi skal tage op – og bære.
Men resultatet er et helt nyt liv her og nu – og evigt liv sammen med Gud efter døden.
Når vi bliver fyldt af Helligånden, sker der noget nyt:
– Vi forstår sandheden og Guds vilje. Det kan ske i et nu, men oftest sker det over en periode ja, livet igennem.
– Vi forstår os selv i Guds lys. Samvittigheden bliver genopfrisket, som den var før alle kompromisserne. Vi ønsker – nu af hjertet – at leve rigtigt.
– Vi begynder at se på andre med tilgivende øjne, fordi vi ved, at vi selv er tilgivet ufortjent og elsket. Vi får en positiv og opmuntrende indstilling.
– Vores karakter og evner udvikler sig. Vi vokser i troen. Vi vokser i nådegaver og tjeneste for Gud og mennesker.
Hele denne positive spiral, kan nemt igen afbrydes.
Samme øjeblik, vi fortrænger Helligånden fra vore liv med synd, vrede eller frygt, glider vi tilbage i den negative spiral.
Så må vi tilbage til Jesus.
Og vi har det løfte, at han, som har begyndt sin gode gerning i os, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag.(Fil. 1,6)
Tjek dig selv. Sig hvert af de 10 bud højt, og lad Helligånden fortælle dig i dit sind, om det er sandt.
1. Jeg har ikke andre guder.
2. Jeg misbruger ikke
Guds navn.
3. Jeg holder hviledagen
hellig.
4. Jeg ærer min far og mor.
5. Jeg har ikke slået ihjel.
6. Jeg har ikke brudt ægteskabet.
7. Jeg har ikke stjålet.
8. Jeg har ikke sagt noget falsk om min næste.
9. Jeg har ikke begæret min næstes hus.
10. Jeg har ikke begæret min næstes hustru, eller noget, der hører min næste til.
Hvis du falder igennem på bare ét bud, har du brug for syndernes forladelse.
Inviter Helligånden ind i dit liv som din daglige åndelige vejleder. Han vil vise dig vejen hjem.