Han blev kaldt den største missionær siden Paulus. Han var ven med Gandhi og Roosevelt. Men i begyndelsen brød han totalt sammen og var millimeter fra at opgive…Dr. Stanley Jones havde læst jura, men da han i 1907 rejste til Indien som missionær, gik han i stedet i gang med at arbejde blandt lavkaste-folk og kasteløse.
Han var fast besluttet på at formidle en kristendom, der ikke var vestlig, men så tæt på Jesus som muligt.
Han vandt sig hurtigt mange venner i Indien. En af dem var Mahatma Gandhi, som han skrev en biografi om, og han omgikkes også mange af de indiske ledere, som efter 2. verdenskrig fik magten i det uafhængige Indien.
Det var ikke mindst Stanleys fortjeneste, at Indien blev en verdslig stat med religionsfrihed. Selv angreb Stanley aldrig hverken hinduismen eller islam, men fortalte så overbevisende om kristendommen, at også hinduer følte sig tiltrukket i hundredtusindvis! Han arbejdede for fred mellem religionerne, men var aldrig selv i tvivl om sin kristne tro og brugte enhver anledning til at fortælle om den.
Allerede i 1925 skrev han en bog Kristus fra de indiske veje, som solgte i en million eksemplarer. Siden fulgte ca. en bog om året, den sidste dikterede han efter et hjerteslag, som delvis lammede ham.
Han var manden bag kristne ashrams dvs. åndelige retræter, som vi kender idag men allerede i 1930.
Han foreslog også et Forenede Nationer, længe før FN blev en realitet.
Under 2. Verdenskrig var han afskåret fra familien i Indien, mens han var på besøg i USA. Her brugte han nu tiden til at oprette ashrams, tale for fred og rådgive præsident Roosevelt. Han forsøgte sammen med japanske ledere at finde en fredelig løsning, indtil japanerne angreb Pearl Harbor. Mange andre konflikter var han også involveret i at løse ud fra kristne principper.
Martin Luther King fortalte siden, at det var læsningen af Stanley Jones bog om Gandhi, der fik ham til at vælge ikke-vold i kampen for de sortes rettigheder i USA.
I 1947 holdt han ca. 500 møder tværs over USA i et forsøg på at få de kristne kirker til at respektere hinanden og arbejde sammen, uden at de behøvede at opgive deres eget særpræg. Selv var han oprindelig metodist, men han var anerkendt af alle.
Han blev brugt som taler på universiteter verden over, og en kendt biskop kaldte ham den største missionær siden Paulus. Ofte holdt han tre møder samme dag, og hans energi var legendarisk, indtil han i 1971 blev ramt af et hjerteanfald, som delvis lammede ham. Men han fortsatte med at diktere sin sidste bog, Det guddommelige Ja, og talte året efter stærkt fra sin kørestol ved den første verdenskonference for Kristent Ashram i Jerusalem. Året efter, den 25. januar, døde han i sit elskede Indien, 89 år gammel.
Ud over alt det han udrettede og hans store åndelige indsigt var det mest imponerende måske, at han kunne holde ud at arbejde så enormt meget. De færreste kender hemmeligheden. Men Stanley Jones fortalte selv som 61-årig om en vanskelig periode i hans ungdom, som nær havde taget livet af ham, men som i stedet blev vendt til en enorm sejr for ham selv og kristendommen.
Stanley Jones fortæller:
– Til at begynde med var det vanskeligt for mig at udholde den frygtelige hede og det nervepres, som jeg følte over for den store opgave, der lå foran mig.
Efter otte år led jeg så alvorligt af hjernetræthed og nerveudmattelse, at jeg brød sammen. Ikke én, men adskillige gange…
Jeg fik ordre på at tage et års orlov i Amerika. Om bord på båden på vej til Amerika kollapsede jeg igen, da jeg talte til en søndagsgudstjeneste ombord. Skibslægen beordrede mig i seng på resten af rejsen.
Efter et års hvile i Amerika rejste jeg tilbage til Indien, men standsede undervejs for at holde evangeliske møder for universitetsstuderende i Manila. Under presset af disse møder kollapsede jeg igen adskillige gange.
Læger advarede mig om, at hvis jeg vendte tilbage til Indien, ville jeg dø. Til trods for deres advarsler fortsatte jeg til Indien, men der hvilede en mørk sky over mig.
Da jeg kom til Bombay, var jeg så nedbrudt, at jeg straks tog op i bjergene og tilbragte adskillige måneder der. Derefter tog jeg ned til lavlandet for at fortsætte mit arbejde. Men det nyttede ikke. Jeg brød igen sammen og var tvunget til at vende tilbage til bjergene til en ny lang retræte.
Igen vendte jeg tilbage til lavlandet, og igen blev jeg chokeret og knust over at opdage, at jeg ikke kunne klare det. Jeg var udmattet mentalt, psykisk og fysisk.
Jeg var fuldstændig nået til grænsen for mine ressourcer. Jeg frygtede at ende som et nervevrag resten af mine dage.
Hvis jeg ikke fik hjælp, så jeg i øjnene, at jeg ville være nødt til at rejse tilbage til Amerika og arbejde på en farm i et forsøg på at genvinde mit helbred. Det var en af mine mørkeste stunder.
På det tidspunkt holdt jeg en række møder i Lucknow. Mens jeg bad en aften, skete der noget, som fuldstændig forvandlede mit liv. Mens jeg var i bøn og jeg tænkte ikke specielt på mig selv på det tidspunkt var det, som om en stemme sagde: Er du selv klar til det arbejde, som jeg har kaldet dig til?
Jeg svarede: Nej, Herre, jeg er færdig. Jeg har ikke flere kræfter.
Stemmen svarede: Hvis du vil overlade det til Mig, og ikke bekymre dig om det, så vil jeg tage mig af det.
Jeg svarede hurtigt: Herre, den aftale er jeg med på lige nu.
En stor fred sænkede sig i mit hjerte og gennemstrømmede hele min krop. Jeg vidste, det var ordnet! Liv liv i overflod havde taget bolig i mig.
Jeg var så opløftet, at jeg knapt nok rørte jorden, da jeg hurtigt gik hjem den aften. Hver tomme var som hellig jord. I flere dage derefter følte jeg knapt nok, at jeg havde en krop.
Jeg fløj gennem dagene, mens jeg arbejdede dagen lang og til langt ud på aftenen. Og når jeg kom hjem ved sengetid, spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg egentlig skulle gå i seng, for der var ikke det mindste spor af træthed.
Jeg var som besat af livet og freden og hvilen ved Kristus selv.
Jeg spekulerede på, om jeg skulle fortælle det. Jeg krympede mig for det, men følte, jeg skulle og gjorde det. Efter det måtte det bære eller briste foran alle mennesker. Mere end en snes af de mest anstrengende år er gået siden da. Men det gamle problem er aldrig vendt tilbage. Jeg har aldrig haft et sådant helbred før. Men det var mere end en fysisk berøring. Det var, som om jeg havde fået nyt liv fyldt på til både ånd, sjæl og krop. Efter den oplevelse fungerede livet for mig på et konstant højere niveau. Og jeg havde ikke gjort andet end at tage imod det!
Gennem de mange år som er fulgt, har jeg rejst overalt i verden, og ofte talt tre gange dagligt. Jeg har haft tid til at skrive The Christ of the Indian Road og 11 andre bøger. Men til trods for det har jeg aldrig meldt afbud eller er kommet for sent til en aftale.
De bekymringer, som en gang plagede mig, er for længst forsvundet. Og nu, i mit 63. år, flyder jeg over med rigelig vitalitet og glæden over at tjene og leve for andre.
Jeg formoder, at den fysiske og mentale forvandling, jeg har oplevet, vil kunne pilles i småstykker og forklares psykologisk. Det betyder ingenting. Livet er større end kemiske processer, det overgår dem og gør dem ubetydelige.
Ét ved jeg i hvert fald: Mit liv blev fuldstændig forvandlet og løftet op den nat i Lucknow for 31 år siden, da en stemme i mit livs dybeste svaghed og depression sagde til mig: Hvis du vil overlade det til mig og ikke bekymre dig om det, så vil jeg tage mig af det. Og jeg svarede: Herre, den aftale er jeg med på lige nu!