Livet er ofte hæsblæsende. Vi skal nå så meget. Vi brænder ud, fordi vi vil det hele. Til sidst tvinges vi til at vælge fra. Men hvad…?I den velhavende vestlige verden er der en tendens til, at kristne også vælger menigheden fra. Ofte med den begrundelse, at man jo skal prioritere familien.
(Og al respekt for ansvarsfulde folk, som familien på s. 17, der tager en lille pause efter mange års hårdt slid. Men for nogle er det en dårlig undskyldning – for at få tid til alt det andet, som ikke har med familieliv at gøre.)
Sådan tænker man ikke i de lande, hvor kirken er det fællesskab, der holder én oppe – som giver én mod til at kæmpe videre – trods fattigdom eller forfølgelse.
Men i den vestlige verden er kirken for mange af os blevet noget, der tapper os for energi. Hvorfor mon?
Kan det have noget at gøre med, at vi tror, at vi skal bære Gud og forsvare ham – og ikke modsat? Det er i hvert fald en blindgyde, jeg ofte selv havner i.
Har vi misforstået Jesu ord, så vi tror, han siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, så vil jeg give jer flere byrder…!
Nej, han siger: …og jeg vil give jer hvile.
Hvordan får vi den hvile?
Jesus siger noget overraskende: Tag mit åg på jer, og lær af mig, … så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let. (Matt 11)
Jesu åg er at leve for andre. Leve efter hans vilje.
Løsningen på vor udbrændthed er altså ikke at slippe forbindelsen til Jesus og det kristne fællesskab, for så rasler tingene for alvor! Men at finde den måde, hvor åget giver dig hvile og ny styrke.
Hvis vi føler, at opgaverne er for store, så har vi enten påtaget os mere end han har bedt os om. Eller vi forsøger at løse opgaverne i egen kraft.
Du skal ikke hjælpe Gud – han vil hjælpe dig.