Mandekonference skal få mænd ud af gråzonen

Ligesom Noa må vi ofte affinde os med en lang ventetid i arken.
Men Gud har også planer med mænd, som han vil fuldføre.Organisationen ”Det’ for Mænd” holder 15. marts sin kristne konference i København. Temaet er i år: ”Fuldfør løbet”.

Som noget nyt kommer der også en profet på konferencen. Det er David Buck Hudson, hvis bog ”Naturligt Overnaturligt” netop er kommet på dansk.

– Mange af os mænd befinder os i en gråzone i vores kristne liv. En slags neutral zone, siger lederen af ”Det’ for Mænd”, direktør Poul Dalgaard.
– Man kan meget vel komme til alle de kristne gudstjenster og møder – og stadig være i den neutrale zone.
Vi ønsker at hjælpe mænd ud af gråzonen.

Noa som eksempel

– Et godt eksempel på den neutrale zone er Noa, som der står skrevet om i det Gamle Testamente, 1. Mosesbog, kap. 8. Der står, at Noa fulgte Guds instruktioner nøje, byggede arken, førte alle dyr og sin familie ind i arken, og Gud lukkede arken.
Herefter går der 150 dage, hvor det regner. Tænk dig at være inde i en stor mørk træbåd omgivet af en masse dyr. Det må da være træls.
Der står videre, at Gud ikke glemte menneskene, men lod vandet synke. Arken gik på grund på Ararats bjerg.
Her stod arken så i over 200 dage, inden de kunne komme ud!
Hvis du nu havde været Noa, havde du så ikke spekuleret på: Hvornår Gud?
Hvornår skal vi ud af denne pram og indtage landet? Hvad er der galt? Jeg er sikker på, at Noa har spekuleret noget og til tider var lidt frustreret, siger Poul Dalgaard og sammenligner med i dag:
– Som en mand i den neutrale zone syntes du måske, at der sker for lidt omkring dig, eller måske føler du, at du ikke kan overkomme noget som helst.
Her er det godt at vide, at HAN er med os. Han har kraft, vilje og ressourcer til at fuldføre det gode arbejde, som han har startet i dig og mig, siger Dalgaard.

Bankdirektør taler

På konferencen i København taler bankdirektør Toralf Østli, Norge. Han var tidligere pastor i Oslo Kristne Center, men er nu bankdirektør og deler af sine erfaringer.
Fra Danmark medvirker bl.a. pastor David Hansen fra Aalborg Menigheds Center og bibelskolelærer Anders Ova fra Mariager Højskole.

Profetisk Team

Som noget helt nyt deltager der et profetisk team hele dagen, ledet af David ”Buck” Hudson fra USA.
Teamet vil formidle, hvad de opfatter, Gud vil sige til Danmark i denne tid.
Hudson er amerikaner, nu bosiddende i Sverige. Med en god portion humor og fuld af empati vejleder han dem, som længes efter at blive brugt af Gud på det profetiske område.
Peter Hedelund kommer med sit big band og står for lovsangen på mandekonferencen.
Det foregår altsammen i Københavns Kulturcenter på Drejervej på Nørrebro. Man kan læse mere om konferencen på www.2men.dk
– Vi tror på en stærk konference, for Gud ønsker virkelig at mænd i Danmark skal lykkes, siger Poul Dalgaard.

Leave A Reply

Your email address will not be published.