Jo, Danmark kan også blive forvandlet

Det lover forskeren George Otis Jr., som har studeret flere hundrede tilfælde af åndelig og social ’transformation’ af byer.- I de sidste ti år har vi studeret flere hundrede eksempler på forvandlende vækkelser – det vi kalder transformation – for at finde principperne bag disse markante forandringer, forklarer George Otis, mens han låner præstens kontor i Missionsforbundets kirke i Aalborg.

Det er især i ikke-vestlige områder af verden, at samfund er blevet transformeret af Guds kraft. Men nu er turen kommet også til de vestlige samfund – hvor mange er desperate efter forandring.

Her har Otis talt til flere hundrede danskere, svenskere og tyskere, som er interesserede i det nye fænomen transformation.
George Otis er ikke hvem som helst. Faktisk var det ham, der opfandt begrebet DTS – discipel træning skoler – inden for Youth With A Mission.
Og han var også arkitekten bag 10-40 vinduet, som fik verdens kristne til at fokusere på den milliard fattige mennesker, der lever mellem den 10. og 40. breddegrad. Det er den mindst kristne befolkning på jorden, hvor evangeliet knapt nok er prædiket.

Mørket og lyset

I 10 år følte Otis og hans Sentinel Group sig kaldet til at undersøge de mest formørkede steder på jorden – og det var ikke opmuntrende.
Men bagefter fulgte de næste ti år, hvor de kom på sporet af nogle steder i verden, hvor byer og samfund var blevet forvandlet i en sådan grad, at det ikke var ’naturligt’.
Det var håbløse steder, hvor kriminalitet, vold, sult, okkultisme, umoral og andre onder havde bragt de kristne i en sådan desperation, at de til sidst fandt sammen for at råbe til Gud for deres byer.
Det samme mønster så ud til at gentage sig i Columbia, Brasilien, Uganda: Efter en omvendelse og et nyt bønsfællesskab mellem de kristne forandrede samfundsforholdene sig på en mirakuløs måde.

Indsamling af fakta

George Otis har sammen med sine medarbejdere indsamlet materiale fra ca. 800 sådanne steder på jorden, hvor der gennem de sidste årtier er sket en ’transformation’ – altså en gennemgribende vækkelse, som også har fået sociale følger for hele samfundet.
The Sentinel Group (vægterne), som han leder, har besøgt og fremstillet video-dokumentarfilm om en del af stederne, og Udfordringen bringer artikler om disse transformationer i de kommende numre.

Cali i Columbia

I den første dokumentarfilm besøges bl.a. narko-byen Cali i Columbia. Her havde et kokain-kartel sat sig på byen og omsatte for 500 mio. dollars om måneden.
USAs narkotika-bekæmpelses-råd kaldte narko-kartellet i Cali for ”verdens største og bedst organiserede kriminelle organisation”.
Myndighederne og de internationale organisationer stod magtesløse over for narkobaronerne. Men en lille lokal præst fik samlet de kristne til bøn, og pludselig raslede det onde og korrupte system sammen.

Uganda og Kenya

I Uganda kæmpede myndighederne også en håbløs kamp imod en bestialsk oprørshær, som benyttede sig af børnesoldater, og som udsatte børnene for de mest forfærdelige oplevelser.
Tilmed kaldte denne terror-hær sig for ”Herrens befrielseshær”. Men den herre, navnet henviste til, var åbenbart Djævelen. I hvert fald benyttede oprørslederen sig af den sorteste okkultisme og endda menneskeofringer.
Også her var der nogle kristne, som gik sammen i intens bøn og brød de åndelige forbandelser. Uanset om man nu tror på denne åndelige virkelighed eller ej, så var resultatet, at oprørshæren endelig blev besejret.
Også i Kenya skete der en dramatisk forandring til det bedre efter de kristnes omvendelse og bøn. Men at der også er onde kræfter på modspil, viser den borgerkrig, som brød ud i Kenya for et par år siden.

Ufrugtbar dal blev frugtbar igen…

For mennesker, der ikke tror på en Gud og en åndelig virkelighed, er transformationerne svære at forklare.
Som fx i Amolanga-dalen i Guatemala, hvor befolkningen blev stadig mere forarmet og ugudelig. Men også her lykkedes det åbenbart nogle lokale kristne at få brudt den forbandelse, der lå over dalen på grund af okkultisme.
Da befolkningen omvendte sig, skete der en meget mærkbar ændring i produktionen af grøntsager. Ikke blot kunne landmændene nu levere langt mere end før, men frugterne blev også unormalt store! Ja, man tror, det er løgn. Men det er altså rigtigt.

Brasilien

I Brasilien er der også sket de utroligste ting i flere byer, som vi skal beskrive senere.
Her er der også udbrudt en bønne-vækkelse blandt Sao Paulos politifolk, som har bredt sig til tusinder af politifolk i Brasilien. Dette har bl.a. ført til en nedgang i kriminaliteten.

Fiji-øerne

På Fiji-øerne var man på randen af en borgerkrig mellem øernes indiske og oprindelige maori-befolkning.
Alt håb syntes ude. Men i desperation samledes de kristne efter mange års fjendskab og bad sammen på tværs af kirkeskel for deres land.
Også her blev den faretruende situation på uforklarlig vis afværget, og hele landets situation blev ændret. Mange mirakuløse hændelser skete, da befolkningen ude i landsbyerne omvendte sig fra fortidens blodudgydelser, kannibalisme, ofringer osv.
Ja endda jorden blev frugtbar igen, vandet blev rent, og fiskene vendte tilbage…!
I de mest afsides arktiske egne har befolkningen i flere landsbyer oplevet en markant forandring til det bedre. Fx er den næsten epidemiagtige selvmordsrate blevet brudt.

Dokumentarfilm

George Otis har rejst rundt og dokumenteret mange af disse forandringer, som for det materialistiske vestlige menneske er helt ubegribelige.
For der er ikke blot tale om en forbedring af levestandarden eller en social eller moralsk forbedring. Der er tale om en gennemgribende ændring af et samfund, hvor befolkningen simpelthen vender om til Gud igen og begynder at følge hans bud.
Og så sker der åbenbart den sociale forandring, som flere steder loves Israel i Gamle Testamente. Fx står der i 2. Krønikebog 7,15: ”hvis mit folk omvender sig …så vil jeg læge deres land”.

Kan det ske hos os?

Det interessante er, at næsten alle disse transformationer er sket i den 3. verden eller i afsides områder langt fra denne verdens økonomiske og politiske centre.
Hos de fattige og håbløse.
Men George Otis mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før der også begynder at ske noget lignende i Vesten.
Det kræver ”kun”, at de kristne omvender sig og finder enigt sammen i bøn…
Når han er så sikker på det, så er det, fordi han har set det samme mønster gentage sig i henved 800 byer og steder.

Proces-hjælper

George Otis arbejder meget systematisk og metodisk.
Han og hans medarbejdere har derfor forsøgt at samle erfaringerne i et 12 måneders ”kursus”, som nu tilbydes ”sultne” menigheder, der gerne vil i gang med en forandringsproces. Det gælder bl.a. nogle frikirker i Aalborg.
– Vil det sige, at en menighed og by kan blive forandret på 12 måneder?
– Ja, det er jeg sikker på. ”Rejsen mod forvandling” tager ikke engang så lang tid i ikke-vestlige lande. Ofte kun en måned. Men i de vestlige lande er der meget, vi ikke længere forstår på grund af vores materialistiske og ubibelske verdensbillede.
Derfor har vi brug for mere tid til at arbejde os igennem problemerne.
– Hvad består programmet eller processen i?
– Vi kalder det ikke et program, men en proces. Det handler om at bruge de principper, som din hjerne er begyndt at forstå, med hjertet.
Folk står på egen hånd. Vi peger dem i den rigtige retning. Men de må træffe deres egne valg.
– Men hvordan konkret…?
– Processen involverer bl.a. en tolv-ugers skole i menigheden. Der er 60 timer videovejledning.
Materialet præsenteres af nogle af de mennesker, som selv har oplevet en transformation, og som er med i dokumentar-videoerne.
Vi vil også tage disse menigheder med på rejser til en af de forvandlede menigheder.
Et særligt program fokuserer på personlig forvandling, hvilket er meget vigtigt.
Til sidst får menigheden besøg af folk fra videoerne, som vil tage dem med til et privat sted i en uge. Ingen telefoner, ingen e-mail, intet andet end Gud.
Dette er begyndelsen på en 30 dages periode kaldet ”The Watch.” Når alt andet er gjort, er dette tiden, hvor vi bare venter på ”at Herren skal vise sig”, siger en meget seriøs George Otis.
– Jeg tror, forvandling er meget mulig i Danmark, og jeg er her i Ålborg, fordi der er troende folk i Danmark, der har ventet længe på Gud. Mange har søgt og bedt om at komme tættere på Gud.

Læs om eksempler på ”transformation” i de kommende uger. Eller bestil transformations-dvd’en og se selv.

Leave A Reply

Your email address will not be published.