Myndighederne stod magtesløse, men da de kristne i Cali i Columbia gik sammen på tværs af kirkerne og bad for deres by, skete der en dramatisk ændring. Artiklen er et eksempel på den transformation, som over 800 byer og områder har oplevet de senere år. Storbyen Cali i det mellem-amerikanske land Columbia var for år tilbage kendt som verdens narkotika-hovedstad. Men de kristnes fælles bøn for byen ændrede situationen.Med narkoen fulgte der vold, korruption og andre former for kriminalitet.
Volden blev værre og værre. Og de kristne følte sig Iigesom alle andre magtesløse over alt det, der foregik i deres by.
– Her i den colombianske Amazonas er der mange kokainlaboratorier, fortæller Marcy og Randy MacMillan, som har boet i Cali i mere end 20 år. Heraf mindst ti år i skyggen af byens berygtede narkobaroner. De har set den ødelæggende virkning, som narkokartellets hensynsløse kontrol med byen betød.
Da de ulovlige narkopenge begyndte at strømme ind i Cali i 1980erne, flyttede kokainbaronerne ind i den finere bydel, hvor MacMillan-parret boede. Narkobaronerne opkøbte hele kvarterer med luksuriøse boliger.
Randy viser en 6-7 meter høj mur i deres kvarter.
– Dette er bare en af 1.200 ejendomme, som narko-folkene havde i Cali. Bag den boede Horjuela-Rodriguez-familien, som ledte Cali-kartellet og kontrollerede landets ulovlige kokaineksport. Det siges, at de tjente 500 mio. dollars – om måneden!
Trods pengene gemte de sig bag en høj mur. De var fulde af paranoia, frygt, fortæller Randy MacMillan.
Colombia var verdens største eksportør af kokain og sendte hvert år over 1.000 ton til USA og Europa.
USAs råd for narko-bekæmpelse kaldte Cali-kartellet den største, rigeste og bedst organiserede kriminelle organisation – i historien!
Med deres milliarder af dollars spredte narko-mafiaen sit kriminelle net vidt omkring – især i byen Cali og i Columbia.
– De kontrollerede virkelig hele det socio-økonomiske liv, det politiske liv, og i høj grad også det religiøse liv…, fortæller Marcy MacMillan.
– Det var frygteligt. På den tid var narkotrafikken i Cali en af de mest magtfulde i verden. Folk blev dræbt for ingenting. Hvis du kørte rundt i en biI, og der var en konfrontation, var det et mirakel, hvis du eller chaufføren ikke blev dræbt.
Folk gik rundt fulde of frygt. Jeg så personligt fem mennesker blive dræbt i Cali, fortæller formanden for byens præste-sammenslutning,
Roosevelt Muriel.
– Der var mange journalister, der blev dræbt for at have rapporteret, hvad mafiaen gjorde i Cali.
Vigtige politiske valg i Cali blev manipuleret med narkopenge. Det påvirkede alt i samfundet. Det berørte alt, absolut alt, fortæller journalisten Adrienna Vivas, nyhedsvært i 90 minutos.
Forandret… hvorfor?
Men i dag kan man gå frit på gaden i Cali. Og forandringerne skyldes åbenbart, at de kristne gik sammen og bad.
Ruth og Julio Ruibal følte sig ledt af Gud til at flytte til Cali i 1978. De var nedslåede over det åndelige mørke, der lå over byen. Men Julio var overbevist om, at hvis de troende kristne ville forene sig i bøn, så ville Djævelens greb om byen blive brudt.
Men problemet var, at der ikke var nogen, der ville…
– Der var ikke rigtig enhed mellem kirkerne, fortæller Ruth. Indstillingen var: Du gør, som du vil, og Gud velsigne dig broder, og hav det godt i din kirke, men det her er min kirke, og jeg gør det på min måde. Hver præst arbejdede adskilt for sig selv, ingen ville finde sammen.
Julio meldte sig i vrede ud af den svage forening af præster. Men så indså han, at han på den måde bare bidrog til den manglende enhed.
Gud talte til ham og sagde: Du har ikke ret til at blive fornærmet, og du er nødt til at tilgive.
Han tog imod budskabet og indså, at hvis jeg skal genspejle Jesus, så må jeg ikke blive fornærmet.
Julio bad præsterne om tilgivelse. Han følte ikke, at de havde råd til splittelse, når deres by stod over for så overvældende problemer.
For selv om de internationale organisationer og Columbias egne myndigheder var imod kartellet, så skete der alligevel ingenting.
– Så vi begyndte at kæmpe i bøn, fortæller Marcy MacMillan.
– Vi bad Herren vise os, hvordan vi skulle bede. Og sådan gav Han os en indsigt i vores åndelige rødder.
For at få Guds perspektiv på deres by, begyndte menighederne at undersøge byens åndelige sammenhænge i hver deres egne kvarterer. Randy uddelte kort over bydele, og menighederne rapporterede tilbage, hvilke problemer, de så i deres bydele.
En rystende opdagelse for dem var, at byen var stærkt involveret i det okkulte. Selv de hårde narkobaroner var aktive klienter hos de okkulte rådgivere, og det religiøse lederskab gav dem en ekstra magt oven i den magt, de allerede havde på grund af deres penge, fortæller Marcy.
Da de kristne præster og ledere begyndte at bede imod disse åndelige fæstningsværker i byen, følte de sig ledt af Gud til at samle folk til en aften med fælles tilbedelse og bøn.
– I begyndelsen sagde de: Det vil ikke fungere. Folk kommer ikke. Mange var imod det, men der var også ledere, som turde gøre det, fordi de forstod, at det var Guds vilje, fortæller formanden for præsternes forening, Roosevelt Muriel.
tilhører Jesus Kristus
– I 1995 havde vi vores første bønnenat, husker Ruth.
– De kristne bad imod magter og myndigheder (som nævnt i Efeserbrevet 6,12). Og de bad om enhed. De troede på, at Gud ville virke i kirkerne.
Selv borgmesteren (på det tidspunkt) gik op på platformen og bad for Cali og sagde: Cali tilhører Jesus Kristus. Da folk hørte disse ord fra byens myndigheder, var det en bekræftelse på, hvad Helligånden var ved at gøre i byen.
48 timer efter dette skrev pressen Ingen drab!
For første gang i mands minde havde Cali oplevet en hel weekend uden et eneste drab. Det var en stor begivenhed i en by, der var vant til op mod 15 drab om dagen.
– Efter disse store fælles bønne-begivenheder begyndte vi at se resultaterne. 10 dage efter faldt den første narkobaron. Gud forvandlede byen, fortæller Marcia.
Opmuntret af den åndelige forandring efter bønnenatten bestemte kirkelederne sig for at leje et fodboldstadium med 55.000 pladser. Deres tro blev belønnet, da mere end 60.000 kom for at bede og tilbede Herren på tværs af skillelinjerne mellem kirkesamfund.
I sommeren 1995 erklærede regeringen krig mod narko-baronerne. 6500 elitesoldater blev sendt til Cali med ordrer om at arrestere lederne.
– Der var 7 narkobaroner tilbage. 6 var faldet i de ni måneder, siden vi begyndte at bede sammen.
Hele den åndelige atmosfære i Cali er forandret, konstaterer Marcia.
Mens Julio Ruibal var opmuntret af alt det, som Gud gjorde, mødte han modstand i sin egen baghave.
En nabo var vred over en strid om ejendomsret og truede med at dræbe ham…
Julio sagde: Jeg vil faste og bede, indtil jeg ved, hvad det er, der sker, fortæller Ruth.
– Så han fastede, og på den tredje dag talte Gud til ham og sagde: Han vil gøre stor skade mod dig, men ud fra det vil der komme vækkelse.
Julio vidste, at han var oppe imod stærke kræfter. På et stort bønnemøde havde han sagt:
Jeg vil fortælle jer, at det vi gør her i aften er meget farligt.
Julio havde et møde med præsteforeningens bestyrelse.
– Jeg ventede på ham sammen med de andre præster klokken 14 den eftermiddag, fortæller formanden for præsterne Roosevelt Muriel. Men Julio kom aldrig.
– Han sagde, at vi bare skulle sætte ham af, fortæller chaufføren, som blev ved med at sige: Nej lad mig køre dig til døren. Men Julio svarede: Nej, bare sæt mig af her.
Han stod ud og begyndte at gå hen imod kirken. To lejemordere ventede i baghold.
– Det var sidste gang, jeg så ham, fortæller hans datter.
Præsternes formand fortæller:
– Jeg fik et opkald, og de sagde: De har lige slået Julio ihjel. Jeg sagde Nej, hvordan kan de dræbe en præst?
Så tog jeg hen til gerningsstedet og tænkte, at han bare var såret. Men da jeg kom derhen, lå han på siden som en baby. Julio, den højrøstede, den aktive, manden som aldrig kunne sidde stille. Der lå han bare som en baby.
Julios hustru, Ruth Ruibal, fortæller:
– Da de først fortalte mig om det, var jeg i chok. Man kan ikke tro, at det virkelig skete.
Da jeg kom derhen, lå hans lig stadig på gaden. Der var en blodpøl ved hans hoved, der hvor han var blevet skudt. Et vers kom til mig, ved Guds ånd: Det er dyrebart i Herrens øjne, at hans fromme dør.
Da jeg steg ud og satte mig ved siden af ham, vidste jeg, at jeg var på hellig grund.
Jeg sagde bare: Herre, jeg ved, at du kender alle ting i vore hjerter. Men dette må jeg sige: Jeg har fred i min sjæl. Dette er, hvad du ville, og jeg har fred i min sjæl.
præsterne sammen
– Det var et chok for alle kristne, og man kæmpede med at forstå, om Gud havde en mening med denne tragedie. Hundredvis kom til Julios begravelse, deriblandt mange præster, som ikke engang havde villet snakke sammen.
– Alle præsterne kom frem, og vi omfavnede hinanden. Vi indgik en pagt om enhed. Vi ville ikke lade noget komme imellem os, fortæller Ruth.
I dag omfatter denne enheds-pagt omkring 200 præster, som er rygraden i byens store bønne-samlinger.
Det har ført til en fuldstændig forvandling af denne by. Korruptionen er blevet dramatisk reduceret. Kokainkartellerne er blevet smadret.
George Otiz, som har dokumenteret dette på en video, var i Cali, da omkring 60.000 mennesker mødtes 36 måneder efter for at tilbringe hele natten i bøn. De bad om, at Gud ville fortsætte det fantastiske arbejde.
Mens tusinder af overlykkelige tilbedere oplyste stadionet indefra, måtte 15.000 deltagere afvises ved portene. De sidst ankomne blev ikke fortvivlede, men gennemførte i stedet en spontan lovprisningsmarch rundt om stadionet i timevis, fortæller han.
– Dette er noget, som præster og forbedere i Europa og USA trænger til at opleve.
Dette er, hvad Gud gør i vores tid.
Efter forandringen har mange kendte folk i byen fået en personlig tro på Jesus Kristus. Fx Colombias mest kendte sports-kommentator, Rafael Araujo Gamez.
– For 6 måneder siden lærte jeg Jesus at kende. Jeg tog imod ham som min frelser, og jeg har tilbedt ham lige siden, fortæller han.
– Hvordan er ånden på bedemøderne sammenlignet med fodboldkampene? spurgte George Otis.
– Det kan ikke sammenlignes. Til fodbold er der bare en masse råben og skrigen. Til bedemøderne nyder man det med hjertet. De sidste seks måneder har været helt anderledes. Jeg er forandret og glad. Det er et anderledes liv.
Mario Jinete er en kendt advokat og motivationstaler. Hans radioprogram høres i hele Latinamerika. Efter at have søgt efter fred i New Age og forskellige hjælp-dig-selv bevægelser, kom han til sidst til Jesus Kristus.
– Fra det øjeblik begyndte jeg at opleve virkelig fred indeni. Selv om jeg er en åndelig baby, så tror jeg, at svaret er i Bibelen. Jeg føler, at jeg har spildt 41 år af mit liv. Men jeg ved nu, at Gud har en plan for mig, siger Mario, som nu lidenskabeligt ønsker at tjene Gud.
Jeg forstår, at Gud siger: Det er ikke, som du vil, men som jeg vil. Og jeg svarer: Ja, lad det ske, Herre, sådan som du vil. Men brug mig! Jeg vil tjene dig, siger den kendte radio-rådgiver, mens tårerne løber ned ad hans kinder.
Julios enke mener, at mange ikke-troende mennesker bliver fortvivlede over samfundets problemer med fx narko og korruption.
– De tænker: Der må da være en løsning. Når de så finder ud af, at kristendommen har et svar, så sker der en eksplosion! smiler hun.
Også myndighederne har anerkendt den forandring, som de tværkirkelige bede-møder har medført, fortæller Marcy MacMillan.
– De siger: Vi har brug for flere af jeres slags i regeringen. Vi har brug for ærlige folk. Og borgmesteren sagde: Jeg kan ikke kræve betaling for leje af stadion, for det er jer, der gør os en tjeneste. Så nu ser de på kirken som nogen, der bringer noget positivt til byen.
Da byens kristne ville arrangere et alternativ til byens årlige festival, som mest bestod af druk, tilbød byens ledere ikke blot et stadium, men ville også betale for lyd, annoncering og sikkerhed.
– Nu er det blevet anerkendt i overklassen at have et personligt forhold til Gud, fortæller forretningsmanden og politikeren Gustavo Jacamillo Mora.
– Før latterliggjorde man troen. Det var det pinligste emne, man kunne tale om ved et selskab. Men i dag kan man tale om Gud, og alle vil respektere det.
I nogle kirker har man nu syv gudstjenester, fordi der er for mange folk…
Kirkelederne tror, at denne åbenhed over for Gud er et direkte resultat af deres nye enhed og fortsatte bøn.
– Jeg tror, at kirken nu er meget forenet. Og det er ikke bare disse problemer, som har fået folk til at søge Gud; det er Gud selv, der bevæger sig i byen, siger journalisten Adrienna Vivas.
Man kan undre sig over, at alt dette skete netop i en by som Cali, der var kontrolleret og manipuleret af ulovlige penge, af narkobaroner og korruption.
– Jeg tror, at Gud valgte Cali for at vise hele verden, og lederne i verdens byer, at Gud kan forvandle et samfund, hvis samfundet omvender sig, siger Hector Torres, leder of Hispanic International Ministries.
Julio familie er beæret over, at de har spillet en rolle i den fornyelse, som er sket.
Gud betroede os det største, nemlig at give sin allernærmeste som martyr for Jesus Kristus, siger enken Ruth. Og Julios to døtre siger:
– Hans glød opmuntrede os på en måde til at ville gøre det samme. At lægge vores liv ned for Herren. Ikke bare at dø for Ham, men at leve for Ham.
– Hans vision lever indeni os. Den er en stor del af os.
– Julio plejede at sige: Jeg er udødelig, indtil jeg har gjort alt det, som Gud har planlagt, at jeg skulle gøre. Hvis du kunne spørge Julio nu, om det var det værd, så ville han svare: Ja. For hans hjerte var i det, siger Ruth.
– Jeg tror, at Gud gør noget nyt. Ikke bare i Cali, ikke bare i Columbia, men over hele jorden i dag, slutter George Otis.
– Hvis dette er, hvad kirken kan se frem til i de år, som kommer, så vil jeg være med i det!
(Artiklen er med tilladelse bygget på oplysninger fra George Otis jr. og The Sentinel Groups research. Dokumen-tarvideoen kan skaffes pa hjemmesiden www.sentinelgroup. org på engelsk, og med norske tekster på hosianna.dk).