Ofte møder man søgende, som egentlig synes, at det med Jesus er godt og rigtigt, men fordommene om kristne står i kø og forhindrer dem i at tro.
En IM-missionær foreslog for nylig, at Indre Mission skiftede navn, for jeg er jo bagud 10-0, så snart jeg siger, hvor jeg kommer fra. Han har ret! Men det er mere end navnet, der skal skiftes hos IM og andre kristne bevægelser.
Især indstillingen, at vi er de rettroende.
I de gamle kristne kredse sukker man efter vækkelse, men når Gud så endelig sender en vækkelse, som kunne blive til noget godt, så er der altid noget i vejen med den.
F.eks. har den karismatiske fornyelse siden 70erne været den største grund til vækkelse på verdensplan. Men herhjemme fik de etablerede vækkelses-bevægelser i løbet af få år taget livet af den. Jo, for den var jo falsk lære…
Nu kommer der så en helbredelses-vækkelse, som får danskere i tusindvis til at komme til f.eks. Ndifons møder. Mange bliver helbredt, og en del bliver troende kristne.
Men hvad sker? KFS-sekretær Erik Kloster fastslår i en lang artikel i Luthersk Missions blad Tro&Mission i sidste uge, at der kun er to muligheder: Enten er Charles Ndifon en falsk profet, eller også misbruger han groft sin nådegave. Det er en logisk konsekvens af den sort-hvide teologi, der hersker i de kredse. Alt, der ikke falder indenfor ens egen snævre kristendoms-opfattelse, kaldes falsk lære – og man advarer på livet løs.
Kloster glemmer, at der jo er en tredie mulighed, nemlig at han ikke selv er i stand til at bedømme ånderne.
Det er trist nok, at kristne ikke selv kan tage imod Guds gode gaver, men værre er dog, når vi holder andre væk.
Jesus udbrød engang i vrede: Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke. (Matt 23,13) – I dag er vi kristne de skriftkloge. Men vi behøver ikke være farisæere. Lad os dog flytte os i vore stive holdninger – så andre kan komme indenfor!