507 gæster fik kristen forbøn på okkult messe
Der var stor interesse for den kristne stand på den okkulte messe Mystikkens Univers i KB-hallen i weekenden.
– Så snart dørene blev slået op, strømmede gæsterne til vores stand, fortæller pastor Ole Skjerbæk fra den kristne organisation Areopagos, der har specialiceret sig i at række ud til åndeligt søgende i den alternative verden.
Areopagos havde en stor stand på 50 kvadratmeter, og desuden havde man et banner på scenen, så gæsterne kunne ikke undgå at lægge mærke til standen.
Udover Areopagos var der flere kristne grupper med i standen. Først og fremmest I Mesterens Lys, som Ole Skjerbæk har oprettet.
I år var gruppen Sandt Liv i Gud med for første gang. Det er en gruppe, der er stiftet ud fra interessen for den ortodokse profetinde Vasula Rydéns bog af samme navn, samt hendes øvrige bøger.
En anden gruppe var Viborg Pilgrimscenter, som havde et café-arrangement, hvor mange gæster kom ind for at få tanket kaffe op og få sig en snak.
En ny deltager var Lyttende Kirke, som oplevede meget stor interesse.
– Idéen er, at mennesker her selv kan snakke og fortælle, hvad de har på hjerte at sige til kirken. Man forsøger så med reflekterende spørgsmål at lede deltagerne til en konklussion på deres egne tanker. Og hvis de er interesseret, tilbyder man også forbøn, forklarer Ole Skjerbæk.
Forbønnen var der i det hele taget stor interesse for.
– Vi havde vel på et tidspunkt ti stole fremme, hvor gæsterne kunne sætte sig og modtage forbøn. I alt var der forbøn for 507 personer, hvilket svarer til 2.7 pct. af alle besøgende.
Desuden var der 141 personer, som vi havde gode og dybere samtaler med.
Desuden kunne de besøgende skrive bønner og sætte dem på et kors.
Ole Skjerbæk holdt også selv et foredrag, hvor ca. 90 personer deltog.
– Men en del af dem forsvandt igen, så måske var det for indviklet, indrømmer han.
Den okkulte messe havde naturligvis mange andre ikke-kristne udstillere. Da det faldt sammen med Haloween, var der meget, der handlede om den form for okkultisme.
Men den kristne stand benyttede anledningen til at fejre en allehelgens-gudstjeneste om søndagen. Den foregik i de stille timner, hvor der var færrest besøgende, og her var da også kun 35-40 deltagere.
Men Areopagos og samarbejdspartnerne er meget tilfredse med endnu engang at deltage på den ellers alt andet end kristne messe i KB-hallen.