Udfordringen er i år udkommet i 25 år som ugeavis. Her fortæller Henri Nissen sin personlige oplevelse af, hvordan det begyndte.Som vi fortalte i sidste uge, opstod Udfordringen allerede i 1973 og fungerede som traktatavis, og dernæst månedsavis frem til 1985.
På dette tidspunkt begyndte min personlige historie at blive snoet sammen med Udfordringens. Jeg håber, at læserne derfor vil bære over med, at jeg fortæller det lidt personligt.
Efter at have afsluttet Journalisthøjskolen og arbejdet lidt på et dagblad, kom jeg i 1980 til Christiansborg som pressemand for Kristeligt Folkeparti.
Samtidig var jeg redaktør for partiets ugeavis, som faktisk havde et oplag på ca. 5.000 på det tidspunkt.
I 1983 fik jeg et rejsestipendium af Danida til Indien, som jeg besøgte sammen med min bedste ven, KFUM-sekretær Kamalesh Biswas og vores to koner. Det var en skøn rejse.
En dag gik jeg forbi nogle avissælgere i Calcutta. Indiske aviser var dengang trykt på gamle trykmaskiner fra kolonitiden, og bogstaverne hoppede og dansede. Men ét blad skilte sig ud med et stilrent layout og gode artikler. Det var The Telegraph. Jeg fandt ud af, at det var grundlagt af en yngre journalist, som havde sine egne idéer om bladdrift.
Jeg tror, at Gud brugte det blad til at give mig en vild drøm om en uafhængig kristen ugeavis i Danmark.
I hvert fald var jeg så optaget af idéen, at jeg ikke kunne sove den lange vej hjem i flyet.
Da jeg kom hjem, foreslog jeg Kristeligt Folkeparti, at de skulle sælge partiets avis til mig, så jeg kunne udvikle den.
Det kan lyde skørt, men KrFs ledelse (forretningsudvalget) gik faktisk ind for forslaget. Det var først i hovedbestyrelsen, at forslaget faldt. Flertallet ville ikke sælge partiavisen – men det kunne måske have været avisens redning at blive selvstændig. I stedet lukkede den nogle år senere som ugeavis.
Rastløs så jeg mig om efter andre muligheder for at realisere visionen. Dengang syntes jeg, at Udfordringen var en lidt underlig avis, fordi den ikke blev lavet efter journalistiske regler. Men jeg kunne vældig godt lide menneskene og ånden på avisen.
Og en dag slog en vild idé ned i hovedet: Lav Udfordringen om til en rigtig avis.
I ungdommelig naivitet skrev jeg sammen med min kollega Bent Dahl et brev til bestyrelsen. Vi fortalte bramfrit – og meget utaktisk – at deres avis var helt forkert. Men at vi gerne ville lave den helt om til en aktuel ugeavis…
Vi fik da heller ikke noget svar. Så jeg spurgte Benny Alex, som gik ind for idéen, hvem den hårdeste nød i bestyrelsen var. Han udpegede straks Mogens Larsen, en lidt barsk forretningsmand, som bl.a. havde stået for Billy Grahams kampagne i Danmark.
Mogens gav mig kun 15 minutter i sin frokostpause, og jeg fik ikke et ben til jorden. Men efter snakken sagde han: Ok, jeg har fidus til dig. Det gør vi.Jeg kunne næsten ikke tro mine egne ører, men Mogens fik overtalt den øvrige bestyrelse. De besluttede at ændre månedsbladet til ugeavis fra nytår 1986.
Jeg blev ansat midt i 1985, og vi lavede månedsaviser resten af året, mens vi forberedte ugeavisdriften fra 1. januar.
Tilfældigvis havde jeg netop omlagt KrFs blad Idé Politik til moderne fotosats-produktion og sparet mange penge på det, så jeg vidste lige, hvad vi skulle gøre. Og Udfordringens meget kreative direktør Jørgen Vium Olesen gik med på at investere over en halv million i en ny fotosætter, der kunne producere hele sider – mens man dengang på aviserne endnu brugte hul-strimler og klæbede og klistrede med håndkraft.
Desværre var der ikke råd til også at ansætte journalist Bent Dahl, som jeg havde udarbejdet forslaget sammen med. Men vi gav ikke op. Bent blev i stedet tilknyttet Daneu Pressebureau, som Udfordringen derefter overtog. Her var Christel Brubaker også praktikant, og hun fik nu lov at slå sig løs hos os.
En af hendes sjove idéer var at klæde sig ud som nonne og beskrive folks reaktion på Strøget. Solveig Basse, Dorthe Stieper og Jess Ulrik Verge var nogle af de andre journalister, der kom med ombord efterhånden.
Ugeavisen var en stor satsning, som nemt kunne have slået fejl. Men det utrolige skete. Ikke blot beholdt vi oplaget på de ca. 4.000, men det voksede til de 6-7.000 ekspl., som Udfordringen har ligget på siden.
En ung annoncemand, Steen Steiner, blev ansat, og snart kunne han tjene sin løn hjem fire gange!
Avisen klarede sig langt bedre som ugeavis end som månedsavis.
Vores mål var at udgive en frisk avis for de aktive kristne – først og fremmest inden for frikirker og missionsforeninger i Folkekirken. Vi ville fortælle om tro på en positiv måde, som kunne appellere til mennesker uden for de kristne kredse.
Bent og jeg havde netop udgivet bogen Ud med Sproget, som forsøgte at ryste kirkefolket ud af det indforståede sprog og de lukkede cirkler. Den kom i to store oplag og fik en stor virkning.
I dag lyder det nok ikke så ualmindeligt. Nu snakker alle om at komme ud med sproget.
Men dengang var det kirkelige landskab mere fastlåst. De fleste kirkelige blade var meget kedelige, og man skrev ofte kun for inderkredsen.
Vi unge journalister syntes jo, at Kristeligt Dagblad var en noget stivnet avis. Den betjente mest den gamle kirkelighed og skrev uendelig meget om striden mellem Indre Mission og KFUM & KFUK.
Avisen manglede føling med den åndelige fornyelse, der skete i kirkelivet og samfundet.
KD havde altid ondt i økonomien. Hvert år var der indsamlinger blandt læserne. Avisen levede til sidst af de millioner, man fik ind ved salget af sin ejendom. Så vi forudså, at KD nok ville bukke under.
Men så fik KD ansat en ny redaktør, som skaffede millioner fra erhvervslivet til en genrejsning – og så gik det den modsatte vej.
Da KD for sidste gang var ude med raslebøssen, og der blev talt om, at den NU ville lukke, skrev jeg i Udfordringen, at vi da gerne ville overtage det kære gamle blad.
Det skabte åbenbart så store chockbølger i de folkekirkelige og anti-karismatiske kredse, at pengene strømmede ind til KDs overlevelsesplan.
Den ny redaktør Erik Bjerager skal have udtalt, at den artikel var den bedste gave, jeg kunne give ham.
Den var ham vel undt, for vi ønskede ikke KDs død.
Så Udfordringen blev ikke det nye KD. Men vi fik vores plads som en aktuel ugeavis med artikler specielt om levende og aktiv tro.
Vi overlevede alle de kriser, som vi de kommende 25 år blev udsat for, og som jeg måske vil fortælle om i et senere nummer.
Udfordringen har betydet meget for fornyelse, enhed og vækst i kirken.
Mange er også blevet hjulpet og opmuntret af artiklerne til at holde ud i tro og opleve mere af Guds herlighed.
Soli deo Gloria!