SUNDHED3 forhindringer og 8 nøgler til guddommelig helbredelse
Helbredelses-evangelisten Svein-Magne Pedersen har været redskab til tusindvis af helbredelser i Norge. I bogen Nøklene til DIN helbredelse fortæller han bl.a. om at rydde hindringer af vejen for Guds helbredelse.
– Der findes ikke en hokus-pokus opskrift på helbredelse i Bibelen, men der er nogle klare ord om, hvilke hovedingredienser, som bør være med for at der kan ske en helbredelse, skriver Svein-Magne Pedersen.
I bogen Nøglerne til din helbredelse fortæller han om otte vigtige indstillinger hos den, der skal modtage helbredelse.
Han nævner også, at helbredelse kan ske straks (som det i øvrigt ofte gør, når han beder for syge) eller helbredelsen kan ske over en periode.
– Nogle gange må vi søge Gud flere gange, før der sker et mirakel, siger han, men tilføjer:
– Gud som skabte os, er interesseret i at helbrede os alle hvis vi lader ham komme til.
Her er otte af de vigtigste love i en bibelsk helbredelse:
1. Du må erkende, at du er syg
2. Du må have et stærkt ønske om at blive helbredt
3. Du må kende til Bibelens løfter om helbredelse
4. Du må fjerne hindringer for helbredelse
5. Du må bruge Guds metode
6. Du må lade Gud formidle helbredelse
7. Du må tage imod helbredelse i tro
8. Du må bede en enkel bøn i tro.
– Bibelen har mange løfter, fortællinger, lignelser og opmuntringer som klart indikerer at Gud har omsorg for os og gerne ønsker at helbrede de syge. Han, som skabte os, kender sit produkt bedre en nogen anden.
Gud er ikke imod sund og medicinsk behandling. Han har ikke noget imod, at vi forsker i hans skabelse og benytter os af de kræfter, som er i naturen.
God medicin og god medicinsk behandling er derfor gudvillet. Det har givet mange et bedre liv og reddet livet for mange alvorligt syge mennesker, fastslår Svein-Magne Pedersen.
– Nogle bliver helbredt gennem medicin, naturmedicin eller anden menneskelig behandling. Det kalder jeg naturens helbredelse, altså helbredelse med basis i det skabte.
I tillæg har Gud lagt helbredende kræfter i os alle immunforsvaret. Det er vigtigt, at vi passer godt på os selv, så det legeme Gud har givet os kan fungere optimalt.
Men den bedste metode til helbredelse uden menneskelig begrænsning og medicinske bivirkninger er: Guddommelig helbredelse det vil sige helbredelse gennem Guds kraft Den Hellige Ånd. Helbredelse gives i Jesu Kristi navn ved hans rigdom og efter hans vilje.
Men der kan være blokeringer for helbredelse i vore liv. Bibelen fortæller, at vi har brug for en åndelig oprydning. Kong David bad til Gud: Prøv mig, Herre, undersøg mig, ransag hjerte og nyrer. Salme. 26:2.
1. Synd er en hindring
Måske er der synd i vore liv, som vi ikke er villige til at opgive. De blokerer for Guds kraft. Had, jalousi, misundelse, bitterhed og et utilgivende sind plejer at hindre helbredelse.
2. Okkulte blokeringer
Nogle begår den fejl at opsøge tvivlsomme behandlere med okkulte, dæmoniske forbindelser, samtidig med at de kommer til forbøn i Jesu navn. Det er forkert og kan derfor være en hindring for at Gud kan helbrede den syge. Gud deler ikke sin ære med andre. Satans kraft og Guds kraft kan ikke forenes. Så bryd med enhver okkult forbindelse, og lad Kristus være din eneste kilde til helbredelse.
3. Stridigheder og kliker
En anden hindring for bønnesvar kan være stridigheder. Man må gerne have forskellige meninger, men når det forårsager ondskab, splid, stridigheder og ukærlige handlinger, vil det kunne hindre helbredelse. Sådan var det i menigheden i Korint (1. kor. 1:10-16). Når de kom sammen for at dele nadver, havde de først et kærlighedsmåltid. I denne menighed var der kliker. Hver enkelt havde mad med til sig selv, men de delte ikke med de fattige, som ikke havde mad med. Nogle vanærede fællesskabet ved at drikke sig fulde. Vi er ét legeme i Kristus og ikke delt. I denne kærlighedsløse menighed manglede enheden.
Paulus sagde det på denne måde: Derfor er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen. 1. Kor. 11:30.
Men når vi erkender vores synd og omvender os, vil Guds lægende hånd igen være aktiv.
Normalt bør blokeringer fjernes, før der sker en helbredelse. Men det betyder ikke, at man skal være syndfri for at blive helbredt. Hvis det var kravet, ville ingen jo blive helbredt. I Jesu tjeneste blev alle jo helbredt, både frelste og ufrelste. Men også i hans tjeneste kunne der være hindringer for helbredelse hos mennesker (se fx Markus 2:5;6.1-6; Joh. 5:14).
Hvis Gud minder os om noget, vi skal gøre op med, bør vi straks gøre det, så at hans helbredende kraft kan flyde frit, opfordrer Svein-Magne Pedersen.