– Er der en film? udbrød Sam Malone ærgerlig. Han havde netop læst sig igennem Tolstojs store 4-binds roman Krig og Fred på over 1000 sider.
Hvorfor skal vi læse romaner, når der er så mange film? Hvorfor skal vi læse avis, når der er nyheder i TV? Hvorfor ikke vælge den lette løsning.
Sådan er der mange – måske især unge, der tænker. Og der er da heller ikke noget kristeligt set mere rigtigt i at læse en bog end at se en film. Det afgørende er indholdet.
Men de fleste bøger med åndeligt indhold kan du ikke se på film. Ikke endnu. Og selv om det engang skulle blive muligt, så vil det altid blive på et overfladisk plan.
TV og film er flimrende medier. De gør en stærk virkning lige her og nu, fordi de appellerer til flere sanser. Derfor har de også så nemt ved at forføre os – at pådutte os dårlige moralbegreber og oppiske følelser. Og inden vi ser os om har vi igen brugt timevis på at zappe fra kanal til kanal – ofte uden at finde noget af værdi. Men der er altid nok, der kan fange sanserne. Alt det dårlige og perverse.
Men bogen er anderledes. Der er du herre. Du bestemmer, hvornår du vil læse, og hvornår du vil holde op. Du bestemmer tempoet. Du kan tage en tænkepause, når du vil. Du behøver ikke hæsblæsende at følge med.
Og en god åndelig bog kan få afgørende betydning for, hvordan dit liv fungerer. På langt sigt. Overfor andre. Overfor Gud. Det gælder om at få fyldt positive tanker ind i sindet. Først og fremmest fra Bibelen selv, fordi bøgerne her på en særlig måde er inspireret af Gud.
Men også dagaktuelle bøger, der hjælper os til at forstå os selv, kan være inspireret af Gud. Du lever ikke længere, fordi du læser bøger – men det føles sådan.
Derfor bruger vi et tema-nummer på at fortælle om gode bøger.