Til trods for, at vi (endnu) er et meget rigt land, tillader vores politikere, at ca. 16.000 børn hvert år bliver aflivet på vore sygehuse med offentlig støtte.
Langt de fleste af disse fostre er levedygtige og ville blive til dejlige børn, hvis samfundet lod dem leve.
Det er da egentlig rystende. Men vi har gennem 40 år vænnet os til, at det er sådan. Først fik vi tudet ørene fulde af snak om ”kvindens ret til at bestemme over sin egen krop” – og senere blev det et tabu, man ikke talte om.
Rent biologisk er et foster selvfølgelig ikke kvindens egen krop, men et selvstændigt lille menneske. Og man ville jo (forhåbentlig) aldrig sige, at en kvinde havde ret til at slå sit barn ihjel, når det først var født. Og dog. I Holland argumenterer liberale folk for, at børn bør aflives efter fødslen, hvis de har et handikap. Når først man er gået på kompromis med moralen, så skrider alt.
Den såkaldte fri abort blev gennemført i en urolig og oprørsk tid i 70’erne. Det var under det såkaldte ungdomsoprør, hvor mange vanvittige politiske bevægelser huserede og senere førte til terrorisme.
Rødstrømpe-bevægelsen og feminismen galoperede på en måde, som de fleste senere har indset, var helt ude af proportioner. Den borgerlige regering (VKR) ville gerne vise, at de ikke var gammeldags. For at bevare kapitalismen gav den køb på de (kristne) moralske værdier og kastede en luns kød til det revolutionære vilddyr.
I dag lever vi under følgerne. Ca. 750.000 ufødte børn er blevet aflivet. Det er skyggen over vores land. En af årsagerne til, at vi er ved at miste den velsignelse, Danmark har levet under i de tusind år med kristendom.
Der skal en folkevækkelse til at ændre kursen, så vi kommer tilbage til de positive og holdbare værdier. Vi kan alle gøre noget for at sætte den vækkelse i gang. Det gælder om at lytte til de gode idéer, som Helligånden giver til dem, der lytter – og så handle i tro på, at Han går med.
Ved det kommende valg til Regionerne er der en lille mulighed for at gøre noget ved aborterne. Kristendemokraterne – og enkelte andre politikere – vil have indført obligatorisk rådgivning af alle abortsøgende. Sådan er det i Tyskland, og her har de ca. 1/3 færre aborter.
Så meget tyder altså på, at hvis blot mødrene vidste, hvad de foretog sig, og fik lidt fornuftig rådgivning og tid til overvejelse, så ville deres ”uønskede barn” blive et ønskebarn.
Måske kan vi redde nogle af de 16.000 børn.