Redaktør
Når den svenske frikirke-leder Ulf Ekman meget overraskende har besluttet sig for at blive katolik, er det ikke blot en personlig sag, men et udtryk for en voksende forståelse mellem seriøst troende kristne.
Først det personlige: Ulf Ekman savnede som ung i den kristne studenterbevægelse, at troen blev omsat i et radikalt liv. Efter bibelstudier i USA vendte han derfor hjem og oprettede frikirken Livets Ord i Uppsala, som samler tusinder. Han blev en af de vigtigste bannerførere for den såkaldte trosbevægelse i Skandinavien.
Bevægelsen blev mødt af hård kritik fra det etablerede kirkeliv – og blev derfor ofte hængt ud i medierne.
Mange af os må i dag indrømme, at vi var urimeligt kritiske overfor Livets Ord og trosbevægelsen. Set i bakspejlet skyldtes kritikken ofte misforståelser – og måske at vi andre sad fast i en ligeså forkert elendigheds-teologi, hvor vi havde overset væsentlige dele af evangeliet.
Med årene er Ulf Ekman og andre i trosbevægelsen blevet mere modne. I stedet for konflikt søger de nu enhed og forsoning. For Ulf personligt har denne vandring nu ført ham i favnen på den katolske kirke. Det kan der også være personlige og familiære grunde til.
Jeg er selv vokset op som ”rettroende lutheraner” og har lært at betragte den katolske kirke som den store skøge i åbenbaringen, og Paven som en mulig antikrist.
Men for mange år siden blev vores datter dødssyg af meningitis. Vi boede i en københavnsk forstad, hvor der var meget få troende. Tilfældigt kom vi i kontakt med nogle katolske søstre i et lille kloster. De bad – ligesom mange andre kristne – for vores datter, mens hun lå i koma. Mirakuløst blev hun rask – uden mén. Siden dengang har jeg betragtet troende katolikker som brødre og søstre – uanset at vi ikke er enige. Jeg mener fortsat, at de lægger for stor vægt på Maria, helgener, ritualer og kirkens autoritet. Og jeg synes, at de – og Ulf Ekman – tillægger Paven en autoritet, som der slet ikke er belæg for i Bibelen.
Mere generelt er Ulf Ekmans valg udtryk for, at kirkelivet nu deler sig i to retninger – og samles i en ny enhed:
1. Den officielle kirkelighed bliver stadig mere liberal, politisk korrekt og tilpasset den humanistiske tidsånd. Her opgives de grundlæggende trossætninger. Vi har herhjemme set pastor Grosbøl og andre præster, ja endda biskopper, som frejdigt fornægter Bibelens ord.
2. De inderligt troende ser sig samtidig desperate om efter andre, der har det ligesom dem. Her opdager gamle ”fjender”, at de til trods for de teologiske skismaer, som har delt dem i århundreder, nu åndeligt forstår hinanden.
For de har gudsfrygten, bibeltroskaben, bønnen og ikke mindst Jesus og den åndelige virkelighed til fælles.
Yderpunkterne nærmer sig
Siden Luthers opgør med Paven har der været en dyb afgrund mellem protestanter og katolikker.
Og de mest konservative og bibeltroende lutheranere har sammen med frikirkefolkene været længst fra den katolske kirke, mens de liberale og midtsøgende på begge sider fandt sammen i økumenisk forståelse.
Men på grund af de traditionelle (stats)kirkers liberale teologi og moralske udglidning har de inderligt troende i disse kirker opdaget, at de er mere enige med seriøst troende katolikker og ortodokse end med deres egne.
Enhed – men frihed til forskellighed
Vi skal ikke pantsætte vores åndelige frihed for at følge ét menneske, uanset hvor god en pave det er. ”I må ikke kalde nogen på jorden jeres Fader”, sagde Jesus.
Alligevel kan vi glæde os over, at Ekmans skridt vil betyde en større forståelse og enhed blandt troende kristne. Også en større åbenhed i den katolske kirke overfor protestanter og frikirker, som de før har kaldt sekter.
Og den enhed har vi brug for i en verden, der bliver stadig mere ukristelig. For enheden vil åbne for en åndelig fornyelse af Europa.