Redaktør
I Kolding er der en folkekirke, hvor et enigt menighedsråd gennem årene har valgt tre indremissionske præster. Det har ført til en stor og velfungerende menighed.
Men med jævne mellemrum føres der en hetz-lignende omtale i medierne af denne kirke. Præsterne bliver hængt ud, især fordi de ikke vil gifte homoseksuelle par.
Nu kører de Radikale igen en sag, hvor de vil have gennemført, at biskopper skal kunne forhindre et demokratisk flertal i et menighedsråd i at ansætte den præst, de ønsker.
Biskoppen skal ”sikre” at der altid er en præst i ethvert sogn, det vil vie homoseksuelle par – forøvrigt i direkte modstrid med Bibelen og kirkens årtusindgamle tradition, for ikke at tale om biologien.
Det er i øvrigt slet ikke noget reelt problem, de Radikale er så optaget af, idet stort set alle andre præster i provstiet er villige til at vie mennesker af samme køn.
Og på landsplan er der kun 77 homoseksuelle par, som har ønsket at blive kirkeligt viet, siden et flertal af biskopper bøjede sig for det enorme politiske pres og indførte et ritual for to år siden.
Hvad vi her er vidne til er et politisk felttog imod præster, som holder fast i den samvittighedsfrihed, som man lovede dem ved lovens indførelse.
Sådanne sager køres med jævne mellemrum for at undertrykke ytringsfriheden, når det gælder homoseksualitet.
De fleste har allerede bøjet nakken, men endnu findes der nogle få folkekirkepræster, som ikke føler, de kan gå imod deres samvittighed og det præsteløfte, hvor de har svoret at forkynde evangeliet og sandheden.
Dem forsøger man at knægte i strid med den religionsfrihed, som grundloven ellers burde sikre.
Det er således ikke nogen ædel sag, de Radikale med flere er optaget af. Det er derimod en form for meningstyrani og forfølgelse af et mindretal.
Der er åbenbart ikke megen radikal tolerance, når det gælder folk, man er uenige med.
Hvis man endelig skal tale om en mindretalsgruppe i befolkningen, som udsættes for hån, spot og forskelsbehandling, så er det slet ikke længere de homoseksuelle. Det er derimod de indremissionske kristne. Dem føler de kulturradikale sig åbenbart kaldet til at mobbe.
Lad os håbe, at de indremissionske og andre troende kristne vælgere husker det på valgdagen – fremfor blot bevidstløst at stemme på partier, som åbenbart ikke vil ”sikre” alle mindretal.