På fredag er der en solformørkelse. Den har vi allerede omtalt sidste år, idet den indgår som en del af et større fænomen på himlen med fire blodmåner (måneformørkelser) og en solformørkelse indenfor et år. Og alle falder de i forbindelse med de jødiske helligdage…!
Som kristne tror vi ikke – som verden – at alt sker tilfældigt og uden en Skaber, som styrer universet. Ifølge Bibelen er solen og månen og stjernerne netop sat som ”tegn”. Da Jesus blev født, viste en stor stjerne sig, og da han døde på korset var der solformørkelse. Tilfældigt, nej. Derfor er en sådan ophobning af blodmåner næppe heller tilfældig, og gennem historien er disse ofte sket i forbindelse med skelsættende begivenheder for det jødiske folk. Alt det har vi beskrevet i en artikel i uge 40/2014.
Hvad sker der?
1 Første blodmåne skete d. 15. april 2014. Det var dagen, hvor den jødiske påske begyndte.
2 Derefter kom nu igen en blodmåne d. 8. oktober, hvor løvhyttefesten begyndte.
3 Så sker det igen d. 4. april 2015, som er begyndelsen på den jødiske påske.
4 Og igen d. 28. september 2015, som er starten på løvhyttefesten.
5 Mellem de fire måneformørkelser kommer den totale solformørkelse på fredag d. 20. marts. Den falder på den 1. nissan, der ifølge 2. Mosebog kap.12 var den måned, hvor jøderne begyndte udvandringen af Egypten. Her indstiftedes påsken, og her begynder det jødiske nytår, som afslutter det jødiske sabbatsår (hvert 7. år).
Især gennem det sidste år har Islamisk Stats huseret i Mellemøsten; Syrien er i borgerkrig; og præsident Obama har valgt at indgå en aftale med Iran fremfor at lytte til Israel. Netanyahu har provokeret præsidenten og det halve USA. Hvad bliver det næste? Følg med i tegnene og nyhederne – og tjek med din bibel.