Guds-bespottelse?

Ansvarshavende redaktør  Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør Henri Nissen

Forleden hørte jeg tilfældigvis radioens P1. Her var et satirisk program kaldet Leica. Standarden var lav og vulgær. Men det, der stødte mine følelser var især, at programmet tilmed sluttede med en såkaldt aftenbøn.

I denne ”aftenbøn” bad en meget bandende person til Gud og klagede over, at Gud havde skabt verden sådan, at Lolland ikke hang sammen med Tyskland, så denne person skulle bruge tid og penge på færgen. Gud blev også skældt ud for, at øl og sodavand var dyrere i Danmark.
Denne ”bøn” var fyldt med voldsomme bandeord og så perfid og aggressiv, at man ikke var i tvivl om, at hensigten var at spotte og latterliggøre Gud. Det var dét, man før ville have kaldt blasfemi – men som vi nu er blevet så vant til, at ikke engang Kristelig Lytterforening vel orker at protestere.
Men jeg synes faktisk ikke, vi skal finde os i, at Gud eller kristendommen på den måde blive spottet og latterliggjort i den licensbetalte statsradio.
Det er nemlig at såre og håne den minoritet af danskere, der tror på Gud. Det kan fx være et følsomt barn eller en ældre medborger. Er det rimeligt, at et program i DR latterliggør deres tro – eller Gud. Vi bør protestere.

Når et menneske vover at spotte en almægtig Gud, så skyldes det jo nok, at man ikke tror på, at han virkelig findes. For hvis man virkelig fattede, hvilken enorm og intelligent kraft i universet, man hovmodigt sætter sig op imod, så ville man nok snarere kaste sig til jorden og råbe på tilgivelse.
Gud er ufattelig barmhjertig og tålmodig med os mennesker. Han lader os løbe linen ud. Heldigvis…
Men en dag vil også de mennesker, som nu slår sig op på at svine Gud til, som om han var ingenting, få sig en meget ubehagelig overraskelse. Når de dør, vil de opdage, at der er et evigt liv efter døden – og en evig fortabelse for dem, der har afvist Guds nåde. Måske er verdenshistorien nu endda så fremskreden, at dommedag kommer inden vi når at dø. Meget tyder på det. Og tidens blasfemiske ”humor” er netop et af tegnene. Bagved de naive spottere, som lader sig bruge i det store spil, raser dæmoniske ånder, som véd at deres tid snart er forbi.
Derfor er det heller ikke imod mennesker, vi skal kæmpe, (Efes. brev. 6) selv om man nok kunne have lyst til det. Det er en åndelig kamp, som vi kan vinde i bøn.
Hvis du forstår dette, så lad os sammen i vores ’aftenbøn’ gå imod denne gudsbespottelse og se, om bøn bare er naivt pjat – eller om der er én derude i universet, som svarer os.

Leave A Reply

Your email address will not be published.