Frikirkepræst stiller op for LA

Claus Hermansen
Claus Hermansen

Claus Hermansen er 40 år, gift og har 4 børn. Han er frikirkepræst i en pinsekirke i Hobro. Og han er kandidat for Liberal Alliance…

Hvorfor har du valgt at stille op til Folketinget?
– Jeg mener, det er meget vigtigt, at kristne involverer sig i samfundet og gør deres indflydelse gældende. Vi har brug for mange flere kristne journalister, advokater, skolelærere – og politikere.
Som frikirkepræst havde jeg i mange år den holdning, at jeg ikke burde være politisk aktiv – men samtidig opfordrede jeg igen og igen folk til at involvere sig i det, der interesserede dem for at danne netværk blandt ”almindelige mennesker” – og én dag var det, som om Gud spurgte mig: ”Hvad engagerer du dig så i?”
Det var startskuddet til at engagere mig i politik – noget jeg i mange år havde haft lyst til.

Hvorfor lige Liberal Alliance?
1) LA kæmper for det enkelte menneskes, den enkelte virksomheds – og den enkelte forenings/kirkes – frihed fra unødig statslig indblanding. Er der noget, vi som frikirker har brug for, er det politikere, der vil værne om friheden for den enkelte til at tro og tænke, hvad de vil – uden diskrimination.
2) LA kæmper for vækst og velstand for den ganske almindelige dansker og tilskynder til, at man ærer dem, der viser entrepreneur-skab – i stedet for at mistænkeliggøre dem, der tjener lidt ekstra ved at pålægge dem topskat og andet, som er baseret på misundelse.
3) LA har pondus til at få indflydelse på Christiansborg.
4) Ja, LA er – ligesom resten af Folketingets partier – tilhænger af, at den frie abort skal bevares. Det er jeg som bibeltro kristen selvsagt ikke – men man må vælge sine kampe, og kampen mod fri abort er mine øjne mere åndelig end politisk. Bevarelse af den frie abort ligger på ingen måde som en mærkesag eller et fokus for LA – og der er andre i partiet, der er imod, ligesom jeg – og jeg oplever respekt for mit synspunkt.
5) LA er på linie med de kristne på række områder, såsom modstand mod anerkendelse af Palæstina som stat, skepsis overfor aktiv dødshjælp, stop for statslig indblanding i kirkens interne forhold etc.
6) En stemme på en bibeltro LA’er til valget giver langt mere kristen indflydelse på Christiansborg end en stemme på en kristen, hvis parti ikke har en realistisk mulighed for repræsentation, slutter Claus Hermansen.

7 Comments
  1. Anonym says

    “1) LA kæmper for det enkelte menneskes, den enkelte virksomheds”.
    Hvad med at kæmpe for de svage i samfundet, og ikke kun virksomhederne og de rige ?

    “2) LA kæmper for vækst og velstand”
    Hvor i bibelen står der at vækst og velstand er vigtig ? Hvis målet med velstand er at at hjælpe alle mennesker til et bedre liv er det ok, men LA vil jo ikke give samfundet et løft men kun skære i det offentlige så hvordan skal det give de svage et bedre liv, de vil bare gøre de rige, mere rige og øge uligheden i landet, så hvad har det med at være kristen at gøre ? Det vi har brug for er åndelig vækst og livskvalitets velstand og ikke kun økonomisk.

    “4) Ja, LA er – ligesom resten af Folketingets partier.”
    Ja ud over at der er nogle der også tænker på de svage i samfundet og ikke kun på penge.

    “5) LA er på linie med de kristne på række områder.”
    Der er nogle få som alle de andre partier også har, hvilket var godt hvis der så ikke var så mange områder hvor de ikke er på linje med hvad der står i bibelen.

    “6) En stemme på en bibeltro LA’er til valget giver langt mere kristen indflydelse på Christiansborg end en stemme på en kristen, hvis parti ikke har en realistisk mulighed for repræsentation, slutter Claus Hermansen.”
    Dette er en profeti jeg ikke tror på.

    Det er selvfølgelig og heldigvis frivilligt hvad og hvem men man vil stemme på i dette land.
    Men som kristen ville LA være det sidste jeg stemte på.

    Jeg mener at man skal lytte til hvad hvad Jesus selv siger og handle/stemme derefter :

    Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«
    Matthæusevangeliet 25,31-46
    Jeg var sulten, og I gav mig at spise,
    jeg var tørstig, og I gav mig at drikke,
    jeg var fremmed, og I tog jer af mig,
    Jeg var nøgen, og I gav mig klæder,
    jeg var syg, og I så til mig,
    jeg var i fængsel, og I besøgte mig.

  2. Anonym says

    Lars Seier Christensen, direktør i Saxo bank og Liberal Alliances hovedsponsor (han ejer nemlig ikke kun et cykelhold), prædiker filosoffen Ayn Rands tanke om “selviskhed rationalitet” og “etisk individualisme”, dvs. at altruisme er en moralsk defekt og selviskhed er en dyd. Hvordan en præst kan få det til at hænge sammen med Jesus ord om næstekærlighed, kan jeg simpelthen ikke forstå.

  3. Anonym says

    Det er uforståeligt, at Henri Nissen overhovedet ikke forholder sig journalistisk kritisk til Claus Hermansen og Liberal Alliances meget kontroversielle værdier set i forhold til kærlighedsbuddet, men i stedet blot agerer noget der tenderer “mikrofonholder”. Vis jer nu som en rigtig avis, Udfordringen!

  4. Anonym says

    Jeg læste denne artikel i går aftes inden jeg skulle sove. Det var dumt gjort, da den desværre påvirkede min søvn negativt.
    Jeg blev ked af det, vred og frustreret over, at Claus Hermansen, der bekender sig til samme tro som jeg, vælger at stille op for LA og særligt, at han forsøger at argumentere for dette valg udfra sit virke som frikirkepræst.

    De kommentarer der allerede er blevet skrevet til denne artikel, dækker meget fint min undren og frustration. Derfor vil jeg undlade, at gentage årsagerne herfor, da det blot vil blive en gentagelse.

    Jeg har dog lyst til at spørge Claus hvad han mener med, at kampen om fri abort er mere åndelig end politisk? Og vil en sådan forklaring kunne bruges til andre emner end abort – fx fattigdom, sygdom mv?
    For mig at se er det nemlig en dybt bekymrende og tåbelig forklaring, fra et menneske der gerne vil være politiker – og det uanset hvilket emne det drejer sig om. Claus kunne vel ligeså godt have sagt, at vi som mennesker ikke har magt til eller ansvar for at ændre på det givne emne (her abortspørgsmålet).
    At han desuden vælger at trække “åndelighedskortet” i denne kontekst, så det nærmest bliver brugt til at “vaske hænder”, synes jeg er direkte usmageligt.

    Jeg håber, at Claus vil genoverveje hvor vidt det lige er hos LA han vil bruge sit engagement i samfundet. Om det virkelig er et sådan menneskesyn og samfundssyn han ønsker skal præge Danmark. Der er flere partier der synes mere oplagte.

  5. Rakel says

    Jeg læste denne artikel i går aftes inden jeg skulle sove. Det var dumt gjort, da den desværre påvirkede min søvn negativt.
    Jeg blev ked af det, vred og frustreret over, at Claus Hermansen, der bekender sig til samme tro som jeg, kan vælge at stille op for LA og særligt, at han forsøger at argumentere for dette valg udfra sit virke som frikirkepræst.
    De kommentarer der allerede er blevet skrevet til denne artikel, dækker meget fint min undren og frustration. Derfor vil jeg undlade, at gentage årsagerne herfor, da det blot vil blive en gentagelse.

    Jeg har dog lyst til at spørge Claus hvad han mener med, at kampen om fri abort er mere åndelig end politisk? Og vil en sådan forklaring kunne bruges til andre emner end abort – fx fattigdom, sygdom mv?
    For mig at se er det nemlig en dybt bekymrende og tåbelig forklaring, fra et menneske der gerne vil være politiker – og det uanset hvilket emne det drejer sig om. Claus kunne vel ligeså godt have sagt, at vi som mennesker ikke har magt til eller ansvar for at ændre på det givne emne (her abortspørgsmålet).
    At han desuden vælger at trække “åndelighedskortet” i denne kontekst, så det nærmest bliver brugt til at “vaske hænder”, synes jeg er direkte usmageligt.

    Jeg håber, at Claus vil genoverveje hvor vidt det lige er hos LA han vil bruge sit engagement i samfundet. Om det virkelig er et sådan menneskesyn og samfundssyn han ønsker skal præge Danmark. Der er flere partier der synes mere oplagte.

  6. Poul Clausen says

    Jeg mener sagen er dobbelt, der er noget godt, der er noget dårligt, som i alt her i livet !
    Det er ikke en perfekt verden , vi lever i- men en frygtelig verden….se omkring !!
    Abort er en god ting. Abort kan glide ud på et skråplan.
    So er det…..

  7. Poul Clausen says

    Det er noget vrøvl ! LA er så god/ dårlig, som ethvert andet parti. Det er politik ! Politik ER egoisme, i rendyrket form , bliv væk fra det.

Leave A Reply

Your email address will not be published.