Bruce Steuer ville blot besøge sine danske rødder, men blev forelsket i en dansk pige og endte med at være sognepræst i et nordjysk sogn i 25 år.
For 25 år siden blev amerikanske Bruce Steuer indsat som sognepræst i Flade og Gærum kirker.
Bruce var ellers vokset op i det sydlige Minnesota. Hans bedstefar var udvandret til Amerika som 16-årig i 1892. Han var udlært som smed og kom fra Lolland Falster, men sejlede til USA fra København på damp- og sejlskibet ’Island’.
Som ung læste Bruce historie på det skandinaviske St. Olaf College i Northfield, Minnesota.
I løbet af studiet tog han på en rejse til Europa, hvor han bl.a. besøgte Italien og Grækenland.
Derefter tog han til Tyskland og gik i gang med at læse sprog, da han gerne ville have bedre tysk-kundskaber.
Herfra besøgte han sine slægtninge i Danmark for første gang i april 1973. På vej hjem fra en gudstjeneste i Grundtvigskirken hørte han Gud sige: ”Du skal være præst i dette land”, hvilket han som turist blev meget forbavset over.
Feltpræst-hjælper
Sprogstudiet blev afbrudt af, at han blev indkaldt til to års militærtjeneste. Første del aftjente han bl.a. i New Jersey, USA, og på anden del blev han stationeret i Tyskland og kom til at arbejde som ’Chaplains assistent’ – medhjælper for feltpræsterne.
– Præcis to år senere, i april 1975, besøgte jeg Danmark for anden gang. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, at der igen var snevejr i april.
Den danske slægt
– Jeg voksede op med, at min farfar fortalte mig om ’the old country’ og viste mig billeder fra en bog om Danmark, som hans søster havde sendt ham. Det vakte en nysgerrighed og en eventyrlyst. Da jeg endelig kom til Danmark, var hans søster i mellemtiden død, men jeg besøgte hendes mand og nogle af min fars fætre og kusiner.
Nogle af dem kunne ikke engelsk, og jeg kunne ikke dansk. Men det var alligevel interessant at besøge dem.
En af de ting, jeg lagde mærke til, var, at de ikke gik med mig i kirke. Hjemmefra var jeg vokset op i et skandinavisk samfund, hvor det var ret almindeligt at gå i kirke om søndagen, og hvor kirken også var en slags socialt fællesskab, fortæller Bruce Steuer.
Han gravede senere i kirkebøgerne og kunne spore sin danske slægt helt tilbage til 1748.
– Min oldefar var købmand i Nakskov, Lolland og min tipoldefar var bager i København.
Mødte danskere i UMO
Mens Bruce var stationeret i Tyskland, kom han lidt i kontakt med Ungdom Med Opgave.
Et par år senere i 1977 deltog han i deres evangelisationsprogram på en af deres skoler i nærheden af München.
Basen var blevet oprettet i forbindelse med de Olympiske Lege i 1972. Det var den olympiade, hvor israelske idrætsfolk var blevet dræbt af palæstinensiske terrorister fra Sorte September.
– Jeg kom med på en såkaldt ’Outreach’ sammen med en dansk UMO-gruppe fra Vejen. En af dem sagde til mig, at Gud havde sagt til ham, at jeg skulle til Danmark. Det var ikke i mine tanker på det tidspunkt. Og senere i 1977 rejste jeg til Vejen for at hjælpe til på skolen der.
– Det endte med, at jeg kom med et team rundt til flere spændende menigheder i landet, og jeg nød at opleve, hvad det vil sige at være dansk. Hvert sted vi kom blev der serveret ’rødgrød med fløde’, hvilket jeg selvfølgelig blev udfordret til at udtale korrekt – det bragte mange smil.
Vi var også en uge i Quo Vadis, som var et kristent hjælpearbejde for narkomaner og alkoholikere i Kolding.
Quo Vadis?
– På den måde kom jeg i kontakt med medarbejderne fra Quo Vadis, og de spurgte mig, om jeg havde lyst til selv at blive medarbejder.
Jeg måtte lige have en tænkepause, for det var en helt ny retning, mit liv var ved at tage, husker Bruce. Faktisk betyder Quo Vadis netop ”Hvor går du hen?”
– Efter en tænkepause og en tur hjem til USA sagde jeg ja tak og kom til Kolding i april 1978.
Mødte Grethe
I Quo Vadis kom en smuk diakon-studerende ved navn Grethe jævnligt på besøg, da hun kendte en af beboerne. Hun kom fra Tvis ved Holstebro, og hun og Bruce blev forelskede. (Grethe er i øvrigt bror til den kendte tv-journalist og korrespondent i EU, Svenning Dalgaard.)
– Efter et par år i Quo Vadis blev jeg forlovet med Grethe og blev gift i efteråret 1980. Cirka samtidig søgte jeg om optagelse på teologistudiet i København. Først skulle jeg dog i løbet af vinteren aflægge prøver i dansk, latin og græsk, så det var ikke så nemt for en amerikaner som mig, der aldrig havde haft dansk eller latin. Det var i begyndelsen svært at vende sig til at tale dansk, men folk var søde og venlige til at hjælpe mig.
Men i efteråret 1981 kunne jeg gå i gang med teologien på universitetet. Jeg fulgte desuden undervisningen på Dansk Bibel Institut, og jeg var glad for at studere begge steder.
Økonomisk klarede vi os ved, at Grethe arbejdede som plejehjemsassistent. Og jeg havde bl.a. job som kirketjener ved forskellige kirker, hvilket også gav et godt indblik i kirkelivet i folkekirken.
Præst i det høje Flade
Efter flere års studier søgte Bruce stillingen som sognepræst i Flade og Gærum ved Frederikshavn og fik straks stillingen.
Grethe og Bruce flyttede ind i den smukke gamle præstebolig på bakken med udsigt ned over Frederikshavn. Og her har de nu boet over i 25 år. Grethe arbejder som diakon på et plejehjem.
Det dansk-amerikanske ægtepar har fået tre piger, hvoraf den ældste allerede har tilbragt tre år i fars fødeland.
Flade kirke er den oprindelige kirke i Frederikshavn-området. Den ligger højt i 110 meters højde over havet, og den har siden 1200-tallet været et landemærke for skibsfarten. Gærum kirke er en af byens ældste med en af landets ældste kirkeklokker.
Svulst i hjernen
Bruce er nu 65 år. For ti år siden var han ude for en alvorlig sygdom.
– En søndag spurgte Grethe mig, om jeg var klar over, at jeg havde velsignet Dronningen to gange…!
Det vidste jeg ikke. Og selv om jeg var noget stresset i den periode, blev jeg nu undersøgt hos en læge. Det viste sig, at jeg havde en farlig, hurtigt voksende svulst i hjernen.
Både i menigheden og i USA var der mennesker, som bad for mig. I kirken mødtes vi, og de andre bad for mig og lagde hænderne på mig, før jeg skulle opereres.
Heldigvis lykkedes operationen, og svulsten var den eneste, men ikke lang tid efter begyndte kræften at komme tilbage. Behandlingen jeg fik og forbønnen for mig betød, at den forsvandt helt, og siden har jeg haft det godt.
– For mig betød sygdommen nok, at jeg kom til at tænke mere over, hvad der er vigtigt i livet. Jeg har haft mere mod på at prøve nyt og er blevet styrket i vigtigheden af taknemlighed til Gud, fortæller Bruce.
– Arbejdet som præst kræver meget, men det er et værdifuldt arbejde, som jeg ser som et kald og et privilegium. Selv om det ikke altid er nemt at gøre alle tilpas, er det et arbejde, som jeg nyder, fortæller Bruce Steuer.
Pensionist i Florida…
Trods 25 år som præst i et dansk pastorat har Bruce bevaret sit amerikanske statsborgerskab, og han joker med, at han vil flytte til Florida, som mange amerikanske pensionister gør, når han om senest fem år skal pensioneres.