Leif Rasmussen har på kort tid udsendt to bøger. Den første var formuleret som et brev til menig-heden, hvor han påpegede, hvor det er gået galt. I den nye kommer han med løsningen.
– Da jeg blev færdig med min første bog: ”Brev til menigheden i Danmark”, stod det klart for mig, at min opgave ikke var løst, for min bog handler i store træk kun om, hvor det var, kirken svigtede, indrømmer Leif Rasmussen.
– Det er ikke nok at pege på manglerne. Som profet må man også være rede til at søge Gud og bede om nåde fra ham til at anvise den vej, kirken skal gå for at nå frem til det mål, som Bibelen anviser, siger Leif Rasmussen.
Han er tidligere bibelskolelærer på Kolding Internationale Højskole i Kolding og har også været forstander i den lokale menighed i Apostolsk Kirke.
I denne kirke lagde man tidligere mere vægt på de fem tjenester, apostel, profet, lærer, evangelist og hyrde. Og Leif Rasmussen blev anerkendt som en profet, der kunne høre fra Gud.
Profeten rører på sig
De senere år er den profetiske dimension trådt lidt i baggrunden, også i hans eget kirkesamfund, hvor en ny generation har lagt mere vægt på at være en søgervenlig kirke.
Men er man profet, kan man ikke bare tie stille, og sidste år måtte Leif bare ud med sit budskab. Det blev i form af en lille bog, der var formuleret som ”Brev til menigheden i Danmark”.
Her påpeger han, hvordan den kristne kirke generelt er kommet meget langt væk fra den første menighed – og ikke mindst fra den gennemslagskraft, som denne menighed havde i sin samtid.
– Du skal ikke acceptere tingene, som de er, og ikke slå dig til ro med at læse om den første menigheds gennemslagskraft som en teori eller smuk historie, siger Leif Rasmussen.
– Du skal skrive til menigheden og anvise den vej, som vi må følge. Du må åbenbare den kraft, som satte det hele i gang og bogstaveligt vendte op og ned på verden i løbet af en generation.
Læg mærke til, hvordan det går jer…
Haggajs bog i Gamle Testamente kom til at spille en central rolle for Leif Rasmussens budskab i den nye bog:
– Den har sat mig på sporet af, hvad det drejer sig om. Det er Herrens Hus, som ligger Herren allermest på sinde. Sætter vi Herren på førstepladsen i vore liv, vil det rent praktisk give sig udslag i, at hans hus også kommer til at ligge os på sinde, siger Leif.
Haggaj opfordrede folket til at lægge mærke til, hvordan det gik for dem. De såede meget; men bragte kun lidt i hus. De spiste; men blev ikke mætte. De drak; men fik ikke slukket tørsten osv.
Årsagen var, at Herren Hus lå øde hen. Hvis de ville begynde at rejse Herrens Hus på den gamle grundvold, ville han velsigne dem, så de i stedet for mangel fik overflod.
– Haggajs budskab understreges meget stærkt i Ny Testamente, især af Paulus. Hans tanker kredser hele tiden om Herrens Hus, nemlig Kirken. Kirkens opbyggelse og fuldendelse er målet for alt hans virke, understreger Leif Rasmussen. Og med kirken tænker han ikke på en bygning, men på menigheden – de troende kristne.
Ovensalen som princip
Den nye bog har fået den lidt spøjse titen ”Vejen tilbage til Fremtiden”. Leif Rasmussens pointe er nemlig, at kirken ikke selv kan udvikle sig med management, eller en nok så dygtig ledelse og et professionelt show.
Den må tilbage til sit udgangspunkt. Og det er ifølge Leif at lytte til, hvad Helligånden siger – fremfor at lytte til eller efterligne, hvad verden siger.
Ligesom disciplene befandt sig i bøn i ”ovensalen”, må nutidens kristne trække sig tilbage for at lytte til, hvad Helligånden vil i dag.
Ovensalen er ikke blot historie, det er et princip, siger han.
Bogen er på 124 sider og gennemgår også de ni nådegaver, fordelt kategorisk således:
De tre åbenbaringsgaver
Tale med visdom
Kundskabsord
Bedømmelse af ånder
De tre inspirationsgaver
At tale profetisk
Forskellig slags tungetale
Udlægning af tungetale
De tre kraftgaver
Troens gave
Gaven at udføre mirakler
Helbredelsens gave